Laterankirkens Indvielses Fest. 2017.

    Hvert år fejrer vi festen for Laterankirkens Indvielse. Derfor kender vi nu denne kirkes historie og vi ved at fra den gamle tid blev kirken kaldt: ”Moder for alle kirker i hele verden” Hver mor har mindst et eller flere børn. Efterhånden har den også børnebørn, oldebørn o. s. v. Laterankirken har i dag millioner efterkommere i hele verden. Det er forskellige kirker, gamle og nye, traditionelle og moderne, store og små, byens og landsbyens kirker. I enhver kirke oplever kristne den hellige liturgi for Guds ære. Vi alle har brug for et sted, hvor vi kan læse Guds Ord, hvor vi kan modtage de hellige sakramenter, hvor vi kan bede en fællesbøn eller en særlig personlig bøn, hvor vi kan deltage i kirkens liv og erfare det kristne fællesskab. Det er vigtigt for os, det var vigtigt for alle kristne, som levede før os. Vi har brug for et hjem, vi har brug for et arbejde, vi har brug for vor familie, for vore venner, vi har brug for et sted, hvor vi kan more sig, slappe af og udnytte vor fri tid. Men vi har også brug for en kirke. Dagens fest minder os om det, ikke bare for at tænke på Laterankirken i Rom, men også at tænke på vore lokale kirker, på kirken i Herning, på kirken i Lemvig. De to kirker er ikke store, ikke gamle, ikke særlige kirker. Men de har en stor betydning for os. I dette sted blev nogle af os døbt, her har vi modtaget andre sakramenter, som skriftemål, kommunion, firmelse, bryllup. I dette sted tager vi afsked med vore afdøde og beder for dem under begravelse og hver hellige Messe. Det er meget vigtige begivenheder i vort liv. Derfor skal vi på en særlig måde passe på vore kirker, derfor bør vi forstå vort ansvar for dette sted. Dagens fest minder os om, hvad en kirke betyder for os kristne, for os katolikker. Men dagens fest er også vor lokale kirkes fest, som består af de konkrete mennesker. Hele Kirken og vor menighed består af forskellige nationaliteter, kulturer og traditioner, den består af forskellige mennesker. Men ethvert menneske er som en sten, som er en del af denne kirke. Enhver af os har sin egen plads, sine opgaver, sit ansvar i den. Derfor er enhver af os så vigtig på grund af det, at Kristus blev korsfæstet for os alle, at han kaldte os alle til sin Kirke, at vi er som de levende stene, som danner hele Kirken. Vi er et fællesskab i hele verden, men også et fællesskab i Herning, i skt. Peters kirke sammen med den Hellige Kors kirke i Lemvig. Vort fællesskab er des mere værdifuldt, når vi mødes sammen for at bede. Alle vore kirker i hele verden hører til en stor Kirke – Jesu Kristi Kirke, den Katolske Kirke. Kristus er stadig i denne Kirke, han passer på dens sikkerhed, og han kræver af os, at vi som hører til denne kirke kan leve i fred, enhed og kærlighed. Han forventer også at vi som kirkens medlemmer kan forkynde hans Evangelium, støtte vor pave i hans ansvarlige opgaver og træde i skranken for vor katolske tro, for vor kirke og for dens hyrde.  

     Mine Kære! I dagens anden læsning belærer Paulus os om, at kirken er Guds hus, og dette hus har kun et fundament: Jesus Kristus. Det betyder, at vi, når vi overvejer vort kirkelige tilhørsforhold, da må gøre os klart, hvad der er vort fundament. At fejre kirkeindvielsesfest er at fejrer vor forbundenhed med Kristus – synlig gjort i en kirkebygning, virksom i enhver af os. Desuden lærer dagens Evangelium os, hvordan vi skal omgås med vore kirker. De skal ikke være rammer for verdslige forretninger, men være rammer om bøn. I denne forbindelse kunne man se nærmere og kritisk på vor anvendelse af kirkebygninger, men det skal ikke nærmere udredes her. 

     Lad os, der er her til stede i Guds hus overveje, hvor vi er med vore tanker og hvilke hensigter, vi har. Et ”bønnens hus” – det betyder samling, indre stilhed, at være bevidst om at være til stede for Guds ansigt, at lytte til Gud, at tale med Gud. I alt dette er jeg, den enkelte, ikke alene. Der er andre, der vil det samme. Vi er sammen Kirke, mennesker, som er samlet til bøn – ikke blot her, men over hele verden. Det er altså en dag, hvor enhver af os kan overveje, hvad det betyder at have en kirke, et ”bønnens hus” og hvad det betyder at være et fællesskab, en kirke – en Katolsk Kirke. Amen.



Alle Helgen. 2017.

     Salige er de barmhjertige .... I dag ærer vi alle helgener, alle, også dem, som ikke blev helgenkåret af Kirken, men lever nu i himlen, som helgener. Hvordan kan man blive helgen? – spørger vi en gang imellem. Jeg vil fortælle jer et eksempel. Der var den II verdenskrig. En af tyske soldater Bernhard Haring har skrevet b. a.: Efter den store kamp ved Stalingrad undgik jeg et fangenskab. Sammen med mig var der 18 andre soldater, som blev såret og havde brug for hjælp. Vi har fundet en fattig, russisk hytte. Russerne som boede der, har modtaget os med venlighed. Vi var fuldstændig overrasket, at de har hjulpet os, har givet os mad og har redet vort liv. Det var jo meget farligt for dem. De kunne miste deres liv, hvis russiske soldater fandt os der. Jeg har spurgt dem næste dag: - Hvorfor hjælper I jeres fjender? – Vi har fire sønner i den russiske hær. – svarede en kvinde – hver dag beder vi til Gud, at de kunne komme tilbage hjem levende. Hvordan kunne vi bede Gud om det, hvis vi glemte, at jeres mødre beder om det samme? Hvor kender vi lignende historie fra? Fra lignelsen on den barmhjertige Samaritaner. Kristus lærer os der, at vi skal hjælpe alle uden hensyn til, hvem de er og hvad de hører til. Alle, som har brug for vor hjælp bør få den hurtigst muligt. Det er bare et eksempel på, hvordan man kan blive helgener.  



Verdensmissionen.2017.

       ”Gennem Evangeliets forkyndelse bliver Jesus hele tiden til vor samtidige, så at de, der modtager ham i tro og kærlighed, oplever den forvandlende kraft i ånden hos den opstandne, som gør menneskeheden og skaberværket frugtbare som med regn der falder på jorden” – sådan har blandt andet skrevet pave Frans i årets budskab til verdensmissionssøndagen. 

