2. søndag i Påske. C. 2019.

     Vores påskeglæde blev formørket med de tragiske begivenheder i Sri Lanka. Selvom vi har fejret Jesu opstandelse, så blev der myrdet så mange mennesker på grund af deres tro. Mange spørgsmål. Mange svar. Men vi kan alligevel ikke forstå det, som skete. Mange mennesker lider meget, for de har mistet deres nærmeste, deres familier, deres børn. Hele påskeugen tænkte jeg på den svære situation, og kunne ikke finde en forklarelse: hvorfor dræber man så mange uskyldige mennesker? Hvorfor er der så stort had og vold i verden? Der er bare et svar, som jeg kan give. Alle mennesker har fået en fri vilje. Vi kan selv bestemme i vort liv. Vi kan leve med Gud eller uden ham. Der, hvor mennesker lever med Gud er fred og venlighed, der er altid respekt for hinanden og hjælpsomhed. Og der, hvor mennesker lever uden Gud er had og vold, uvenlighed og krig. Måske er det meget hårdt, det som jeg siger nu, men det er bedre selv at blive forfulgt end at forfølge andre, det er bedre selv at blive dræbt end at slå andre ihjel. Det er bedre at vi lider på grund af andres had, end vi hader andre mennesker. Kristus sagde det meget klart i saligprisningerne: ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene” Vor Herre, den opstandne Jesus Kristus bringer os fred. De første ord, som han sagde til apostlene er: ”Fred være med jer” og han tilføjede: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” En så stor magt – at forlade nogen deres synder. Ingen anden religion fik fra Gud en så store gave – barmhjertighedens sakramente – skriftemål. Lad os se. Jesus, som har lidt så meget for vore syners skyld, ledte ikke efter hævn, eller retfærdighed. Han, som opstod fra de døde kom til os mennesker med tilgivelse og gav os tilgivelsens sakramente. Han ønskede også at fejre festen for Guds Barmhjertighed første søndag efter Påske, dvs. i dag. Han ville ikke bare tilgive os vore synder, men krævede også barmhjertighed af os. Han har lært os en bøn, hvor han sagde: ”og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Han sagde også: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”. Når skt. Peter spurgte Jesus: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?”  Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange” På korset bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” Jesu lære er ikke let. Hvordan kan vi tilgive vore forfølgere? Uden tro, uden, kærlighed og uden ydmyghed er det umuligt. Derfor er det så nødvendigt at fordybe vores tro, kærlighed og ydmyghed hver dag. Hverdagens bøn, Guds Ord og sakramenterne, samt skriftemål og den hellige Kommunion kan hjælpe os meget med det. Vi kristne erfarer det samme som andre mennesker, sygdom, lidelse og død. Men vi oplever det ganske anderledes takket være vores tro. Vi kristne erfarer forskellige mishandlinger, konflikter og had, men vi oplever det ganske anderledes takket være vores kærlighed. Vi kristne erfarer andres svagheder og synder, forskellig slags uretfærdighed i denne verden, men vi oplever det hele ganske anderledes takket være vores ydmyghed. Måske er det ikke sådan hundrede procent i vores liv. Måske mangler vi hele tiden tro eller kærlighed eller ydmyghed, eller alt sammen, men det betyder ikke at vi ikke må begynde på ny. Vi har brug for Gud, vi har brug for hans kærlighed og for hans barmhjertighed, især i de svære situationer, som skete i Sri Lanka. Det er absolut ikke Guds vilje at betale den samme mønt, nej. Selv om det er en så hård oplevelse for os kristne, så må vi bare sige til Gud, ligesom Jesus sagde det på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Amen.    

   

  



Påskefest. 2019.

   Hele sidste uge har vi ledsaget Jesus på hans vej fra Palmesøndags begivenheder, gennem hans korsfæstelse og død, for at erfare hans opstandelse. Dagens fest for Jesu Opstandelse er festen over alle fester. Denne store fest, den største højtid i hele kirkes kalender minder os ikke bare om vor frelse, ikke bare om Kristi sejr over døden, men viser os også korsets mening. Hvis der intet kors var, hvis der ingen Kristi død var, så blev det aldrig Påskemorgen ved den store glæde og lykke. Imidlertid blev det Jesu lidelse og den smertelige død på korset, som har givet os frelse. Imidlertid blev det Jesu opstandelse. Skt. Peter fortalte det hele i dagens første læsning. Det var hans vidnesbyrd om Kristi frelsende gerninger. Sådan begyndte vor Kirkes virke. Apostlene gik ud fra nadversalen og forkyndte Evangeliet. Det var ganske andre mennesker end før Jesu lidelse, død og opstandelse. De har ændret deres tænkemåde. Nu har de forstået Kristi lære og deres mission. Nu har de forstået, at Kristi Rige er ikke af denne verden, og at deres jordiske liv har sit mål i himlen, hvor alle mennesker er kaldet til. De har været Kristi opstandelses vidner, de har set ham og snakket med ham. Men de vidste godt, at deres lidelser slutter ikke sammen med Kristi sejr. De vidste, at deres vej til himlen også fører gennem lidelse, kors og død. Og de var forberedt på en sådan vej. De fleste af dem blev forfulgt og dræbt. Det samme blev deres efterfølgere og mange af de første Kristne. De som har dømt dem til døden og de som har set deres død kunne ikke forstå deres glæde, deres knusende ro, når de gik imod døden. Lad os se! De første kristne forventede ikke af Kristus en idyl her på jorden. De sagde ikke: ”Hvis Jesus har frelst os, hvis hans død og opstandelse har befriet os fra syndens og dødens trældom, så vi skal ikke dø, så skal vi ikke mere lide, så vi må ikke mere erfare forskellige livsproblemer. Vi er jo frie. ”De sagde aldrig sådan, men gik til døden med et utroligt mod. Sådan var deres tro. Hvad med os, som fejrer igen festen for Herrens Opstandelse? Vi deltager jo i kirkens liturgi, vi hører Guds Ord og modtager det Helligste Sakramente så tit. Accepterer vi den sandhed, at vort liv på jorden  ikke skal være den rene idyl? Forventer vi ikke for meget af Gud, kun på grund af det, at vi er kristne, at vi er katolikker? Modtager vi og bærer vort daglige kors, eller fornægter vi det? Det er et meget vigtigt spørgsmål, som vi kan svare på i dag. Svaret på det spørgsmål kan vise os, hvor meget vi forstår vor tro. Forstår vi den over hovedet eller ej. Rigtig mange kristne forstår ikke deres tro i dag. De vil nå himlen uden lidelse, uden kors og uden død. Men det er umuligt. Og det er en stor fejl, når nogen tænker på den måde. Vi er Jesu Kristi efterfølgere. Derfor må man ikke mangle korset i vort liv, hvis vi vil erfare vor opstandelse. Der er kun en vej til himlen – Kristus. Han sagde jo: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Den samme Kristus har lovet apostlene, at han bliver i sin Kirke indtil verdens ende. Og han er blevet med os især i kirkens sakramenter. Den anden fejl som mange kristne begår, ligger i det, at de vil nå himlen uden Guds Kirke, uden Kristus, uden sakramenterne. Hvis det var muligt, så skulle Kristus ikke vælge apostlene, ikke vælge Peter, som den første pave. Hvis det var muligt at frelse sig uden Kristus, så skulle han ikke lide og dø på korset, han skulle ikke opstå fra de døde og fare op til himlen. Men sådan var Guds plan at frelse mennesker med Jesu Kristi død og opstandelse og ingen kan ændre det eller rejse tvivl om det. Tredje fejl, som mange kristne begår i deres tænkemåde er at formindske søndagens betydning. Kristus opstod fra de døde om søndagen, derfor kalder man søndag Herrens Dag. Og den dag bør vi opleve på en særlig måde, frem for alt at fejre Kristi opstandelses mysterium. Sådan gjorde de første kristne, om hvem vi kan læse i Apostlenes Gerninger: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet.” Hver første dag i ugen er for kristne en stor dag, hvor vi fejrer Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse under den hellige Messe. Uden Eukaristien mister den dag sin mening og værdi. Derfor, lad os opdage denne dags betydning på ny, lad os fejre den dag med en stor ære og taknemmelighed for Kristi opstandelse, lad os deltage med glæde i den Hellige Messe sammen med Kirkens fællesskab. Gud er med os, han er midt blandt os i hans kirke, for at føre os gennem dette jordiske liv til det evige. Må dagens fest vække i os en god vilje til at fejre hver søndag på en særlig måde, at deltage i hver søndagsmesse, for at møde den opstandne Jesus i kommunionen og synge for ham med taknemmelighed. Amen.           