     Kære alle sammen. Disse pavens ord viser os meget klart den store mening for Evangeliets forkyndelse. Kirken forkynder det glæde budskab hele tiden. Ligesom jorden har brug for regn, ligesom livet har brug for vand, sådan har troen brug for Evangeliet. Uden Guds Ord begynder vor tro at dø. Derfor forkynder man Evangeliet ikke bare for dem, som hørte ingenting om Kristus, men også for dem, som tilhører Kirken, som er kristne, for at de kan ”ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” Derfor har Kirkens mission en rigtig stor betydning for alle, som vil finde Gud i deres liv, som vil blive kristne og som kristne vil blive udholdende i troen. Vi alle har brug for Guds Ord, som evangeliserer os, især når vi kommer i kirken, for at deltage i det højtidelige festmåltid om søndagen. Det er den livgivende Guds regn, som giver os det åndelige liv og bestyrker os i det daglige liv. Men ikke bare det. Evangeliet, som forkyndes for os hjælper os meget med vore menneskerelationer. I dagens første læsning siger Gud til os: ”Vær gode mod hinanden, hjælp andre, vær barmhjertige og retfærdige mod andre” Kort sagt: ”Elsk andre, ligesom jeg elsker jer” Gud lærer os, hvad det betyder at elske. Guds Søn, Jesus Kristus er kommet til verden, for at frelse os, men først har han lært os om kærligheden, om den sande kærlighed, som er Gud selv. Farisæerne og de skriftkloge var utilfredse med Jesu lære, som kunne ødelægge deres position mellem jødefolket. Derfor prøvede de mange gange at sætte Jesus på prøve. I dagens Evangelium spurgte en af dem Jesus om det største bud. For Jesus drejede det sig om det første og det vigtigste bud – kærlighedens bud. På den måde korrigerede Jesus jødernes tro. På den måde korrigerer han også vor tro. Uden kærlighed kan vi have bare tomme hænder. Men med kærlighed kan vi overholde alle Guds bud og også se andres behov. Den hellige Johannes har skrevet det sådan: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham — hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” Vi kan meget let bevise kærligheden til vores næste. Man behøver bare at se andres behov og hjælpe dem. Man behøver bare at give dem vor tid, vor smil, vor venlighed. Men hvordan kan vi bevise vor kærlighed til Gud, af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind? Hvordan kan vi bevise at vi elsker Gud mere end vore nærmeste, end alle ting, som vi ejer, mere end os selv og vort liv? De første kristne har bevidst deres kærlighed til Gud når de døde som martyrer. Mange af dem blev dømt til døden, på grund af det, at de har deltaget i Eukaristien. På den måde beviste de at Gud er den vigtigste i deres liv, at de elsker Ham mere end alt andet. På den måde opfyldte de ikke bare den første del af Kærlighedens bod, men også har bevidnet deres tro på Evangeliet. Og et sådant vidnesbyrd er uden tvivl den smukkeste evangelisering. Hvad med vor kærligheden til Gud? Hvad ofrer vi Gud, som bevis på vor kærlighed? For at bevise den kærlighed, skal man også give noget, frem for alt vor tid, især vor fritid og vor god vilje til at deltage i det festmåltid, som Gud indbyder os til. Vor personlige, daglige bøn bevidner også at vi elsker den, som vi vil snakke med. Vi har alle brug for kærligheden, men kærligheden er krævende. Den sande kærlighed opfordrer os til et livende tro. En tro på Gud, som viser andre at vi elsker ham og samtidig glemmer aldrig andres behov, men hjælper dem med den kærlighed, som vi har fået fra Gud, sammen med hans Evangeliet. På den måde forkynder vi det glæde budskab ikke bare med ord men frem for alt i gerning og sandhed. Amen.



29. søndag i året. A.

   Kære alle sammen! Dette spørgsmål, som farisæerne stillede Jesus i dagens Evangelium er stadigvæk aktuelt for mange kristne. Mennesker som blev døbt har nogle gange et dilemma: efter hvilken lov bør vi leve – efter menneskers lov eller efter Guds lov? Er det muligt at forene menneskers lov med Guds lov? En gang imellem var der meget alvorlige situationer, som førte nogle kristne til rigtig store problemer, fordi de ikke ville leve efter den lov, som var imod kirkens lov. Sådan var det f. eks. i Spanien under den forfærdelige borgerkrig, hvor kommunister har myrdet så mange præster og præstestuderende, som ville ikke fornægte Kristus. Der var ca. 8000 martyrer, som snarere ville dø end at leve uden Gud i et kommunistisk stat. Men ikke bare det. Kristne har erfaret rigtig mange svære situationer, hvor man skulle vælge mellem Guds lov og statens lov. I dag har vi også det samme dilemma. Selv om vi lever i kristne lande, så må vi passe alligevel på statens lov, som siger noget andet end Guds lov. For eksempel: mange kristne spørger i dag: hvordan kan man forene arbejdet med helligdagen, hvad skal man vælge, arbejdet eller søndagens Messe? Gud eller kejser? Dette spørgsmål, stillede farisæerne Jesus i dagens Evangelium; et meget spidsfindigt spørgsmål fordi et positivt eller et negativt svar, kunne udsætte ham for had fra den ene eller den anden side: fra jødefolket eller fra Kejseren. Kristus forstod alligevel deres list og ikke bare undgik fælden men har også givet os et godt råd, til at stille alt på sin plads, og give enhver sit, både Gud og mennesker. Vi kristne har en dobbelt borgerret. Vi er to verdens borgere: jordens og himlens borgere. Og vi har forskellige opgaver og forpligtelser overfor disse to virkeligheder. Disse opgaver og forpligtelser falder sædvanligvis sammen. De kan ligne to sider af den samme mønt. Når vi er en stats gode og retfærdige borgere, når vi arbejder samvittighedsfuld, for at folket kan leve i en velstand, så det betyder, at vi også er gode kristne. Sådan tænkte sikkert den hellige apostel Peter da han har skrevet i sit første brev: ”Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen” Sommetider kan man ikke alligevel forene menneskers lov med Guds lov. Undertiden er disse to virkeligheder kommet i konflikt med hinanden og udelukker gensidigt hinanden. Og i sådan en situation skal vi vælge mellem Gud og kejser. Men en rigtig kristen bør ikke have noget problem med at vælge det, som Gud lærer os og som vor samvittigheds røst siger til os. Sådan gjorde de første kristne, som ville ikke afsværge deres tro. Sådan gjorde mange kristne martyrer, som vi ærer nu som helgener. 

      I vores liv, kan der også komme sådanne situationer, hvor vi er nødt til at træffe et valg mellem Gud og kejseren; vælge mellem Guds lov, og loven, som er fastsat af mennesker. I mange lande, skal katolikker vælge i dag mellem et liv med ægteskab eller skilsmisse, mellem godkendelse af hvert enkelt nyt liv eller abort, mellem et kristent liv, som ligger i det at deltage i kirkens sakramentale liv eller et hedningers liv, som ligger i det at benytte fri dage kun for at more sig, dyrke sport eller grille med sine venner. Statens lovgivning kræver ikke, at katolikker skal deltage i Kirkens sakramentale liv og straffer dem heller ikke når de kommer ikke i kirken. Alle har ret til at planlægge deres fritid, som de vil. Alle er frie mennesker og har lov til at vælge mellem det som hører denne verden til, og mellem det, som hører Gud til. Hvad kan vi så give Gud, som hører til ham? Han dyrker ikke sport, han ser ikke fjernsyn, han fejrer heller ikke fødselsdag. Han har ikke brug for supermarked, for biografen eller for udflugt med dejlige udsigter. Men det er sikkert, at ham tilhører tid. Derfor kan vi altid give ham vor tid, især om søndagen, for ar deltage i Eukaristien – som betyder taksigelse – og sige ham tak for alt, som vi har fået fra ham sidste uge, en særlig tak for den næste uge, hvor vi kunne leve, arbejde og glæde os med den dejlige verden, som vi lever i.

     Lad os bede Kristus, som er sammen med os i den hellige Messe om udholdenhed og mod, at vi altid må vælge Gud i vort kristne liv: ”Herre Jesus Kristus, hjælp os til at være gode borgere og samtidig gode kristne. Og hvis statens lovgivning bliver en gang imellem imod den lov, der er fastlagt af dig, giv os mod og styrke for at vi kan frem for alt være trofaste mod dig” Amen.



28. almindelige søndag. A.

     En præst har fortalt en historie om en gammel kvinde, som han besøgte. Hun var enke og boede alene. Men den dag, som han kom til hende var en særlig dag. Det var hendes fødselsdag. Præsten vidste det ikke, han var overrasket, men samtidig glad, at han kan dele med hende den store oplevelse. Kvinden havde festlig tøj på, hendes hjem blev pyntet og bordet forberedt med forskellig slags mad. Mange tallerkener ventede på gæster. Præsten spurgte hende: hvem har du inviteret? – Alle mine børn og børnebørn – svarede hun med glæde og tilføjede – Vi skal fejre min fødselsdag sammen. Præsten drak en kop kaffe og spiste en kage, de har snakket sammen. Kvinden kiggede en gang imellem på døren. De har snakket og ventet sammen et par timer, men ingen er kommet, ingen ringede. Så begyndte den kvinde at rydde alle tallerkener op. I hendes øjne kunne præsten se tårer. Hun var meget skuffet og bedrøvet. Præsten spurgte sig selv: hvad var der, som var vigtigere for disse mennesker end deres mors fødselsdag? Hvor meget er mennesker utaknemmelige og umenneskelige.     

     Kære alle sammen! Denne historie viser os hvor stor vor utaknemmelighed kan være ikke bare for andre mennesker med også for Gud, som har gjort alt muligt, for at give os de evige goder, men vi siger så mange gange ”nej” og vender os om fra Gud. Han har ikke bare givet os livet, hele jorden og dens frugter, men frem for alt har han givet os sin Søn og hans liv på korset, som det evige offer for vor frelse. Han har givet os sin Kirke og de hellige sakramenter, som hjælper os på vejen til Gud. Frem for alt har han givet os det Helligste Sakramente – Eukaristien, Guds festmåltid. Dette festmåltid er for os det evige livs forsmag, som vi skal takke for hele vort liv. Profeten Esajas sammenligner frelsen med et festmåltid på et bjerg. Disse profetiske ord er blevet opfyldt i Jesu Kristi frelsebringende lidelse, død og opstandelse. Jesus døde på et bjerg, på Golgata. Og hans frelsemysterium har givet os frelse. Men lige før sin død har Jesus indstiftet Eukaristien, den Hellige Messe, et festmåltid, som vi fejrer i vore kirker. Gud indbyder alle til at modtage disse gaver: tag det og spis, tag det og drik. Han indbyder især dem, som hører til hans udvalgte folk, netop alle kristne, alle katolikker. Men så mange gange er det sådan, som i dagens lignelse. Mennesker skal spise noget hver dag, for at leve. Samtidig vil de ikke modtage den Hellige Kommunion, for at have det evige liv. De finder altid forskellige undskyldninger, for ikke at komme til søndagens Messe. På den måde siger de til Gud: nej, tak! Jeg kan ikke komme, det betyder mange gange: nej tak, jeg vil ikke komme. Der er vigtigere ting for mig end dit festmåltid Gud.

   I dagens lignelse fortalte Jesus om Guds Rige, som betyder for os meget mere end det jordiske liv. Først har han indbudt Israelsk folk, men de dræbte ikke bare profeterne fra det Gamle Testamente. De dræbte også Johannes Døberen og korsfæstede Jesus. Derfor indbød Gud andre til brylluppet. På den måde har Gud indbudt alle dem, som ikke tilhørte jøderne, det vil sige: Gud har indbudt til sin Søns bryllup alle dem, som hørte til forskellige nationer og som blev døbt, alle kristne. Men det betyder ikke, at det er nok at blive døbt for at blive frelst. For at arve Guds Rige skal man forberede sig til det. Hvor kan man forberede sig til at arve Guds Rige? Jeg er overbevist om, at de, som deltager i kirkens sakramentale liv har meget større chance for at blive medlemmer i Guds Rige end alle andre, som glemmer Gud og ringeagter hans indbydelse til søndagens festmåltid – den hellige Messe. Alle ville blive frelst, alle ville være lykkelige i al evighed. Jesu ord fra dagens Evangelium er det bedste bevis på, at vi døbte kommer ikke til paradis kun på grund af vor dåb. Dåben garanterer ikke frelsen. Disse ord skal overveje især de, som hele tiden påstår, at det er nok, at blive døbt og leve som gode mennesker. Alle døbte er kaldet, men kun de bliver valgt, som har bryllupsklæder på, d. v. s. som deltager jævnligt i kirkens sakramentale liv. Det er de, som deltager hver søndag i Jesu festmåltid. Jesus sagde det ikke for at forskrække os. Nej, han ville snarere vise os, at vort livs afgørelser kan have forskellige konsekvenser. 

  Mine kære! Gud indbyder os til Guds Rige, han giver os så mange beviser på, at han vil frelse os, men så meget afhænger af os selv. Hvilket svar giver vi Gud? Er vort livs stil et positivt eller negativt svar? Vor deltagelse i dagens Messe er selvfølgeligt et fast ”ja” til Gud, men også en ærlig taksigelse for alle gode gaver, som vi har modtaget fra den milde Gud, frem for alt for vor frelse og det evige liv. Amen.   


27. søndag i året. A.

     Når vi læser det Gamle Testamente, så kan vi sige mange gange med frygt, at der er så forfærdelige og dramatiske historier med det udvalgte folks liv. Og vi kan spørge: Hvorfor tillod Gud så store tragedier, hvorfor skulle israelitterne lide så meget? Hvorfor har Gud straffet dem på den måde? Svaret på disse spørgsmål finder vi i dagens første læsning: Gud har gjort så meget for israelitterne, fordi han har elsket dem så meget og ”han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer” Israelitterne råbte til Gud, når de havde brug for hjælp. De har altid fået hjælp fra Gud. Men de var samtidig meget utaknemmelige og ulydige. De ville ikke leve efter Guds bud. De har skuffet Gud så mange gange. Derfor skulle de bære konsekvenser af deres liv, ifølge Guds ord: ”Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn” 

     Mennesker er virkelig så mærkelige. De gør sig umage med at efterfølge deres egen lov, men samtidig vil de ikke kende, acceptere og leve efter Guds lov. De vil ikke vide, hvad Gud siger til dem, hvad han forventer fra dem, hvad han advarer dem imod. På den måde lever de oftere uden Gud, uden hans lære, uden hans vilje. De siger: sådan er det lettere at leve. De vil ikke kende Guds vilje, fordi han har for store forventninger, han begrænser deres liv. Efter hans vilje må de ikke gøre så mange ting. Og de lever som hedninger, som blinde, der går mod afgrunden, indtil de begynder at lide på grund af deres synder, på grund af deres ulydighed og hovmod. Imidlertid burde de være taknemmelige for Guds Ord, som siger os: hvordan vi må leve at blive lykkelige. Mange glemmer også den store taknemmelighed, som vi skal have for vort liv, for den smukke verden, som vi lever i, og frem for alt for vor frelse, som vi har fået fra den korsfæstede Jesus. I stedet for at sige Gud tak, vil de leve uden ham og uden dem, som han sender for at forkynde det gode budskab.      

   Vi har en omsorgsfuld far. Han er giveren af alle gode gaver. Det er ham, vi skal takke for vores liv, for hver dag, for hvert år. At takke kan derfor betyde at forstå, at vi ikke uindskrænket ejer denne verdens goder, at det alt sammen kun er noget, vi har til låns af Gud. Af Gud har vi fået den opgave at være hans forvaltere, at pleje og bære omsorg, så alt kan bære frugt.

   Og så står vi midt i den lignelse, hvor Jesus afregner med den tids førere i Israels folk, med ypperstepræsterne og farisæerne. De var de øverste embedsmænd i landet. Mænd, som man skyldte højagtelse. Men netop de har tilladt sig, at profeterne i det udvalgte folks historie er blevet så dårligt behandlet, blev forfulgt og dræbt. De har dømt Guds Søn til døden og hængt ham op på korset, fordi de vil blive ved med at være de herskende. Med Bibelen i hånden svarer de på Jesu spørgsmål om, hvad de vil gøre med ham: ”De onde vil han berede en ond ende for, og vingården vil han forpagte væk til en anden”.

   Matthæus, der overleverer denne lignelse til sin jødiske menighed, vil hermed sige: Israels folk har mistet sin ret til at være det udvalgte folk. Et andet folk, nemlig de unge kristne menigheder, vil Gud betro sit rige. De skal arbejde i herrens vingård – og aflevere frugterne til herren, når tiden er inde til det. Det andet folk er alle kristne, det er vi, som har fået fra Kristus Guds Rige. Men det kræver meget af os, det kræver frem for alt vor taknemmelighed. Derfor opmuntrer os den hellige apostel Paulus til det i dagens anden læsning: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” Amen.


25. almindelige søndag. A.