Skærtorsdag. 2019.

       Dagens første læsning varsler de fremtidige begivenheder, som Jesu død og opstandelse. Jødernes Påske krævede et offer som Påskelam. Lammets blod har reddet de førstefødte i israelitternes familier. Men ikke bare det. Israelitterne kunne endelig gå ud af Egyptens trældom. De begyndte sin vandring til det forjættede land. Den begivenhed havde så stor betydning ikke bare på grund af jødernes historie, men frem for alt på grund af alle menneskers historie. Gud sagde jo til Moses og Aron: ”Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt” Og det er rigtigt. Ikke bare Jøderne fejrer denne store fest. Alle kristne fejrer også denne fest. Men vi kristne fejrer den ikke på grund af israelitternes vandring fra Egyptens trældom til det forjættede land, men på grund af vores vandring fra djævelens trældom til det forjættede evige liv i himlen. Påskefesten har for os kristne en rigtig stor betydning frem for alt på grund af Jesu Kristi offer, som er det nye Påskelam. Hans blod har reddet os, hans offer har befriet os, hans død og opstandelse har givet os frelse. Før hans frelsebringende offer på korset, har han mødt med apostlene i nadversalen. Der viste han dem først, hvad det betyder at elske. Derfor vaskede han apostlenes fødder. Hvorfor gjorde han det? For at vise dem den store ydmyghed. Det var slaverne, som vaskede deres herrers fødder. Jesus ydmygede sig og sagde: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer” Jesu disciple skal være ydmyge, for at undgå hovmodet, som er en kilde til alle andre synder. Kærlighed og ydmyghed, de to kristelige dyder giver Kirken kraft og vækst. Derfor har Jesus indstiftet de to sakramenter under den sidste nadver: Eukaristien og præsteskabet. I Eukaristien viser Jesus os sin store kærlighed til os, han ville blive med os i det Helligste Sakramente, han ville at vi kan komme til ham, som er levende i den hellige Kommunion. Han ville give os sig selv i hans legeme, for at vi kan være et med ham. Han viser os også sin store ydmyghed, da han giver sig selv i vore hænder. Gud, som er til stede i Eukaristien er i menneskers hænder, for at opfordre os til at vi giver os helt i Guds hænder. Desuden ofrer Jesus sig for os under hver Messe. Derfor er Messen den bedste og fuldkomne bøn, som vi kan deltage i. Israelitterne fik manna på vejen gennem ørkenen. Vi får en anden manna, på vejen gennem vort jordiske liv – Eukaristien. Israelitterne havde hyrder Moses og Aron, som førte dem fra Ægypten og havde omsorg for hele folket. Jesus har indstiftet præsteskabet, for at kristne kan have de hyrder, som kan føre dem gennem livet og uddele dem sakramenterne. Uden præster er der intet sakramente. Uden præster er der ingen Messe, ingen tilgivelse i skriftemålet. Uden præster kan Kirken ikke eksistere. Derfor har Jesus givet os præsteskabet og han kalder hele tiden nye mænd til høsten, som er stor men der mangles arbejdere. Man kan sige at Kirken oplever i dag en krise på grund af præstemangel. Og det er rigtigt. Derfor bør vi støtte vor Kirke med vore bønner om det nye kald. Selv om vi i dag hører så mange kritiske meninger om vore katolske præster, så erfarer vi alligevel, at så mange præster, ja, de fleste af dem opfylder sit kald bedst muligt. Sammen med Jesus deltog i den sidste nadver tolv apostle, blandt andet Judas Iskariot. Hvis vi kun koncentrerer os om Judas, så mister vi Eukaristiens mening og det sakramente kan tabe i værdi i vore øjne. Derfor skal vi troende koncentrere os om de mange gode præster og frem for alt om dem som blev helgenkåret. Vi kan finde rigtig mange gode eksempler. Desuden er det alle kristnes opgave at støtte deres præster med bøn. Vi har brug for jeres bøn hver dag, ligesom vi også beder for jer hver dag. 

     Mine Kære. Hver skærtorsdag takker vi Gud for de to sakramenter, hver skærtorsdag deltager vi i den særlige Eukaristi, som forbereder os direkte til vor frelsers mysterier: Langfredag og Påske. Lad os fejre årets Påske med en rigtig stor taknemmelighed for Jesu Kristi korsoffer og for hans frelsebringende opstandelse. Amen.               




1. søndag i april. 2019

      Der var eftermiddagen, det regnede hele tiden. En kvinde kørte meget forsigtigt på en af byens gader, som var våd og glat. Hendes lille søn ved siden af spurgte hende pludselig: 

- Mor, ved du hvad? Jeg tænker på noget.

Kvinden var meget nysgerrig efter, hvad hendes søn ville sige til hende.

- Hvad tænker du på? – spurgte hun.

- Regn – begyndte den lille dreng – regn er ligesom synd og vinduesviskerne er ligesom Gud, som kaster vandet bort.

Den overraskende kvinde spurgte ham:

- Ja, men det regner jo hele tiden. Hvad betyder det? 

Drengen svarede: 

- Vi synder hele tiden og Gud vil altid tilgive os vore synder.

Dagens evangelium fortæller os også om Guds barmhjertighed. Jesu ord til kvinden, der har begået ægteskabsbrud gælder nemlig alle. Guds Søn fortæller, at han ikke fordømmer. Med disse ord viser Jesus os Guds store barmhjertighed. Han elsker os nemlig på trods af vore mange svagheder og mangler.  Når vi nu læser om Jesu store barmhjertighed over for os syndere, må vi endelig ikke glemme de sidste ord fra dagens evangelium: ”Synd fra nu af ikke mere”. For Jesus fordømmer stadigvæk synden, han fordømmer blot ikke synderen. Der er desværre mange, der misforstår Jesu barmhjertighed og tror, at det er tilladt at gøre alt, fordi Gud alligevel bare tilgiver os. Men det er forkert. Gud venter hele tiden på vores omvendelse. Det gjorde den kvinde fra dagens Evangelium, det gjorde den hellige Paulus, det gjorde mange andre kristne, som var meget store syndere og nu er helgener. Lad os bede for hele Kirken, lad os bede for os selv, at vi kan vende os fra synden og være udholdende i vor kristne tro og sige efter den hellige Paulus, fra dagens anden læsning: ”Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus”. 




3. søndag i faste. C.

     Hver søndag hører vi en læsning fra det Gamle Testamente. Og vi kan spørge: hvorfor? Hvorfor læser vi Israels historie? Har det for os nogen betydning? Ja, det er jo Guds Ord, det er det hele som Gud først har åbenbaret for jøderne, for det udvalgte folk. Men det er ikke nok. Hele det Gamle Testamente varsler de fremtidige begivenheder. I dagens første læsning åbenbarede Gud sig for Moses, og viste ham hans mission, d. v. s. den store opgave at føre Israels folk fra Ægyptens trældom. Moses opfyldte den mission og førte israelitterne gennem ørkenen til det forjættede land. På den måde varslede Gud den anden Moses som udfrier alle dem som er i syndens trældom, d. v. s. alle syndere, alle os. Det er selvfølgelig Jesus, Guds Søn, som bad og fastede i ørkenen 40 dage før sit offentlige virke, som Messias. Israelitterne var så mange gange ulydige og ville ikke høre Moses, derfor sendte Gud mange giftige slanger til dem for at dræbe dem. Mange af dem, som blev bidt, døde hurtigt, andre begyndte at råbe til Moses om hjælp. Hvad gjorde han? Han lavede en kobberslange og satte den op på en pæl af træ og enhver som så på denne slange blev reddet. For to tusinde år siden blev Jesus korsfæstet på et træ for at redde alle mennesker. Alle som ser på hans kors finder frelse. Det udvalgte folk skulle gå gennem det røde hav hvor faraos hær blev dræbt. Havets vande har reddet jøderne fra ægypterne. Alle som vil blive frie af arvesynden og andre synder skal blive døbt. Dåbens vande redder os af det ondes magt. I ørkenen blev israelitterne sultne og begyndte at knurre mod Moses. Snart fik de manna fra himlen. I dag får vi også manna fra himlen, d. v. s. Kristi Legeme, den hellige kommunion. I det Gamle Testamente er der mange forskellige eksempler, som varsler de fremtidige hændelser, som frem for alt varsler Jesu Kristi lidelse, hans korsfæstelse, død og opstandelse. Det hele skete allerede for lang tid siden. På den måde kan vi se, at Gud har opfyldt sine forjættelser om vor frelse. Den hellige apostel Paulus skriver om det i dagens anden læsning: "Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået." Jesus, som er kommet på jorden for at give sit liv for os syndere, lærte først menneskene om Guds Rige. Han fortalte mange forskellige lignelser, for at hans tilhørere bedre kunne forstå det gode budskab. I dagens evangelium fortæller han en lignelse om et ufrugtbart figentræ, d. v. s. om dem hvis liv bringer ingen gode frugter. Men frem for alt viser han os i denne lignelse Guds barmhjertighed. Gud vil ikke en synders død, men at han kan omvende sig og have livet. Dagens evangelium forklarer videre hvilket forhold Gud har til synderne. Figentræet som bruger jorden, solen, vandet og gartnerens arbejde og ingen frugt bærer, kan ligne mange af os. Vi har fået af vore forældre, af vor Kirke, af vor Gud forskellige gode gaver. Vi blev døbt, vi blev opdraget i den katolske tro. Vi deltager i vor kirkes sakramentale liv. Bærer vi gode frugter i vort kristne liv? Eller er vi ligesom det figentræ, som ingen frugt bar? Men Gud giver os altid en ny chance, han venter på vor omvendelse og vil hjælpe os med det. Kristus fortæller os i dagens lignelse om den gode gartner, som Gud er og at han har omsorg for et figentræ, som ingen frugt bærer. Gud vil give enhver af os en ny chance. Han vil ikke straffe os for vore synder, det gør vi selv, når vi fører et syndigt liv. Gud venter på os og på vort livs gode frugter. Men han efterlader os ikke alene. Han giver os mange gaver, som vi kan bruge, for at bære gode frugter. Først er det Eukaristien, som vi kan deltage i hver søndag, for at modtage den hellige kommunion. Det er bods og forsonings sakramente – skriftemålet, der kan vi få tilgivelse og fred fra Gud. Der er forskellige fester og højtider, som vi fejrer. Den Hellige Kirke er ligesom en have, som vi kan vokse op i, som kristne. Gud, den gode gartner passer på os, har omsorg for os alle og venter på vore gode frugter.  Han giver os tid igen og igen, for at vi kan få næste chance; fordi han ikke vil vor død, men at vi kan omvende os og have liv, og have det i overflod. Amen.

       

    



2. søndag i fasten. C.

       "I de dage tog Gud Abraham udenfor" - læste vi i dagens første læsning. Gud tog Abraham ud fra en hytte for at vise ham Guds hemmeligheder. Abraham troede Gud og blev lønnet med en stor forjættelse fra Gud. Apostlene ville bygge tre hytter, en til Jesus, en til Moses og en til Elias. Hvorfor? Fordi de var så bange. Jesu åbenbarelse på bjerget overraskede dem fuldstændigt. Mennesket er aldrig godt nok forberedt til at møde Gud. For at se Guds hemmeligheder skulle Abraham gå ud fra en hytte. For at se Guds herlighed skulle apostlene gå op på et bjerg. For at se Guds hemmeligheder skulle Abraham se op på himlen. For at se Guds herlighed skulle apostlene se op på Jesus, Moses og Elias. Hvad betyder det? Det betyder at vi også skal gå ud fra vor hytte, fra vor lille verden, med vore dårlige vaner, med vore svagheder, med vore begrænsninger. Især nu, når vi oplever fastetiden er vi kaldet til at forlade vore hytter, til at gå ud og se op på himlen, for at lære Guds hemmeligheder bedre at kende. I denne hellige tid er vi ført ved Jesus op på et højt bjerg for at bede. Ligesom apostlene er vi inviteret til en særlig bøn, for at se Guds herlighed. Fastetiden minder os om de åndelige og evige værdier og opfodrer os til at forlade vor hytte og gå vor Gud imøde. Vi må ikke glemme at vort jordiske liv forsvinder og vi skal forlade denne verden. Apostlen Paul siger om det i dagens anden læsning: "Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser" Samtidig må vi ikke glemme disse ord, som Gud har sagt om Jesus og som apostlene hørte på bjerget: "Dette er min udvalgte Søn, hør ham!" Vi bør ikke bare høre, hvad Jesus siger til os, men frem for alt bør vi blive lydige mod ham. Gud forventer lydighed af os. Dagens verden vil ikke høre Gud. Mennesker vil være uafhængige. De vil selv bestemme hvad de skal gøre. De vil ikke holde de Ti Bud, de vil heller ikke holde Jesu lære og opfylde Guds vilje. Den hellige Paulus skriver om det samme i dagens anden læsning: ”For der er mange — jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd — der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske.” Gud kræver af os kristne lydighed. Især nu i fastetiden forventer han den fra os. Så det er en god tid til at spørge: Hvem hører jeg på? Hvis vilje vil jeg opfylde? Hvordan ser min bøn ud? Beder jeg til Gud for at sige ham hvad han skal gøre for mig, eller for at spørge Gud, hvad han forventer af mig? Tro og lydighed er sammenføjet med hinanden. Ingen kan sige at han er et troende menneske og samtidig være ulydig mod Gud. Vi har brug for lydighed overalt i vort daglige liv. Intet land kan virke uden lydighed, ingen fabrik kan virke uden lydighed, intet sygehus, ingen skole, ingen universitet kan virke uden lydighed. Ingen familie kan virke uden lydighed. Det er nødvendigt at høre andre. Det er også nødvendigt at høre Gud i hans Kirke. Gud vil ikke gøre os til sine slaver. Tværtimod. Han vil gøre os frie. Jo mere vi er lydige mod ham, jo mere frie er vi. Jesus døde på korset for os, for at befri os fra syndens slaveri. Vi er aldrig nok forberedt til et møde med Gud. Derfor opfodrer Jesus os: våg, for I kender hverken dag eller time. Våg og bliv rede, for at den dag ikke skal overrasker jer. Nu forbereder vi os på at opleve rejsen til Påske. Vi ved godt hvornår vi fejrer denne store fest. De fyrre dage, som forbereder os til den største kristne fest er en lang tid. Man kan sige: Der er tid nok til at opleve denne fest så godt som muligt. Ja, der er tid nok, men kun for dem, som vil opleve denne fastetid bedst muligt. I denne tid kan vi også gå op sammen med Kristus på et højt bjerg, for at se hans forklarelse, for at se hans herlighed, for at se hans guddom. Og på dette bjerg vil Jesus forstærke vor tro og forberede os først til hans lidelse og død. Dette bjerg, som jeg fortæller om, er selvfølgelig hver Messe, som vi deltager i. Vi kommer i kirken, for at deltage i Jesu forklarelse i Eukaristien. Vi er den store forvandlings vidner, når brød og vin forvandles til Kristi Legeme og Blod. Den hellige kommunion giver os Guds nåde og forstærker vor tro. Det er meget vigtigt, fordi vi alle har problemer, med vor tro. Vi mangler den, derfor er vi så tit ulydige mod Gud. Enhver af os kan konfrontere sin tro med den daglige virkelighed, især i de svære, hårde situationer. Vi mangler ikke de daglige problemer og bekymringer. Vi har nok af dem. Det er vort daglige kors, som vi skal bære sammen med Kristus på Golgata. Han fører os alle også der, hvor han skulle lide og dø. Vi skal også deltage i hans lidelse. Men jeg tror, at vi alligevel kan erfare en stor glæde ligesom apostlene i nadversalen, når vi bliver udholdende og fromme ikke bare i denne fastetid men i hele vort liv. Lønnen venter på os i himlen, hvor vi kan se hele Kristi herlighed. Amen.