    Kære alle sammen! Hvor mange gange sagde Gud til os mennesker, at han tænker anderledes end vi og der er meget stor forskel mellem Guds planer og menneskers planer. Hvor mange gange var der forskellige misforståelser, når mennesker ikke kunne forstå og heller ikke acceptere Guds vilje. En gang imellem er det sådan at nogen klager så meget, at Gud har ikke hørt hans bønner. En anden gang siger nogen, at Gud har skuffet hans forventninger, fordi han har været så fromt et menneske og ikke har fået velsignelse nok fra Gud. Selv om vi tror på Gud og siger hver dag til ham: ”Ske din vilje i himlen så og på jorden”, så er vi skuffede når noget går ikke efter vore ønsker. Hvorfor? Fordi vi mangler tillid til Gud. Vi glemmer den sandhed, at han ved bedre end vi, hvad vi har brug for. Derfor er det så vigtigt at stole på Gud i hver situation. I dagens Evangelium fortalte Jesus en lignelse om arbejdere, som ventede på noget arbejde. En vingårds ejer har lejet nogle om morgenen, andre om middagen, andre om eftermiddagen og de sidste om aftenen. På den måde fik alle som ledte efter det, et arbejde. Alle kunne også få den samme løn – en denar. Men ikke alle var tilfredse. De som arbejdede fra morgenen var vrede, når det kun fik en denar for hele dagens arbejde. Det var sikkert uretfærdigt, men vingårds ejeren havde alligevel ret til det. Sådan er det også med vor frelse. Der er mennesker som, efter deres mening har altid været fromme, retfærdige og gode. Men der er også de, som opførte sig meget dårligt og som har omvendt sig senere, men ikke for sent. Og de kan alle blive frelst. Gud venter på hvert eneste menneske, for at indbyde ham til det evige liv, uden hensyn til, hvornår begyndte det menneske at tro på Gud. Kristus døde på korset for alle, han har frelst alle, han har overvundet alle menneskers synder. Nu vil han også give en chance til alle, især for dem, som er fortabte, som har mistet deres tro og er lang væk fra Gud. Derfor fortæller han dagens lignelse. En lignelse, som kan vise os den vigtigste sandhed: at Gud er ikke bare retfærdig, men frem for alt barmhjertig. En af de franske forfattere har beskrevet verdensdommen på den måde: De retfærdige som var samlet foran himlens port, var sikre på, at komme til Paradis. De var meget glade og lykkelige men lidt utålmodige, når de skulle vente så lang tid. Pludselig sagde en af dem, at Gud vil tilgive alle dem som var uretfærdige og onde og at også de mest syndige kommer ind i Paradis. Et øjeblik var der stille og ro, men snart begyndte de at råbe: Det skulle vi bare have vidst noget før! Og de retfærdige råbte i vrede højere og højere for at forbande Gud. I dette øjeblik blev alle de retfærdige fordømt. Sådan kan det også være i vort liv. Vi bedømmer mange gange andre forkert. Før vi lærer dem bedre at kende bedømmer vi dem efter udseende. Vi lever med andre og mellem andre og kigger snarere på andres dårlige livs eksempel end på de mange gode eksempler, som vi kan også se hos andre. Samtidig vil vi ikke hjælpe, vil vi ikke forkynde Evangeliet, vil vi ikke vise andre vejen til Gud, men vi vil fordømme dem og vise dem, at vi er bedre og klogere. Vi katolikker kan på den måde fordømme andre kristne, som er ikke katolikker, eller andre mennesker, som er ikke kristne. Jeg har læst en historie om en mand, som kom til Himlens port. Skt. Peter spørger ham: ”Hvilken religion?” Manden svarer: ”Anglikaner” Skt. Peter kigger i sin liste og siger: ”Ok, gå til værelse nr. 24, men vær stille, når du går forbi værelse nr. 8.” Endnu en mand ankommer. ”Din religion?” – spørger skt. Peter – ”Baptist” – ”Ok, gå til værelse nr. 18, men vær stille, når du går forbi værelse nr.8.” En tredje mand kommer op til porten. ”Religion?” – ”Jøde” – ”Ok, gå til værelse nr. 11, men vær stille, når du går forbi værelse nr. 8.” Manden siger til skt. Peter: ”Jeg kan forstå, at der er forskellige værelser til forskellige religioner, men hvorfor skal jeg være stille, når jeg går forbi værelse nr. 8?” Skt. Peter siger: ”Det er fordi katolikkerne er i værelse nr. 8, og de tror, at de er de eneste, som er i Himlen.” Gud giver en chance til hvert menneske, han venter på dem og gå ud så tit til at leje nye og nye arbejdere. Gud er ikke bare retfærdig, men frem for alt er han barmhjertig. Vort øje må ikke være ondt, fordi han er god og har lov til at gøre, hvad han vil, med det, der er hans. Som troende mennesker bør vi bare tænke på Gud og på hans ord, som kalder enhver af os til arbejdet i hans vingård og ´som minder os om at vi har en aftale med Gud om en denar, d. v. s. om det evige liv. Amen.


24. søndag i året. A.

     Dagens Guds Ord kan hjælpe mange af os, som har erfaret forskellige konflikter med andre mennesker. Vi lever ikke alene i denne verden. Enhver af os deltager i fællesliv, i ægteskabsliv, i familieliv, i menighedsliv, i samfundsliv. Overalt er der forskellige konflikter mellem mennesker, som er også forskellige. Vi sårer andre og vi blev såret af andre. Hele menneskers historie blev ramt af dette problem. Derfor havde mennesker brug for hjælp. Mange prøvede at finde en eller anden løsning, men uden succes. Samtidig vidste mennesker godt, at de er syndere og har brug for Guds tilgivelse. Så bad de om Guds barmhjertighed om syndernes forladelse. Gud har jo åbenbaret sig for dem, som en barmhjertig Gud. Som den Gud, der elsker mennesker og vil frelse dem. Israelitterne har erfaret Guds kærlighed og hans nåde så mange gange. Men den samme Gud har forventet også noget fra dem. Vi har hørt det i dagens første læsning: ”Tilgiv din næste den uret, han begår, så vil også dine synder blive forladt, når du beder om det. Kan et menneske, der gemmer på vrede mod et andet menneske, bede Herren om helbredelse? Kan den, der ikke viser barmhjertighed mod et medmenneske, bede om tilgivelse for sine egne synder?” Vil du menneske, at jeg tilgiver dig dine synder, så tilgiv først andre. Sådan lærte Gud israelitterne, sådan lærer os Kristus det. I dagens Evangelium fortæller Jesus lignelsen om den gældbundne tjener. Der viser han os, at Gud tilgiver os meget mere end vi kan tilgive vore skyldnere. Han tilgiver os altid, når vi beder ham om det, når vi kommer til ham med anger og med ydmyghed, men frem for alt når vi kommer til ham med vor gode vilje til at tilgive andre deres synder. ”Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld” – lød dagens vekselsangs ord. Gud er barmhjertig, men han er barmhjertig kun for dem, som er barmhjertige - Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed – sagde Jesus i saligprisningerne. Hvor mange mennesker, hvor mange kristne er vrede på hinanden og vil ikke tilgive hinanden. Måske tilhører vi dem? Samtidigt beder vi om Guds barmhjertighed, som om vi hørte ikke Guds Ord. Vi lever i splid og uvenlighed med hinanden og vi vil absolut ikke tilgive hinanden og heller ikke forsone os med hinanden. Det er en meget dramatisk situation, som viser tydeligt vor egoisme. Vi tænker bare på os selv, vi tror at Gud tilgiver os vore synder, selv om vi tilgiver ikke andre, men det er ikke rigtigt. Gud er ikke naiv. Først venter han på vor barmhjertighed overfor andre mennesker. Selv om siger du under messen: Jeg bekender for Gud den almægtige o for jer mine brødre og søstre at jeg har syndet i tanke, ord og gerning … - Gud tilgiver dig ikke dine synder, hvis du tilgiver ikke dine skyldnere. Selv om hører du fra præsten under skriftemål: Jeg løser dig fra dine synder – Gud tilgiver dig ikke dine synder, hvis du tilgiver ikke dine skyldnere. Gud er så bestemt og forventer konsekvent fra os vor tilgivelse. Han accepterer absolut ikke vor vrede, selv om vi synes, at vi har ret til det. Jesus sagde jo: ”jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen” og videre tilføjer han: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave” På den måde forventer Gud ikke bare vor tilgivelse, men også vor forsoning med andre. Vor tilgivelse og vor forsoning er nødvendig ikke bare for at få Guds tilgivelse, men også at få Guds velsignelse og Guds nåde. Ingen af os er hellig. Vi begår forskellige fejl hver dag, og hver dag har vi brug for Guds barmhjertighed. Men før vi beder ham om det, så bør vi altid overveje vore relationer med andre mennesker og spørge os selv: Har jeg tilgivet mine skyldnere eller ej? Måske er jeg skyldig min Herre så meget og samtidig vil jeg ikke tilgive andre deres små fejl? Det skal jeg først gøre – tilgive af hele mit hjerte alle mine skyldnere. Amen  

  

23. søndag i året. A.