  



1. søndag i faste. C.

     Nu har vi begyndt fastetiden. Hvordan forstår vi den tid? Selv ord ”faste” siger os klart, at vi ikke må spise så meget, at vi skal begrænse vor spisning. Og i dagens evangelium ser vi Jesus, som fastede i ørkenen, hvor han blev fristet af djævelen. Lad os se, at djævelen kom til Jesus da han led sult. Ikke før. Det betyder at sulten hjælper djævelen at friste mennesker. Men vi kan se, at Jesu fristelse ikke bare gjaldt spisning, ikke bare brød, men forskellige andre menneskelige ønsker. Det var blandt andet magt, rigdom, komfort og sikkerhed. Vi mennesker kan lide sult på grund af de mange værdier. Og det er sikkert at ingen af de værdier er ondt, er dårligt. Men det afhænger af det: hvem giver os disse værdier. Hvor kommer de fra? Gud er Herre over det hele, han kan give os mange ting, hvis det er nødvendigt for os, hvis det hjælper os med at få det evige liv. Mange mennesker har alligevel ikke fået det fra Gud, som de bad om. Og de kan ikke forstå at Gud har ikke givet dem det, på grund af deres godhed. På grund af deres frelse. Mennesker beder hver dag ”ske din vilje, som i himlen, således og på jorden”, men de ikke er tålmodige og vil ikke vente på Gud, på hans gave. Derfor modtager de mange gange djævelens tilbud kun for at få det, som de ønsker. Det er ligesom når vi er rigtig meget sultne og går til en meget smuk restaurant for at spise et festmåltid, men på vejen møder vi en som sælger hotdog og giver os et godt tilbud. Og i stedet for at gå til restaurant og spise et festmåltid, spiser vi en smagløs hotdog, for måske at blive syge i fremtiden. Det største problem ligger i det at vi kan få hotdog lige nu, mens restaurant ligger lang væk. Og det er den store forskel mellem Gud og djævelen. Gud kan give os meget store ting, frem for alt vor frelse, men vi skal først fortjene den, vi skal går en lang vej til den og vente på den. Djævelen kan opfylde vore ønsker snart eller nu, for at føre os først til synd og bagefter til fordømmelse. Sådan er hans strategi. Derfor skal vi være meget forsigtige. Vi vælger altid mellem godt og ondt. Vi har derfor altid to veje. Den vej, som fører os til det evige liv, og den vej som fører os til fortabelse. Jesus sagde det selv: ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7,13–14) Kære alle sammen! Fastetiden kræver af os udholdenhed gennem de 40 dage. Udholdenhed, tålmodighed og tillid til Gud, at han altid giver os alt, som er nødvendigt til at nå frelsen. Jesus blev fristet en kort tid og har sejret over djævelen. Vi erfarer fristelse hele tiden. Måske er det sådan på grund af det, at vi modtager djævelens tilbud så tit. Så tit siger vi jo ”ja” til djævelen, til synd, til ondt. Derfor holder djævelen ikke op at friste os. Og jo oftere vi falder i synd, jo oftere kommer fristeren igen og igen for at snyde os. Selve fristelsen er ikke endnu synd. At vi erfarer fristelse, betyder det ikke at vi falder i synden. Det afhænger af os selv, om vi siger ja eller nej til det. Apostlen Jakob skriver i sit brev: ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.” (Jak 4, 7-10) Den hellige apostlen Peter skriver lignende: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed!” (1 Pet 5, 8–11) Mine kære! Selv om vi erfarer en gang imellem forskellige små besejre over fristeren, så er det sandheden at vi sejrer ham aldrig ligesom Jesus har sejret over ham. Det er sandheden at vi falder ned tusinder gange i vort liv og samtidig råber vi efter apostlen Paulus: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom 7, 18–19) Det er syndens mysterium. Men vi har begyndt fastetiden, den tid som vil hjælpe os med at sige oftere nej til djævelen. Alene er vi for svage til at sige ham atter og atter nej, derfor har vi brug for Guds hjælp, for hans nåde især i bods og forsonings sakramente, hvor Gud tilgiver os vore synder og giver os en ny chance. Lad os ikke vente, lad os ikke leve med det onde i et kompromis. Men lad os i denne fastetid øve vor udholdenhed, vor tålmodighed og tillid til Gud. Vi har forskellige muligheder til det: deltagelse i søndagens og hverdagens Messe, Korsvejsandagt, Rosenkransbøn, tilbedelse, skriftemål, personlig bøn og Bibellæsning. Gud giver os igen disse 40 dage, for at vi kan bedre forstå, hvad det betyder – at faste. Amen.  



Askeonsdag 2019

”Stød i hornet på Zion! Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest!” Kære alle sammen! Profeten Joel opfordrer os med disse ord til en særlig tid, til fastetiden. I dag begynder vi denne tid med at få et askekors på panden. Det er et tegn på, at vi har den gode vilje til at omvende os til Gud. Ingen af os kan jo sige: ”Jeg behøver ikke at omvende mig.” Enhver af os skal vende sig til Gud hver dag. Fordi vi lever hver dag mellem forskellig slags ondt, som bevirker, at vi kan synde i tanke, ord og gerning. Der er forskellige synder, de små og de store, ligesom de mange, forskellige sømme under alteret. De symboliser nemlig vore synder. Derfor har vi brug for omvendelse, det vil sige: vi har brug for at vende os fra vore synder til Gud, Vi har brug for at vælge Gud, som er den største værdi i vort liv. Fastetiden kan hjælpe os med det, at rense os fra vore synder, at vise os Gud, som er vort livs mål og mening. Fastetiden fører os gennem de 40 dage til Jesus, som var 40 dage i ørkenen, som oplevede fristelse og sejrede over fristeren. Under denne tid ser vi også Jesus, som ikke fortjente at dø på korset, men han døde alligevel der, ikke for hans skyld, men for vor skyld. Fastetiden minder os om Jesu korsoffer for vore synder, for vor frelse. Jesus gjorde det ikke på grund at han var tvunget til det, men på grund af den stor kærlighed, som han har haft til hele menneskeheden. Det var hans fri vilje, at dø for os alle på den måde og løskøbe os fra dødens magt. Derfor må man ikke mangle korsvejsandagten under fastetiden. Vi må ikke glemme Jesu lidelse og kors, derfor er det så vigtigt at deltage i korsvejsandagten mindst en gang under fastetiden. På grund af det at vi kristne oplever den tid som minde om Jesu korsoffer, om hans lidelse og død bør vi ikke lede efter at more os, dance og deltage i forskellige glædelige begivenheder. Fastetiden forbereder os til Langfredags mysterium med faste, bod og bøn. Men den tid forbereder os frem for alt til Kristi Opstandelses Fest, til Påske. Først skal vi opleve en dyb sorg og vemod over Jesu lidelse og død, for at vi kan glæde os over hans opstandelse. Og vor glæde bliver jo større jo bedre vi oplever fastetiden.  

  For det første skal vi være mere ydmyge mennesker. I dag får vi et askekors på vore pander. Dette tegn minder os om vore svagheder, syndige natur, om vores død, som er afslutningen på livet på jorden. Enhver af os skal dø og kan ingenting tage med til den anden verden. Det, som vi kan tage med der, er vore gode gerninger og den kærlighed, som gør, at vi elsker andre og hjælper dem. 