     Hvem af os har ikke erfaret dårlige gerninger, svagheder, synder, som vi skammer os over? Vi vil gerne, at ingen kan berøre dem, at ingen kan sige noget om dem, at ingen må kende dem. Vi vil heller ikke høre en formaning fra andre. Ingen kan lide det. Men det er heller ikke let at formane andre. Mange mennesker vil hellere lukke øjne og ører end at se på andres synder og formane dem. De vil ikke på den måde miste deres venner, selv om deres gerninger fortjener at de fordømmes. Vi kender det godt fra vort liv. Vi spørger os selv: hvordan kan jeg sige det til min mor, til min far, til min kone, til min mand, til min ven eller veninde? De bliver jo vrede på mig. Nogle gange kan vi udsætte os, når vi formaner en, som vi er afhængige af. 
     Men vi kan jo ikke være ligegyldige overfor andres dårlige gerninger, des mere når de er vore nærmeste eller venner, eller når vi er ansvarlige for dem. En gang imellem kan det være en meget alvorlig synd hvis vi forsømmer at formane andre. Den hellige Augustin har skrevet om det sådan: ”Er et menneske ikke grusom, når han kan se at en blinde nærmer sig til en afgrund, og siger ingen ting til ham” Det gælder også dem som kan falde ned i en moralsk afgrund. Derfor er vi alle ansvarlige for andre fra vor familie, fra vor menighed, fra vor arbejdsplads. Det er vor pligt at hjælpe andre med deres problemer som kan føre dem til forskellige fare. Det siger også profeten Ezekiel i dagens første læsning. Om denne pligt minder os også Jesus i dagens Evangelium. Ja, det er så let at sige, men ikke så let at gøre. Hvordan kan vi formane andre, for at gøre det meget skånsomt? Det ligner jo den situation når vi prøver at fjerne splinten fra andres øjne. Hvis nogen gør det taktløs og uden kærlighed, så kan han ikke hjælpe men gøre bare større skade. I dagens Evangelium siger Jesus os: hvordan vi bør formane andre: ”til ansvar på tomandshånd”.  Offentlig formaning kan ydmyge andre og skabe nye unødvendige lidelser. Derfor bør ægtepar ikke formane hinanden i påsyn af deres børn, forældre bør ikke formane deres børn i påsyn af børns kammerater, chefen bør ikke formane en underordnet for alles øjne o. s. v. Jesus viste os også at vi skal bruge kærlighed til at formane andre. Den hellige apostel Paulus har skrevet til Timotheus: ”Du må ikke tale hårdt til en gammel mand, ham skal du formane som en far, unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge piger som søstre, i al ærbarhed” 
   Men hvad så, når nogen formaner os? Er vi tålmodige og taknemmelige for det? Eller er vi pludselig vrede og vil ikke høre videre, hvad andre synes om os? En formaning er ofte gavnlig og mange gange nødvendig for os, for at vi kan tænke over vort liv og fjerne alt, som er ondt og sårer andre. Vi selv, ligesom blinde mennesker kan ikke se alle vore mangler. En polsk forfatter har skrevet om det sådan: ”Når ingen kritiserer dig, så betyder det ikke, at du er fuldkommen og uden fejl. Det vidner kun om det, at mennesker har ikke så stort mod til at formane dig, fordi de er overbevist om, at du ikke kan modtage deres sande ord. De har erfaret, at du anser dig selv, som fuldkommen. Hvis ingen formaner dig, så det betyder at det er ikke så godt med dig” Hvorfor? Fordi det er så svært at leve med et sådan menneske i en familie, i en skole, på arbejdspladsen o. s. v. For at kritisere andre og formane dem, må man bruge kærlighed. Men for at modtage de forskellige svære ord om os selv må vi bruge ydmyghed. Ydmyghed kan hjælpe os meget til at modtage kritik, undskylde andre, som vi har måske såret og forbedre vort liv. Det er menneskeligt at fejle, og hver fejl som vi har gjort kan lære os noget, hvis vi ikke mangler ydmyghed og en god vilje. 
   Der er alligevel mennesker, som ikke kan modtage kritik. Måske nogle af os tilhører dem. Det er for svært for dem, at sige: ja, det er sand, jeg tog fejl, jeg beklager. Hvis det er sådan, at vi ikke kan modtage kritik fra andre, så vi kan altid høre: hvad siger Gud til os og om os. Og han siger til os under kirkens liturgi, i Biblen og i vor samvittighed. Hør ham! Han formaner os med stor godhed og kærlighed, han giver os igen en chance at vi kan ændre vort liv og følge ham efter. Amen. 

          
21. søndag i året. A.

     At få nøglerne til et palads, betyder ikke bare, at få en magt, men også at få et stort ansvar. Hofchefen Shebna fra dagens første læsning har mistet sin stilling. Han har skuffet Guds forventninger. Samtidig har Eljakim fået denne stilling fra Guds hånd. Gud har givet ham en stor magt over hele Jerusalem, med ordene: ”når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op” Og det var ikke en politisk magt. Det var magt fra Gud. Eljakim blev kaldet til at repræsentere Gud. Han virkede i Guds navn mellem Jerusalems beboere. Den gang rejste ingen tvivl om denne Guds beslutning. Israelitterne havde en stor respekt for Guds vilje. De vidste godt, at Gud vælger en gang immelem en eller anden Israelit til at regere over folket, som Guds statholder. Sådan var det b. a. med Moses, med Josua, med kong David o. s. v. Jesus har også udvalgt tolv apostle, som hans nærmeste disciple. Og en af dem blev udvalgt, som den første, som den vigtigste og den største. Det var skt. Peter. Gud kan ikke lide demokrati. Jesus sagde ikke til folket: ”Vælg 12 disciple, som bliver mine apostle”. Nej. Han selv kaldte dem, en efter en. Han selv bestemte, hvem af dem bliver den første. Der var ingen valg mellem de 12. Gud kan ikke lide demokrati. Derfor har vi ingen demokrati i Jesu Kristi Kirke. I denne Kirke har vi et hierarki. Gud er den vigtigste, den største og den første. På den anden plads har vi enhver pave, som Guds statholder på jorden, bagefter alle hyrderne, biskopper, præster og diakoner. Det betyder ikke at det hierarki i vor Kirke ligger i det, at paven, eller biskopper, eller præster befaler noget og alle andre skal blive lydige. Nej. Jesus har ikke tvunget nogen til at høre hans lære, til at følge ham efter, til at blive hans discipel. Han sagde altid: ”Hvis du vil, så kan du blive min discipel. Hvis du vil” Sådan er også i Kirken. Ingen af os er tvunget til at tro, til at komme i kirken om søndagen, ingen er tvunget til at modtage sakramenter, til at bede. Ingen. Paven, biskopper og præster forkynder Evangeliet ikke for at tvinge nogen, men for at opfodre, for at vise en vej, for at hjælpe på vejen til Gud. Alle døbte er kaldet til at følge Kristus efter. Mange af dem er troende og kommer til Jesu Kristi kirke med glæde. De har brug for kirkens sakramenter, for et religiøs fællesskab og for Guds Ord. Vi er også kommet i dag, b. a. for at bekende vor kristne tro. Det gjorde skt. Peter, da han svarede på Jesu spørgsmål: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Peter sagde ikke, hvad mennesker siger om Jesus. Han bekendte sin egen tro og på den måde hørte han om sin mission og fik nøglerne til Gudsriget. Om lidt bekender vi kirkens trosbekendelse. Og det er en god lejlighed til at spørge sig selv: Er det den trosbekendelse, som jeg identificerer min personlige tro med, eller er det bare en tekst, som jeg reciterer tankeløst hver søndag? Vi tilhører den Kirke, som ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den” Men enhver af os får også et stort ansvar for vor egen og for andres frelse. Enhver af os fik nøglerne fra Jesus til at passe på vort personligt kristent liv, for ægteskabets religiøse liv, for familiens frelse, for menighedens åndelige liv, for hele Kirkens liv. Den trosbekendelse, som vi siger om lidt bliver vort svar på Kristi spørgsmål: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« Men det rigtige svar på dette spørgsmål siger vi med vort daglige liv. Der hvor vi vogter over vor kristne stilling svarer vi Kristus ærligt og klart. Der kan enhver af os høre fra Gud ligesom Shebna fra dagens første læsning: ”Jeg støder dig ned fra din stilling og styrter dig fra dit embede” eller ligesom Peter fra dagens evangelium hører vi Jesu ord: ” »Salig er du, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er en klippe, og på den klippe vil jeg bygge min kirke”   Mine kære. Gud vil bygge sin Kirke også på os, på vor stærke tro og på vort fromme liv. Vi er absolut ikke tilfældige stene i Guds Kirke. Gud har kaldet os og har givet os en mission i denne Kirke. Men han tvinger os ikke til det. Han siger hver dag til enhver af os: ”Hvis du vil, så følg mig efter. Hvis du vil, så hør mine ord og lev efter dem. Hvis du vil, så pas på min Kirke og hjælp mig at bygge den på din stærke tro. Amen. 

Festen for Marias optagelse i himlen. 2017.

     Hele frelsens historie viser os en stor kamp mellem det gode og det onde. Dagens første læsning fortæller os om det. En drage kæmper med en kvinde, som skal føde et barn, en dreng. Vi behøver ikke at spørge: hvem er den kvinde, hvem er hendes barn, hvem er den drage? Vi ved det meget godt, at Gud har udvalgt en kvinde i sin frelseplan. Han har varslet hendes mission lige efter Adams og Evas første skyld, da han sagde til djævelen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” Og det er ikke bare en eneste tekst i det Gamle Testamente, som varsler Jomfru Marias rolle i frelsens historie. Vi kan læse i Mikas’ bog blandt andet: ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født” Jomfru Maria er uden tvivl velsignet blandt alle kvinder. Hun var en eneste kvinde, som var værdig til at føde Guds Søn. Takket være hendes uplettede undfangelse, blev hun Guds Mor. Gud har bevist det, da han sendte ærkeengel Gabriel til hende, som sagde til Maria: ”Hil dig Maria, fuld af nåde” – Ingen menneske hørte fra Gud sådanne ord, det hørte kun Jomfru Maria. Hun er ”fuld af nåde” – d. v. s. uden synd, uden arvesynd, fuld af nåde – fuldstændig hellig, fuldkommen. Derfor blev hun også absolut værdig til at føde Jesus Kristus. Man kan ikke sige, som nogle kristne gør, at Jomfru Maria var bare et almindeligt menneske, en almindelig kvinde. Nej. Man skal sige, at hun er en særlig person, ikke bare i vor katolske tro, men i hele frelsens historie. Uden Maria kunne Messias ikke komme på jorden, uden Maria kunne Messias ikke frelse os, uden Maria havde vi ingen Kirke, ingen sakramenter, ingen fester, ingen glæde. Derfor har    den hellige Johannes af Damaskus skrevet: ”Det var nødvendigt, at hun, der ved sin barnefødsel beholdt sin jomfruelighed ukrænket, også efter døden bevarede sit legeme frit for enhver forrådnelse. Det var nødvendigt, at hun, der havde båret sin skaber som barn i sit skød, dvælede i Guds telt. Det var nødvendigt, at den brud, som faderen havde trolovet til sin søn, skulle bo hos sin himmelske brudgom. Det var nødvendigt, at hun, der havde set sin søn på korset og i sit hjerte modtaget det lidelsens sværd, som hun havde undgået, dengang hun fødte, skulle se ham siddende ved faderens højre. Det var nødvendigt, at Guds Moder skulle eje det, som tilhører sønnen, og blive anerkendt af alle skabninger som Guds Moder og Tjenerinde” 

     Kirken har aldrig holdt op med at tro, at Marias liv var en total hengivelse i Guds vilje og kærlighed, og at Gud som svar lod hendes død vise os, hvad der kan skænkes os gennem Jesus Kristus. Hvis vi i dag forsøger at leve i samme hengivelse i Guds vilje, vil Gud skænke os en tilværelse og et liv hos sig uden ende. Mennesket kommer som et helt menneske til sit mål, til sin Gud og skaber. For Maria er dette allerede gået i opfyldelse på grund af, at hun stod Jesus så nær. Hun er den første af alle dødelige. Og til disse hører vi – uden undtagelse – alle sammen. Men først må vi gøre os umage med at leve, ligesom Maria, d. v. s. med en stor tro, kærlighed og ydmyghed. Hendes liv var jo ikke så let. Der var forskellige hårde og farlige situationer. Mange af dem forstod hun ikke, men levede med en stor tillid til Gud. På den måde sagde hun altid til ham: Fiat, ”Se jer er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord.” Den, der handler og lever som Maria, går vejen til Gud. Hun sagde ja til hans kald, og mistede ikke retningen, selv ikke i de timer, hvor alt var uforståeligt. Derfor hedder det om hende: ”Salig er du, fordi du har troet”. Hun gik ikke i blinde, men lod sig føre af Guds Ånd. Skal vor egen død engang være fuld af håb, må vi også lade os føre og lede af Guds Ånd, og frem for alt lytte til Guds Ånd, som dagligt taler til os igennem vor samvittighed og kirkens ord. 

   Vi vil med hele Kirken glæde os over Marias optagelse i himlen, og vi vil bede hende, om at gå i forbøn for os, at vor egen død, må blive båret af det store håb, som Maria havde. Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig kan der intet ske, uden hans vilje. Amen.



19. søndag i året. A.

     Det var en af de største Jesu mirakler. Der var kun fem brød og to fisk, som Jesus velsignede og har mættet den store folkeskare – fem tusind mænd foruden kvinder og børn. Lige efter ”nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred” og ”han gik op på bjerget for at bede” De mennesker som blev mættet af Jesus, kom til ham ikke på grund af mad, de kom til ham på grund af Guds Ord. Først havde de brug for den åndelige mad, først havde de brug for Gud, de kom til Jesus for at høre ham. Og først blev de mættet af Guds Ord. Bagefter fik de også brød og fisk og samtidig erfarede de Et stort mirakel. Jesus var træt og ville blive alene på et bjerg, hvor han bad til sin Far. Man kan sige, at han forlod apostlene, som var i båden på søen og ”kæmpede med bølgerne, for vinden var imod” Pludselig kom Jesus til dem, men de genkendte ham ikke. Tværtimod, de var overraskede og bange. Så hørte de fra ham: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Hvad siger til os dagens tekster? Vi erfarer den samme oplevelse, som apostlene. Man kan sige, at vi opliver en sådan situation hver uge, mange gange i vort liv. Om søndagen kommer vi til Messen, fordi vi har brug for Guds Ord, vi har brug for Gud og hans lære, vi er åndeligt sultne. Først får vi den åndelige måltid i Guds Ord, men ikke bare det. Straks erfarer vi, at Jesus giver os brød i Eukaristien – den hellige kommunion. Og der er nok for alle deltagere. Lige efter den himmelske måltid sender Jesus os ud, til det daglige liv. Så tager vi til den anden bred. Og mange gange tænker vi: han forlod os, vi har mødt ham i kirken, men nu er vi alene, han er ikke med os, hvor er han, hvorfor er han ikke i vort liv? Vi tænker sådan og begynder at blive bange, især når vi skal kæmpe med livets bølger, fordi vinden er imod. Hvad gør Jesus. Han beder for os til Faderen. Han husker os og er med os i sin bøn. Han kender godt vore problemer og bekymringer. Han ved det godt, at vi skal kæmpe med store vanskeligheder hver dag. Derfor beder han for os. Vi er ikke alene. Vi må ikke tvivle, især i de forskellige svære situationer. Vi må aldrig tænke, at vi er forladte, at Gud har glemt os og han hjælper os ikke. Han kommer, hans komme kan mange gange overraske os på den måde, at vi genkender ham ikke. Men han siger til os: »Vær frimodig, det er mig, frygt ikke!« - jeg er med dig. Du er aldrig alene. Jeg har ikke glemt dig. Jeg er kommer for at stille de store bølger i dit liv. Men først vis mig, at du er troende, vis mig at du har tillid til mig og kom til mig på vandet, ligesom Peter og vær ikke bange. Vi kan går på vandet ligesom Peter men ligesom Peter erfarer vi hver gang, at vor tro er så lille, så begynder vi at synke og råbe til Jesus: ”Herre, frels mig” Det er meget godt når vi råber til Jesus i de forskellige farlige situationer. Det er så godt når vi har tillid til ham, selv om vi begynder at drukne i vore svagheder og vore synder. Det er godt at vi tror på, at Gud er nær, at han kan hjælpe os, at han kan gribe vor hånd og redde os. Det er godt at vi prøver, at vi vil gerne nærme os til Jesus. Det er også godt at vi kan forstå, at vor lille tro er for lille til at komme til Jesus tæt på. Derfor er det nødvendigt, at vi fordyber vor lille tro. For at nærme os til Gud, først skal vi have en større tro. I dag går vi også ud af kirken til det daglige liv. Hver dag i denne uge kan vi erfare en stor kamp med vore problemer. Samtidig er Jesus på et højt bjerg, hvor han beder for enhver af os. Han kan overraske os, når han pludselig kommer i stilhed, for at lægge stormen i vort liv. Men han kan også stille os selv på en prøve, ligesom han stillede apostel Peter. Han vil vise os, at alt er muligt med ham. Hvis vi har virkelig tillid til ham så kan vi gøre meget store ting, selv om det kan se ud til, at det er umuligt for et menneske. Hvad laver vi når Gud stiller os på en prøve: går vi til ham med en rigtig tro, eller mangler vi tro og tvivler så hurtigt? Gud kender alligevel vor menneskelige svaghed, derfor kan vi altid råbe til ham, ligesom apostlen Peter, når vi begynder at drukne i vor tvivl: ”Herre, frels mig” Han kan snart lægge stormen både i vor familie, i hvert ægteskab i vor menighed, i vort personlige liv. Jesus siger til enhver af os: »Vær frimodig, det er mig, frygt ikke!« Amen.    