   For det andet skal vi se på andre med større kærlighed, fordi vi alle er Guds børn. Kristus døde på korset for os alle. Derfor skal vi lede efter forsoningen med andre. Det behøver ydmyghed, for at sige undskyld, det behøver kærlighed for at tilgive andre deres synder.

   For det tredje, skal vi genoptage vores kontakt med Gud. Det er det vigtigste i fastetiden. Derfor burde vi bede mere på forskellige måder, for at sige til Gud: ”Herre jeg tror på Dig, jeg har tillid til Dig, jeg vil leve med Dig, Du er min største rigdom” Vi burde læse mere i Biblen, for at vide, hvad Gud siger til os, hvad Han forventer af os, hvordan vi kan opfylde hans vilje. Vi skal forsones med Gud og andre mennesker i skriftemålet. Det er meget vigtigt især før Påske. Skriftemålet kalder man også bods sakramentet derfor er det vigtigt, at skrifte i fastetiden, som man kalder også bods tiden. 

   Jeg siger måske ikke noget nyt. Vi kender jo vore kristne pligter og opgaver, vi hører det samme Evangelium mange gange i vort liv, vi fejre også de samme fester hvert år. Men lever vi efter dem? Prøver vi det? Eller bliver vi igen ligeglade og oplever ikke så godt den hellige tid, som begynder i dag og vil hjælpe os med at tænke mere på vort liv, og bestemme: hvad vi kan forbedre i det, hvad vi kan gøre, for at opleve en rigtig stor påskeglade under Jesu Opstandelses Fest. Amen   

         

  



1. søndag i marts 2019     

     I dagens Evangelium fortæller Jesus om at vi kristne skal bære gode frugter. Men det er ikke så let. Man kan sige at mange gange gør vi os umage for at bære gode frugter, men der er også onde frugter en gang imellem i vores liv. Men der sker ofte situationer, hvor mennesker forstiller at være gode overfor andre. Der var to onde brødre. Alle vidste, at de løj, stjal og bedrog. Da den ældste bror døde. Kontaktede den yngste bror præsten og sagde, at han ville give 100 000 kr. til kirken, hvis præsten i begravelsestalen ville kalde hans bror for en helgen. Præsten spekulerede på, hvordan han skulle klare denne udfordring. Ved begravelsen sagde han: ”Han var den største synder, jeg har kendt. Han løj og stjal, men sammenlignet med sin bror, var han en helgen.” 

   Mine kære vi vil ikke sammenligne os med andre. Vi vil snarere bære de gode frugter i vort liv. Hvis vi har haft nogle problemer med det, så nu får vi på ny en chance. Om lidt begynder vi fastetiden og det er en rigtig god tid til at forbedre vort syndige liv. En mand, som havde set fattige og sultne mennesker, som tiggede på strøget begyndte at klage over det og sagde til Gud: Hvor er du Gud? Hvorfor hjælper du dem ikke? Og han fik det svar fra Gud, som sagde: Nu er det din tur. I fastetiden er det vores tur at hjælpe andre, at støtte dem, som er i nød. Lad os bruge den hellige tid bedst muligt. Det er Askeonsdag på onsdag.  



7. søndag i året. C.

     ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem” – Siger Jesus i dagens Evangelium. Jeg elsker disse ord. Man kan sige, at det er det korteste evangelium. Enhver, som overvejer denne tekst skal altid sige: Ja, det er rigtigt. Jeg skal passe på, hvad jeg tænker om andre, hvad jeg siger om andre og hvordan jeg behandler andre mennesker. Det er vigtigt, ikke bare at forstå disse ord, men frem for alt at leve efter dem. Det gjorde David jo med Kong Saul. Selv om Saul ville fange og dræbe David, selv om han behandlede David som den største fjende, så gjorde David noget andet: han søgte ikke hævn, men tværtimod viste han kongen, at han ikke var kongens fjende. David gjorde det, selv om han ikke havde hørt Jesu ord og aldrig havde hørt Evangeliet. Han lyttede til samvittighedens røst. Vi kender Evangeliet, vi har jo hørt Jesu ord mange gange. Men vi vil ikke leve efter dem. Hvorfor? Mange af os siger, at Jesu ord ikke er aktuelle i vor tid, at de er så svære at opfylde i vort daglige liv. Hvordan kan jeg elske mine fjender. Hvordan kan jeg elske dem, som hader mig, som forbander mig, som mishandler mig, som slår mig i ansigtet? Hvordan? Lyt til din samvittighed, så forstår du at man kan elske dem som er imod dig. Vi mennesker blev også Guds fjender, da vi begyndte at synde. Med enhver vor synd siger vi til Gud: nej, og automatisk er vi imod Gud. Men han har elsket os trods alt. Han blev menneske ligesom os, for at dø for os på korset. Han døde for os syndere, hans fjender. Gud kan elske så meget, at hans fjender bliver hans venner. Det har han gjort hele tiden. Han har kaldet de største syndere til tjeneste i hans Kirke. Mange af dem var Kirkens fjender, andre ikke troede på Gud, som f. eks. den hellige apostel Paulus og den hellige Augustin. Sådan er Guds kærlighed. Han elsker os trods alt. Samtidig forventer han det samme fra os. Elsk dine fjender. Gud har tilgivet dig alle dine synder med hans kærlighed. Tilgiv også dem som har mishandlet dig og elsk dem trods alt. I dagens evangelium kan man blandt andet læse: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere” – så man kan bare sige: vi er stadigvæk syndere. Og det er så ærgerligt. Vi kan desværre endnu ikke elske dem, som ikke har fortjent vor kærlighed. Hvad med os? Har vi fortjent Guds kærlighed, nej. Absolut nej. Men han fordømmer os ikke. Tværtimod, han vil hele tiden skænke os sin tilgivelse og sin kærlighed. Han vil give os det bedste eksempel, at det er muligt, ikke bare for Gud, men også for os. Vi har brug for en sådan kærlighed og vi har brug for at elske andre, også vore fjender trods alt. En sådan kærlighed kan ændre vore hjerter og vore fjenders hjerter. En sådan kærlighed kan erobre dem for Gud og hjælpe dem på vejen til frelse. Desuden kan den hjælpe med at forsone os med vore fjender. I vort daglige liv møder vi forskellige mennesker på arbejdspladsen, på vejen hjem, i byen, i supermarked. Og der er også forskellige meninger, forskellige overbevisninger og forskellige livsstile. Hvor mange gange har vi tænkt dårligt om andre eller har vi dømt dem, på grund af, at de lever anderledes end vi, de tænker anderledes end vi, eller de tilhører til et andet trossamfund end vi? Hvor mange gange har vi fordømt nogen på grund af deres svagheder og synder? Vi har ingen ret til det. Vi er ikke menneskers dommere. Det er kun Gud. Vi er bare syndige og svage, som også har også brug for Guds barmhjertighed ligesom andre. Vi kan kun gøre os umage for at hjælpe dem, som bærer tunge byrder. Gud siger ikke bare til os: elsk hinanden, ligesom jeg elsker jer. Han siger noget mere: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer” og han tilføjer det korteste Evangelium: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem”. Amen.        


6. almindelige søndag C

     Når man læser evangeliet, kan man have uro i hjertet en gang imellem. Jesu ord kan være meget svære, at forstå, at modtage og at leve ifølge dem. Det gælder også dagens Evangelium. Jesus siger at salige er de fattige, de sultne, de som græder og de som er forfulgt. Hvad skal vi gøre ifølge dette ord, for at blive salige? Vi er jo ikke sultne, heller ikke fattige, vi græder ikke, heller ikke er vi forfulgt for Jesu skyld. Burde vi være bange på grund af det? Jesus siger jo videre: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. Ve jer, når alle taler godt om jer.” Er det en synd, at være rig? Er det en synd at være mæt? Er det en synd at le? Er det en synd, når mennesker siger godt om os? Nej det er ingen synd. Altså, hvad ville Jesus sige med disse ord? Han ville sige, at de mennesker, som lider af sult, som lider af mangel på de almindelige ting, som er ulykkelige f. eks. på grund af sygdom, som erfarer forfølgelser – de er salige i Guds øjne. Kristus elsker dem på en særlig måde. Hvorfor? Fordi de mennesker har mere åbne øjne, ører og hjerter for hans ord og for de værdifulde ting, som åbenhjertighed, kærlighed og offervillighed. De forventer ikke så meget af den jordiske rigdom, men hele deres håb lægger de i Guds hænder. For dem er Gud den største rigdom og skat. Kristus elsker dem så meget, fordi han også har erfaret, hvad det betyder at være sulten, fattig, hvad det betyder at lide af mangel på noget eller at blive forrådt og forfulgt. Han kendte meget godt de bitre tårers smag. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Kristus elsker dem så meget, som oplever lignende erfaringer, og at han lover dem det evige liv i himlen. Vi må ikke lede efter de erfaringer, for at blive salige i Gus øjne. Livet giver os så mange muligheder til at erfare disse forskellige ting. Hvis nu alt er i orden i vores liv, så betyder det, at vi oplevede de svære situationer før. Eller at vi oplever dem i fremtiden. Det vigtigste er alligevel, at vi bør lægge hele vort håb og hele vort liv i Guds hænder.

    Lad os nu prøve rigtigt, at forstå disse ord: Ve jer, som er rige, som er mætte, som ler, når mennesker siger alt godt om jer. Kristus har elsket også dem, derfor advarede han mod den store fare, som truede dem. Han kendte meget godt menneskers hjerter, og vidste hvor stor ødelæggelse man kan anrette, når man sætter hele sin lid til jordisk rigdom. Derfor sagde han: ve jer, hvis I tænker at I er denne verdens herrer. Ve jer, hvis I tænker, at denne verdens goder løser alle jeres problemer. Ve jer, når I for rigdommen sælger jeres samvittighed, jeres følsomhed for andres behøv. Ve jer, når jeres rigdom har skjult Gud for jer.  For hvad hjælper det et menneske at vinde den hele verden, hvis man må bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? Kære alle sammen! Lad os spørge os selv? Hvilke ord kunne Jesus rette til os i dag? Salige er I? eller: Ve jer! Hvad er vor største skat? Hvad sætter vi hele vor lid til? 

 Lad os bede Kristus om, at kun Gud for os må blive den største, vigtigste og rigeste skat. Som bønnens ord bruger vi den 49 salmes ord: ”Hvorfor skal jeg frygte i onde dage, når bedrageres ondskab omringer mig.  De stoler på deres rigdom og praler af deres store formue.  Ingen kan dog købe en broder fri eller betale Gud løsepenge for ham. — Løsesummen for deres liv er så høj, at man må opgive det for altid. — Ellers kunne han leve evigt uden at se graven. Sådan går det de selvsikre, sådan ender de, der nyder deres egne ord.

   Frygt ikke, når en mand er rig, når velstanden og rigdommen i hans hus vokser. Han kan intet tage med sig, når han dør, hans velstand følger ham ikke i graven. Velsignes han, mens han lever — man priser dig, fordi det går dig godt — så går han dog til sine fædres slægt, som aldrig mere får lyset at se. Mennesker, der har rigdom, er uden forstand, de ligner dyrene, der går til grunde.”



5. søndag i året. C.

     I dagens evangelium ser vi Kristus som kalder de første disciple. De mennesker, der senere bliver sendt ud af Herren for at blive menneskefiskere, bliver først selv kaldet og undervist af ham. Gud har brug for os mennesker, for at undervise andre om ham. Profeten Esajas beskriver i dagens første læsning den åbenbaring, hvor han kunne se Gud selv. Han var meget bange på grund af sin uværdighed og han sagde: ” »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.« Lignende ord sagde Peter til Jesus i dagens evangelium: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« Mennesker, som blev kaldet af Gud følte sig uværdige til den opgave, som Gud har givet dem. Når vi hører en eller anden opfordring til at forkynde evangeliet, så føler vi automatisk, at vi er uværdige til det og tænker samtidigt at det alligevel ikke er vores opgave, men Kirkens opgave. Pavens, biskoppernes, præsternes opgave. Og når vi siger, det er Kirkens opgave, så er det også alle kristnes opgave, fordi Kirken jo er bygget af levende stene, af dig og mig. Så alle er vi kaldet til at forkynde det glade budskab, og det lige der, hvor vi lever, hvor vi arbejder, hvor vi bor. Alle vi, ja hele Kirken er kaldet til at evangelisere lige der, hvor vi lever og overfor de mennesker vi er sammen med i vores dagligdag. Måske har vi nu prøvet at forkynde evangeliet, men uden succes. Måske har vi nu oplevet et eller andet nederlag, når vi talte med andre om Gud. Måske har vi nu erfaret, at mennesker ville snakke med os hverken om Gud eller hans evangelium. Og vi siger nu: nej, jeg kan ikke mere, jeg er træt, det er sikkert ikke min opgave. Lad os høre, hvad siger Peter i dagens evangelium: ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået” Sådan siger mennesker meget tit. Et barn siger: ”Jeg kan ikke tale med mine forældre, de forstår mig ikke. De viger ikke en tomme fra de meninger, de nu engang har. Det hjælper ikke at tale med dem.” En arbejdsløs siger: ”Hvor mange ansøgninger har jeg ikke allerede skrevet. Og det ene nej efter det andet. Kan jeg slet ikke bruges til noget, jeg tror, jeg giver op.” Et ægtepar siger: ”Vi har i løbet af årene levet os væk fra hinanden. Der er ikke meget mere at tale om. De få forsøg, vi har gjort, endte altid med, at vi talte forbi hinanden. Der er nok ikke mere at vente.” Dagens evangelium giver os mod til at tro på Jesu ord. Giv ikke op, selv om du ikke lige nu kan se, hvordan det hele kan gå videre, selv om du tror, at du slet ikke duer til noget. »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået – sådan siger Peter. Det har ingen mening, det kan vi da selv se. Men så tager han sig sammen: ”men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” At det vil lykkes denne gang, kan han ikke vide. Alt taler imod det. Fornuftmæssigt kan han ikke regne med noget. Men prøver alligevel. På Jesu ord. Og det uventede – underet sker! Hans net bliver så fyldt, at det er ved at briste. Han får endda brug for hjælp fra sine venner til at tage fangsten hjem. Hvad siger denne tekst til os: Meget, rigtig meget! Den viser os, at Gud vil bruge os alle til at forkynde hans glade budskab. Måske er vi faldet i synd, men Gud rejser os op igen og vil bruge os. Gud har tillid til os og ønsker at udruste os med de nådegaver, vi har brug for, når han sender os ud for at evangelisere. Og vi skal ikke frygte, for han er med os. Heri ligger der en stor lettelse. For den, der egentlig forkynder, er Gud selv. Så, hvad kan vi gøre? Først må vi spørge os selv, om vi er blevet evangeliseret? Om vi selv er kommet til en virkelig, personlig tro. En tro, hvor Gud er blevet en levende del af vort liv. Hvis ikke, kunne vi på ny søge Gud i bønnen, i hans ord, i sakramenterne. Vi kunne bede Herren på ny udgyde sin Hellige Ånd over os og fylde os med sine nådegaver. Og når vi har lyst til at sige ligesom Peter: ”gå bort fra mig, Herre, for jeg er en synder, du ser da, hvor svag jeg er, hvor lidt jeg kan.” Så siger Han: ”Vær ikke bange, jeg ved, du har dine fejl og begrænsninger. Men jeg kan alligevel bruge dig, vær ikke bange, jeg bliver ved din side.” Og når vi har lyst at sige igen ligesom Peter: ”Mester, vi har arbejdet hele natten og intet fanget. Du ser det selv. Vores arbejde har intet bragt os, vi har arbejdet forgæves” Så siger Han simpelthen: ”Kast nettene ud! Prøv dog endnu engang. Giv ikke op. Overvind din modløshed. Tro på det umulige! Hav tillid til mit ord!” Amen! 