Herrens forklarelse

     Apostlene har erfaret en stor Guds åbenbarelse på bjerget. De har aldrig set Gud, heller ikke hørt ham. Takket være Jesu forklarelse har de hørt Guds stemme og set Jesu herlighed. Vi har heller ikke set Gud, eller hørt hans stemme, men vi har mødt ham i kirkens liturgi, i sakramenterne, som ligesom billeder hjælper os med at lære Gud bedre at kende. Der kommer alligevel en dag hvor vi ser Gud ansigt til ansigt, hvor vi genkender ham, takket være de mange forskellige hans billeder, som vi har erfaret her på jorden. En franskmand fortalte om sin barndom. Han sagde: Jeg var 3 år gammel i 1939. Min far kom i fangenskab. Jeg kendte ham ikke så meget. Kun et hans billede hjalp mig med at huske at jeg har en far. Min mor fortalte om ham mange gange. Vi fik et brev fra ham en gang imellem. Han har skrevet, at han elsker os og husker os. Min kærlighed til min far var noget af et mysterium. Da han kom hjem i 1945, var jeg 8 år gammel. Hele vor familie kom til banegården for at hilse vor far. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg har genkendt ham med et højt råb: ”Det er han” For mig – sagde den mand, Gud er også ligesom min far den gang, selv om er han usynlig og fjern, så jeg kan læse hans brev i Biblen og se hans billede i andre mennesker. Jeg ved godt, at jeg genkender ham i mit livs ende. Hans ansigt og hans kærlighed er nu i mit hjerte.   


17. søndag i året. A

       I sin lære brugte Jesus mange gange forskellige lignelser. Sidste søndage fortalte han lignelsen om sædemanden og om ukrudt mellem hvede. I dag fortæller han lignelser om skatten og om perlen. Hvad menes der med skatten og perlen? Det er sikkert, at der menes det åndelige fællesskab med Gud: Gudsriget. Men nu er det jo sådan, at vi for det meste forbinder Gudsriget, med den evige salighed, det hinsides i en fjern fremtid. Og det er jo også rigtigt, at himmeriget er den hinsides opfyldelse af Guds store løfter, og der vil vi være i umiddelbar kontakt med Gud selv. Gud sagde jo i den gamle pagt: ”Jeg selv vil være din overvældende store løn”

   Men himmeriget betyder også noget, der er os helt nært, nemlig Guds fællesskab. Og dette fællesskab begynder allerede nu i os. Siden vor dåb, har vi fællesskab med Gud og Han er kommet til os, og er i os. Vi er blevet medlemmer af Guds Rige. Og hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis vi i alle ting gjorde Guds vilje. Dette herredømme ville bringe fred og retfærdighed i menneskenes liv, og bringe værdier frem, som verden i dag så meget længes efter. Den, som i troen har fundet Gud, gør som manden i evangeliet, han sætter alt ind, for at opnå det evige, det fuldkomne. Til en rig ung mand sagde Jesus: ”Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, så vil du have en skat i himlen”  

   Den, som har fællesskab med Gud, har alt. Derfor forlod apostlene alt og fulgte Jesus, og Peter kunne sige: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig”. Og Jesus sagde, at den, der følger ham vil få det tusindfold igen og det evige liv.

   Gang på gang blev nogle mennesker grebet af dette Jesu ord, som for eksempel Frans af Assisi, der forlod alt, og hvis væsentlige bøn var: ”Gud min Gud – min Gud og mit alt”. Eller Teresa af Avila, som sammenfattede sit livs radikale afgørelse i den korte sætning: ”Gud alene er nok”.

   Hvordan klarer vi os, når vi skal give et svar til dette evangelium, når vi står overfor Kristi ord? Kan vi være så radikale i vort liv, og kun tænke på Gud, og give afkald på alt andet her i livet? Mener vi ikke, at vi har gjort alt, når vi beder nogle daglige bønner og opfylder vor søndagspligt? Pave Pius den XII havde sikkert ret, når han sagde: ”Det egentlige problem i vor tid er de godes træthed og middelmådighed”

   Vi må gang på gang gøre op med os selv, og spørge os: Er Gud stadigvæk det vigtigste i mit liv, elle har fristeren sneget sig ind i mit liv, for at bringe mig til fald? Har jeg mistet skatten i mit liv, og søger jeg efter falske perler i stedet for de ægte? Betyder troen virkelig noget for mig? Er der endnu kraft i mig, eller er jeg ligesom saltet der mistede sin smag og ikke kunne bruges til noget andet, end at kastes ud for at blive trådt ned af menneskene? Det er frygtelige doms ord, men de er bestemt ikke uaktuelle.

 Vi fik troen som en gave i dåben, men en gave er også altid en opgave. Og en gave må man også værne om, bevare den, og passe på den. Den skat vi har fået: troen, fællesskab med Gud vil vi passe på, og få den til at gro dybere i vort liv. Så vi også kan sige: ”Min Gud alene er nok”. De af os, som har en rigtig tro, forstår også, at har alt, som man har brug for, for at live godt og klogt. 

     Lad os slutte dagens prædiken med en bøn: ”Herre, vor Gud, vi har brug for Dig, vi har ikke brug for noget andet, kun for Dig. Alle mennesker længes efter dig, også de, som ved det ikke, at de har brug for Dig. Den som leder efter sandheden leder efter Dig, som er den ægte og evige sandhed. Den som leder efter freden, leder efter Dig, som er den sande fred. Den, som leder efter kærligheden, leder efter Dig, som er kærligheden selv og den sande kærligheds kilde. Den som leder efter lykke, leder efter Dig, som kan give den evige lykke” Amen.


16. søndag i året. A.