1. søndag i februar. 2019.

     En professor begyndte sit foredrag med en 20 dollars seddel i hånden. Har spurgte sine studenter, hvem af der ville have dem. 200 studenter løftede hænderne op. Professoren sagde til dem: - Jeg vil gerne give disse penge til en af jer, men først vil jeg gøre noget. Og han begyndte at krølle sedlen. – Hvem vil få pengene nu? – spurgte han de unge mennesker. Alle hænder blev løftet op igen. Professoren har lagt sedlen på gulvet og begyndte at træde på den. 20 dollars seddel var snavset og krøllet. Hvem vil have den seddel nu? – spurgte professoren igen. Alle hænder blev løftet op tredje gang. – Mine unge venner – sagde professoren – I har fået en god undervisning i dag. Lige meget, hvad jeg gjorde med de 20 dollar. I ville have den seddel hele tiden. Jeg har krøllet den, jeg har trådt på den, men jeg har ikke formindsket dens værdi. Den seddel er stadigvæk 20 dollar værdig. Ligesådan kan det også være med os selv. Vi falder ned på jorden, måske i dynd, andre træder på os, vore dårlige beslutninger og andres onde vilje har bevirket, at vi kan føle os mindre værdige. Men det er ikke rigtigt. Det er lige meget hvad vi har oplevet og hvad sker der i fremtiden. Vi er altid værdige og har en stor betydning for vore nærmeste, for dem som elsker os. Vores værdi afhænger ikke af det, hvad vi laver, eller hvem vi kender, eller hvor mange penge vi har på vores konto. Nej. Vores værdi afhænger af, hvilke mennesker vi er. Du er noget særligt – glem aldrig det. Hvis Gud har sendt sin Søn, Jesus Kristus for at frelse dig, så betyder det at du er noget særligt. Derfor tænk på alle de velsignelser, som du får af Gud og glem dine problemer. Gud har ofret sin Søn, for at du kan have det evige liv.     

     



Skt. Ansgar 2019

   Skt. Ansgar blev kaldet af Gud ligesom apostlene, selv om det var 800 år senere. I dag kalder Gud ligesådan unge mænd til at forkynde det Glæde Budskab. Hvem kalder han til denne opgave? De mægtigste, de rigeste, de klogeste? Ja, dem kalder han også. Der var jo blandt apostlene en tolder Mattæus, som var meget rig. Der blev også kaldet Paulus, som var godt uddannet, han var jo en farisæer. Men de fleste af apostlene var almindelige mennesker, jævne folk, som f.eks. fiskere. I hele kirkens historie var der blandt præsterne mennesker fra forskellige samfundslag, men der var altid mennesker med liv og sjæl, ligesom alle andre. I dag er det ligesådan. Gud kalder syndere til præsteskabet. Vi er ikke hellige engle uden fejl. Præsteseminariet bevirker ikke at vi er ufejlbarlige. Nej. Vi begår mange fejl i vores præsteliv, for at forstå dem, for hvem vi forkynder Kristus. Er det ikke sådan, at vi præster siger sammen med jer under Messen når vi slår os på brystet: ”Ved min skyd, ved min skyld, ved min store skyld”? Er det ikke sådan, at vi præster, som hører jeres synder i skriftestolen, kommer også i skrifte til andre præster? Jo, vi ved og forstå godt hvad det betyder at synde, at falde ned. Vi syndere blev sendt til andre syndere, men ikke for at forkynde os selv eller vore egne meninger, men for at forkynde Guds Evangelium. På den måde deler vi sammen med andre deres daglige glæder og bekymringer. På den måde ledsager vi hinanden på vejen til Gud. Præsterne har forskellige opgaver. Der er præster, som tjener i en eller anden menighed, der er præster, som underviser børn og unge i en skole. Der er præster som besøger de syge på hospitalet, der er præster som besøger fangerne i fængslerne, der også præster, som er missionær på forskellige kontinenter. Man kan sige, at præsterne er der, hvor kristne lever og arbejder, hvor mennesker har brug for sakramenterne, for støtten og for bønnen. I vor Katolske Kirke er det sådan, at vi præster lever i cølibatet, det vil sige, at vi har sagt ”ja” til at leve uden vor egen familie, for at give hele vort liv til dem, som tilhører Guds hellige Kirke. Ingen har tvunget os til det, det var vor frie og gode vilje. Personligt, betragter jeg altid den menighed, hvor jeg tjener, som min familie, som mine brødre og søstre. Og det er virkelig ligesom i en familie, hvor mennesker elsker hinanden, men også oplever forskellige konflikter. Sådan er det i vore menigheder. En gang hjælper vi hinanden, en anden gang skændes vi med andre. Men vi er altid en familie, som skal holde sammen, uden hensyn til hvilke problemer erfarer vi. Vi har brug for hinanden, vi deltager sammen i kirkens liturgi ikke bare om søndagen, men også andre dage. Vi er ansvarlige for hinanden. Derfor er det så vigtigt, at forstå vor betydning i Kirkens liv. Det er ikke bare præsten, som er ansvarlig for menigheden, for kirken, for denne kirkens åndelige og materielle virke. Det er vi alle. Derfor er jeg altid glad og taknemmelig, når jeg ser at så mange er arrangeret i forskellige tjenester i vore kirker, både i Herning og Lemvig. Jeg ved også godt, at jeg måske opfylder ikke alles ønsker, men det er altid godt, at komme til mig og snakke om det. Min mission ligger i det at høre jer med tålmodighed og forkynde Evangeliet med ydmyghed. Nu vil jeg bare citere den hellige Paulus, for at udtrykke det, som jeg vil sige jer: ”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” Det er ikke så let at forlade sit land, sin familie, sine venner og komme til et fremmed land, for at forkynde Evangeliet. Det har uden tvivl erfaret den hellige Ansgar, da han kom for første gang til Danmark. Men vi præster skal altid huske, at vi ikke kommer med vores ord, men med Guds Ord til dem, som er kaldet til at leve, som kristne. Derfor er jeg ikke bange, for jeg har altid Jesu ord for øje: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv” Amen.                    



2. almindelig søndag. C

     Sidste søndag fejrede vi Herrens Dåb. I denne begivenhed blev Jesus åbenbaret som verdens frelser, Messias, Guds Søn. Det var hans officielle virkes begyndelse. Han begyndte den med at kalde sine første disciple. Og sammen med dem var han indbudt til et bryllup i Kana i Galilæa. Der var også hans mor Maria. På den måde kan vi vide, at Jesus levede et normalt, almindeligt liv som alle andre mennesker. Han har deltaget i andres glæder og bekymringer, som en af dem, som deres nabo, som deres ven, som en tømrer.  

   I Kana var det også et almindeligt bryllup. Men pludselig manglede der vin. Hvorfor? Det ved vi ikke. Vi kan gisne bare om, at dette brudepar måske havde indbudt for mange gæster, som drak for meget vin. Maria har set dette problem og var bange for at det brudepar kan blamere sig. Hvad lavede Maria? Hun sagde det til sin søn: »De har ikke mere vin.« Hvorfor sagde hun sådan? Måske for at bare dele sin bekymring med sønnen. Og måske vidste hun det godt, at kun han kunne hjælpe dem. Det var sandsynligvis ikke den bedste lejlighed for Jesus, til at åbenbare sin herlighed. Alligevel har han hjulpet dette brudepar, på grund af sin mors forbøn. Tjenerne gjorde det som Jesus sagde til dem, vand forvandledes til vin, den bedre vin.   Hvad kan vi lære af denne begivenhed? Først og fremmest, at hvert brudepar, hver familie burde indbyde Jesus ikke bare til bryllupsfesten med til hele deres liv. De burde huske, at de ikke kan løse alle livets problemer uden Gud. Så mange ægtepar erfarer i dag, at de mangler kærligheden og bestemmer sig for at skilles. Det er ikke den bedste løsning hverken for dem eller for børnene. Vinen i Biblen symboliserer kærligheden. Det sker i mange familier, at mand og kone siger: vi kan ikke leve videre sammen. Vi elsker ikke hinanden. Det er nok. Vi mangler kærligheden. Hvis de husker en lignende situation fra Biblen og begynder at bede om Marias forbøn, om hendes hjælp, så kan hun hjælpe ligesom i Kana, da hun sagde: »De har ikke mere vin.« - De har ikke mere kærlighed. Jesus kan også i dag forvandle denne mangel til en større og bedre kærlighed i ægteskabet, fordi han er den største kærlighed og kærlighedens kilde. Det betyder at Maria, Gudsmoder kan bede for os, kan bede til sin søn og vor Herre i vore forskellige svære situationer, når vi mangler noget: kærlighed, tro, håb eller sundhed. Det har hun gjort så mange gange i hele Kirkens historie, når mennesker bad hende om hjælp. Hun er jo vor Moder, som elsker os og vil hjælpe os, når vi har tillid til Gud og til hende. Og det er ikke det hele. For at Maria kunne hjælpe os, så skal vi gøre noget mere. Hun sagde til tjenere: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” Og bagefter gjorde Jesus sit første mirakel. Så vi skal også gøre alt, hvad Jesus siger til os. Hvad siger han til os? Det kan være forskellige ord. Det afhænger af vore problemer. Han kender dem godt, og vil gerne hjælpe os, men han venter på vor tro, han venter på beslutsomhed. En gang imellem venter han også på Marias forbøn, ligesom i Kana. Det første mirakel har Jesus gjort under bryllupsmåltid. Der sagde han til tjenerne: Fyld disse krukker med vand. Måske vil han hjælpe dig også under et bryllupsmåltid? Det er hver den hellige Messe, hvor han indbyder alle døbte.  Kom i kirken, så du kan høre hvad han siger til dig. Men ikke bare det. Alle Jesu ord kan vi også finde i Evangeliet. Jesus siger til os også i vor samvittighed, som er den indre Guds stemme i os. Ethvert menneske har samvittigheden, som vi kan høre på, for at vide hvad er det gode og hvad er det onde. 

   Vi er ikke alene i vore problemer og vanskeligheder. Der er nogen som kan og vil gerne hjælpe os. Hvis vi vil få denne hjælp, så burde vi frem for alt huske, at hver søndag er der i vor kirke et bryllupsmåltid, hvor Jesus har inviteret os, og hvor han venter på os, for at se hvad vi mangler, og for at give os det i overflod. Amen.     


   


Herrens Dåb 2019

     Mine kære! Vi er døbte. Vi tilhører Gud. Vi er ikke bare mennesker, vi er frem for alt Guds børn. Tænker du på det at du er et særligt menneske, at du er elsket så meget, at Gud har ikke fordømt dig på grund af dine synder, men har frelst dig da han blev korsfæstet. Jesus er kommet på jorden for at vise os Guds kærlighed. For 3 uger siden har vi fejret hans fødsel. I dag slutter vi juletiden i kirkens liturgi. Men dagens fest siger os at det ikke er nogen slutning, men tværtimod, at det er en begyndelse. Ved dåben i Jordanfloden begyndte Jesus den offentlige virksomhed, som messias. Hans dåb var en utrolig Guds manifestation, hvor alle de tre personer har åbenbaret sig for Johannes Døberen, og hvor Gud selv har erklæret Jesu Kristi sendelse. Han har lært os, han har gjort mange mirakler, han har lidt og død på korset, han opstod og er faret op til himlen. Samtidig blev han med os i hans Kirke. Og han har befalet, at enhver som vil høre til denne Kirke skal blive døbt. I hele kirkens historie blev der døbt voksne og unge, små børn og hele familier. Dåbens sakramente er det første af sakramenterne som vi modtager. Men det er ikke nok, at modtage det sakramente. Det er ligesom i Jesu liv en begyndelse. Et kristent livs begyndelse. Det er en gave men også en opgave. Alle døbte bør huske, at de er Kirkens medlemmer, at de er ansvarlige for den Kirke, at de bør deltage i denne Kirkes liv. Vi kan aldrig forstå Guds gaver, vi kan heller ikke gør os det klart, hvor stor betydning og hvor stor værdi har alle de gaver, som vi har fået fra Gud. Derfor er det så vigtigt at ikke bare modtage disse gaver, men også at opfylde disse opgaver som fremgår af dem. I dåbens sakramente har vi fået så store gaver: tilgivelse for arvesynden og alle personlige synder; fødsel til det nye liv – det kristne liv og porten til livet i Ånden og døren, som giver adgang til de andre sakramenter. I det sakramente åbner Gud et nyt liv for os på den måde, at vi kan få bevidstheden om Guds nærhed i vores liv. Det er derfor nødvendigt for os i dag at give os lidt tid til at tænke over, hvordan vi har levet vort dåbs kald som kristne. I dåben har vi taget del i Jesu mission: at bringe frelsens glade budskab til andre. Vi har den opgave, at bringe Guds lys til den mørke verden. Nu, efter vores dåb er vi sendt, som Kristi søstre og brødre, med det lys, som vi har fået i dåben til de områder, som vi lever i, for at oplyse med vor tro andres livs mørke. I februar fejrer vi Herrens Fremstilling i Templet, hvor vi kommer i kirken med et lys i hånden. Det lys minder os ikke bare om, at Kristus er verdens lys, men det at vi også er kaldet til at blive lysets børn i denne verden. Det er en af vore vigtigste opgaver. Det er den opgave som vi har fået sammen med dåbens sakramente, nemlig at vi må gå gennem livet som lysets børn, være udholdende i troen og ile Herren imøde sammen med hans helgener.  Men vor tro kan desværre sove. Vort kristne lys kan gløde, kan være svag. Hvad kan vi gøre i en sådan situation? Dåbens sakramente er ligesom et frø, som Gud lægger i vort hjerte og det ligger og venter. Når mennesker bliver døbt, får de Guds liv, som er ligesom et frø. Dette Guds frø venter på den dag, når man åbner sig for Guds kærlighed og Guds Ord. Gud er tålmodig, og for Ham er en dag som tusind år, og tusind år som en dag. Han venter på alle dem som blev døbt, men nu ikke lever som kristne. Han har også brug for os som har den livende tro. Han sender os til dem som er fortabte. Det er nemlig vor opgave at give dem vor tros vand, som kan bevirke at deres tros frø begynder at spire. Hvor mange kristne er kommet tilbage til troendes liv, takket være andres tros gode eksempler. Hvor mange kristne har oplevet store mirakler, da de omvendte sig og begyndte at deltage i Jesu Kristi Kirkes liv? Sådan virker det levende vand, dvs. vor tro. Vi blev døbt af vand. Vi kan ikke leve uden vand. Dåbsvandet har frelst os fra det ondes magt. Lad os dele med andre det levende vand, lad os vande andres sovende dåbs frø. Lad os opfylde de opgaver, som vi er kaldet til. 

     Når vi i dag fejrer Herrens Dåb i Jordanfloden, lad os takke Gud for denne frelsens gave gennem nåde ved vores dåb. Lad os også indtrængende bede Ham om nåde til at holde os tro mod vores dåbsløfter, at vi kan sige nej til alt slags ondt, og at vi kan sige ja til Gud, som ved dåbens sakramente gjorde

Sognepræsten
P. Winek Barwinski
Lillelundvej 36
7400 Herning
 Tlf. +45 41 24 52 40

 mail: vinci@sktpeter.dk

Om mandagen holder præsten fri, og kan ikke kontaktes


Aktuelt

Hverdagsmesse

tirsdag og fredag kl. 18.00

lørdag kl. 9.00

  Skriftemål

fredag fra 17.30 - 18.00

søndag fra 9,30 - 10,00


 
Lillelundvej 36 · 7400 Herning · +45 9712 4382/+45 4124 5240