     Sidste søndag hørte vi lignelsen om sæden, som blev sået, og som forventede en god jord til at gro. Vi kender det godt fra vore haver og marker at alle frugters og grønsagers sæd skal have en god jord. Og det er ikke nok. Vi skal hele tiden passe på dem, vande dem, gøde dem og luge dem. Uden vor hjælp, uden vort arbejde gror ikke så meget eller ingen ting undtagen ukrudt. Ukrudt kan gro overalt, på vejen, på klippegrunden, mellem tidsler, men frem for alt på en god jord. Forskellig slags ukrudt gror også i de mindste spalter, selv om der er ikke så meget jord, ikke så meget vand og mennesker går på det, og biler køre på det. Og vi kan spørge: hvem har sået det, hvem passer på det, og hvorfor gror det næsten overalt? Vi vil fjerne det hele nu, vi vil ikke tillade at ukrudt kan gro på vore marker og haver. Jesus har også set hvor meget ukrudt der groede på markerne. Det ukrudt, som Jesus har set og fortalte om, var en forbandelse for bønderne, som levede dengang i Palæstina. Oldtidens mennesker har kaldt det ukrudt ”den dumme hvede”, fordi det lignede så meget den sande hvede. Og mennesker kunne tit fjerne hveden i stedet for dette ukrudt. 

Det var en meget god lejlighed til at fortælle en anden lignelse, som vi hørte i dagens evangelium. Lignelsen, som forklarer hvorfor Gud tillader, at der er det onde mellem det gode. Ligesom hveden er blandet med ukrudt er det samme også i vort liv her på jorden, det gode er blandet med det onde. Og vi mennesker er meget utålmodige og vi vil gerne, at Gud ødelægger alt ondt lige nu. Vi vil meget gerne at Gud skal udmåle straffen automatisk. Men det er ikke sådan, som mennesker vil. Derfor spurgte man altid: hvorfor tillader Gud det og det, hvor var Gud da det og det skete? Hvorfor er der så meget ondt i hele verden? Hvorfor er der selv i Kirken noget ondt? Hvorfor er der overalt på jorden så meget ondt? Hvorfor er der selv i de smukkeste og bedste institutioner og organisationer så megen lidelse, uretfærdighed, had og misundelse? Hvorfor tillader Gud det? Svaret på disse spørgsmål giver os Kristus i dagens Evangelium: ”Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten” Lad os tillade at Gud bliver Gud. Lad os overlade ham dommen over hele verden og over alle mennesker. For resten, er det muligt for os at skille nøjagtigt ukrudt fra hvede? Ikke så meget, fordi der er både det gode og det onde i hver af os. Ingen mennesker, som lever her på jorden er bare god og fuldkommen. Ingen er bare ond og ufuldkommen. Gud venter, han er tålmodig og giver os altid en chance for at omvende os. Hvert menneske kan bruge denne chance i sit liv. Selv om nogen er nu meget syndig og bringer kun dårlige frugter, ligesom ukrudt, så måske i fremtiden bliver han den sande hvede med hundrede fold. Hver dag får vi en særlig tid til at vende os til Gud og bede for dem, som har brug for omvendelse. Vi må ikke glemme, aldrig, at det gode er altid stærkere end det onde, og at det gode sejrer til sidst. Det er Kristus, som har sejret over alt ondt i hele verden. Nu venter han på os, for at sige det sidste ord. Han venter på os, for at se vore frugter, for at se vor udholdenhed og vor tro. Han ikke bare venter men også passer på os, vander os, gøder os og luger os, for at vi kan bringe flere og flere gode frugter. Han venter også på os når vi er fortabte, når vi synder og gør ondt, når vi bringer dårlige frugter, han venter på vor omvendelse. Han venter på vor omvendelse, fordi han ved godt at det gode er altid stærkere end det onde, og at det gode sejrer til sidst. 

   Lad os høre en bøns ord: ”Herre, hjælp os, at forstå, at din Kirke er ikke bare for dem, som er gode og hellige, men også, og frem for alt for dem, som er fortabte og syndige. Amen. 


6. søndag i Påske. A.

     Sidste søndag har vi hørt Jesu ord: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” Hvad gjorde Jesus? Han forkyndte Evangeliet, han helbredte de syge, han opvakte de døde, han bortdrev de onde ånder og mange andre ting, som – man kan sige – vi almindelige mennesker kan det ikke. Man kan sige sådan, men det er ikke rigtigt. Vi kan, vi troende kan gøre sådanne gerninger, som Jesus gjorde. I dagens første læsning hørte vi jo, at apostel Filip gjorde de samme, som Kristus. Hvem var Filip? Guds Søn, Messias, Frelser? Nej, han var et almindeligt menneske, ligesom andre apostlene og Jesu disciple. Men han var også troende. Hans tro var så stor, at han kunne bortdrive dæmoner og helbrede de syge i Jesu Kristi navn. De samme gjorde andre apostle og mange af Jesu disciple. På den måde opfyldte Jesu ord: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” De er Jesu ord, som er opfyldt også i dag i hans hellige Kirke. I dag har også mennesker brug for befrielse fra de onde ånder, i dag har også mennesker brug for helbredelse. Men det er ikke nok at bruge Jesu navn for at gøre noget. Det er ikke en magi. Man skal have en stor tro til det. Derfor er det nødvendigt at fordybe vor tro hele tiden. I dag opstår der forskellige karismatiske grupper, ikke bare i den katolske kirke, også i andre kristne samfund. Og de kristne erfarer at troen på Gud kan gøre rigtig store ting. I dag er der mange mennesker, som blev helbredt. Hvert år kører jeg ud på sommerferie til en lille by i Polen. Der er et stor kloster med Skt. Antonius’ kirke. Og hvert år møder jeg der mennesker, som blev helbredt fra meget alvorlige sygdomme, dødsygdomme. Nu er de fuldstændig raske. Deres læger kan absolut ikke forklare det, heller ikke forstå det. Kun takket være vor tro kan vi forklare sådanne situationer. Kristus sagde i dagens evangelium: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse” – han har lovet os Helligånden. Og Kirken har fået den store gave i Pinsedagen. Helligånden kom til os, til vor verden og er med os hele tiden, han ledsager Jesu Kristi Kirke fra Pinsedagen, han er med os nu, i dag, og bliver altid med os. Uden Helligånden kunne Kirken ikke overleve så mange år, uden Helligånden kunne Kirken ikke fungere i denne verden, uden Helligånden kunne Kirken ikke gøre noget mirakler, som sker i den, hver dag. Men man kan alligevel sige, at mange kristne, mange katolikker lever sådan, som om Helligånden eksisterer ikke, eller som om han kom ikke til os. Hvorfor er det sådan? Fordi mennesker erfarer ikke Helligåndens virke på grund af deres lille tro. Men ikke bare det. Jesus sagde meget klart: ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid” Lad os se. Jesus siger at Helligånden, som vi får skal være med os til evig tid. Hvorfor erfarer vi ikke Helligåndens virke? Fordi vi kan ikke elske Jesus sådan, som ham forventer det fra os. Hvem af kristne vil sige: Jeg elsker ikke Jesus. Alle vil gerne sige: Jeg elsker Jesus. Men det kan være bare et par ord eller en lille kærlighed. Hvis der er nogen eller noget, som du elsker mere end Jesus, så det betyder, at du elsker ham for lidt. Du kan virkelig erfare Guds virke, Helligåndens virke i dit liv, når du begynder at elske Gud, sådan, som han har sagt: af hele dit hjerte, af hele dit sind af alle dine kræfter. Vi kristne er kaldet til den kærlighed, kærlighed til den Gud, som har frelst os, som vil ikke efterlade os faderløse, men har sendt til os Helligånden. Vi må ikke glemme den gave, som bevirker, at vi kan gjorde store ting, ligesom Jesus. Den verden, som vi lever i forstå aldrig os kristne, heller ikke vor tro. Derfor er vi mange gange et modsigelsens tegn, som andre ikke vil acceptere med deres vantro. Kirkens forfølgelse er ikke sluttet, de som vil tjene Gud er hele tiden forfulgt på forskellige måder. Den hellige apostel Peter giver os et godt råd, hvad vi kan gøre i sådanne situationer: ”I

Sognepræsten
P. Winek Barwinski
Lillelundvej 36
7400 Herning
 Tlf. +45 41 24 52 40

 mail: vinci@sktpeter.dk

Om mandagen holder præsten fri, og kan ikke kontaktes


Aktuelt

Hverdagsmesse

tirsdag og fredag kl. 17.00

lørdag kl. 9.00

  Skriftemål

fredag fra 16.30 - 17.00

søndag fra 9,30 - 10,00


 
Lillelundvej 36 · 7400 Herning · +45 9712 4382/+45 4124 5240