3. søndag i året. B.

     Omvendelse. Er det ikke for tidlidt? Lige efter juletiden hører vi læsningerne, som opfordrer os til at vende os fra det dårlige liv til Gud. Det er jo ikke endnu fastetid. Hvorfor skal vi høre sådanne opfordringer? Fordi Guds kald til omvendelse er altid aktuelt i vort liv. Det er aldrig for tidlidt, heller ikke for sent at holde op med et dårligt livs stil og begynde på ny. Omvendelse er indskrevet i vort menneskelige liv. Vi erfarer jo hver dag forskellige fristelser, svagheder og synder. Vi må ikke sige: jeg har omvendt mig og nu bliver jeg hele tiden fuldkommen og hellig. Nej. Sådan må jeg ikke sige, jeg siger jo ikke: jeg har vasket mig og nu bliver jeg hele tiden ved med at være ren. Eller: Jeg har gjort rent i mit hus, så det har ikke mere brug for rengøring. Nej. Det er forkert. Det samme er også med vort åndelige liv. Vi har brug for omvendelse hele tiden, hver dag er der en eller anden grund til at bede: kære Gud, forbarm dig over mig. Og vi beder om det hver aften. Men der er mennesker, som tænker aldrig på den måde. De er overbevist om, at de har ikke begået nogen synd, derfor har de ikke brug for at bede sådan. Og det betyder, at de har først brug for en Jonas, som kommer og siger til dem: omvend jer! Det er ikke så let opgave at blive en Jonas. Har du prøvet at sige nogen opfordring til din kone, til din mand, til dine børn, eller til dine kammerater? Hvad gjorde de, da de har hørt din opfordring? Det var sandsynligvis forskelligt. Men fleste gange var det desværre ikke sådan, som Nineves beboere gjorde. Hvad med dig, når der kommer en Jonas og sagde til dig, at du skal ændre dit liv? Hvad gjorde du? Har du takket ham, eller var du vred på ham? Det er ikke så let, at ydmyge sig og vende sig fra det onde. Gud sender en eller anden Jonas til os, han sender også os til andre mennesker med en Jonas’ opgave, en svær opgave men samtidig en meget ansvarlig opgave. Takket være Jonas’ opfordring omvendte sig hele byen, som blev redet fra fordømmelse.  ”Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med” Jesus opfordrede også mennesker til omvendelse. Man kan sige, at han begyndte sin offentlige virke med ordene: ”Omvend jer og tro på evangeliet”. Disse ord skulle hele verden høre, fordi Jesus er kommet for at frelse alle mennesker. Så kaldte han de første disciple, for at gøre dem menneskefiskere, det betyder, for at sende disciplene ud med Jonas’ opgave, for at forkynde evangeliet og opfordre alle til omvendelse. Hvor mange mennesker har ændret deres liv takket være Evangeliets forkyndelse? Millioner, måske milliarder. I hele Kirkens historie var der så mange, som troede på Evangeliet, omvendte sig og fulgte Kristus efter. De har fuldstændig ændret deres livs stil og begyndte at leve som de rigtige kristne. Mange var forfulgt og dræbt på grund af deres tro. Mange af dem blev helgenkåret, men alle råbte til Gud hver dag: Herre forbarm dig over os. Omvendelse gælder faktisk ikke bare hedninger, ikke bare de store syndere, men også os kristne, som omvender sig hele tiden, hver dag knæler vi foran Gud med anger og beder ham om hans barmhjertighed. Vi er kristne, men det betyder ikke at vi er fuldkomne. Vi lever jo i denne verden, erfarer denne verdens love og samtidig også denne verdens synder. Derfor skriver den hellige apostel Paulus i dagens anden læsning:  ”Tiden er knap. Herefter skal de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde” I dag er der også mange som blev sendt til denne verdens mennesker, for at forkynde det Glæde Budskab. De er dagens Jonas’ forkyndere, som er måske bange, som selv er ikke fuldkomne, som er svage, men som blev sendt af Gud for at opfordre mennesker til omvendelse. ”Omvend jer og tro på Evangeliet” – tænk på dit liv, hvad du skal ændre i det, hvad du skal gøre for at dit liv bliver et værdigt liv, et liv, som giver dig den indre glæde og fred. Denne verden går til grunde, og hvad der bliver tilbage? Der bliver sikkert tilbage det evige liv hos Gud, hvis du omvender dig, ikke bare nu, i dag, men hvis dit jordiske liv bliver en systematisk og troværdig omvendelses proces. Men husk, at der er ingen omvendelse uden skriftemål. Amen.          




2. søndag i året. B

     Hvorfor tror vi på Gud? Hvorfor bygger vi kirker, deltager i liturgien og modtager sakramenter? Fordi Gud er altid med os, selv om han er i det skjulte. Vi må ikke se ham ligesom vi ser andre mennesker og det hele omkring os. Vi må heller ikke snakke med ham på den samme måde, som med vore medmennesker. Derfor tænker mange, at Gud eksisterer ikke, eller at han er lang væk fra os og samtidig er han ligeglad og tænker ikke på os mennesker og heller ikke på vor historie. Gud er i det skjulte, han er altid et mysterium for os, en hemmelighed. Selv om han har åbenbaret sig for os mennesker, så vi kender ikke hele hans natur. Men vi kender det, som han har åbenbaret, vi kender det vigtigste, vi kender ham, som vor Skaber og Herre over hele verden, vi kender ham, som vor Far og vor Frelser. Vi kender ham frem for alt, som den Gud, der blev menneske og levede på jorden ligesom alle andre mennesker. Vi kender ham i Jesu Kristi person. Han er kommet på jorden, som en af os, for at forkynde Gud, for at forklare Guds natur, og for at vise os Guds grænseløse kærlighed. Hele det Nye Testamente viser os et andet Guds billede end jøderne kendte det fra det Gamle Testamente. Jesus, hans liv og frem for alt hans korsoffer, død og opstandelse har ikke bare ændret denne verdens historie, men har også ændret menneskers forståelse og anseelse angående Guds natur. Jesus, Guds Søn, ”som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” – læser vi Filipperbrevet. Gud ydmygede sig så meget for at bringe os frelse. Men samtidig havde han brug for mennesker, som kunne tjene ham og på den måde forkynde Gud for andre mennesker. Derfor har han kaldet mange patriarker og profeter i det Gamle Testamente. I dagens første læsning hørte vi, hvordan Gud har kaldet Samuel. Jesus havde også brug for dem, som kunne ledsage ham i hans forkyndelse af det gode budskab. I dagens Evangelium hørte vi, at Jesus har kaldet de første apostle på forskellige måder. De to første var sammen med Johannes Døberen, som viste dem Jesus, og sagde: ”Se, det er Guds Lam” Så de fulgte efter ham og blev hos ham. Men ikke bare det. De tog også andre til Jesus. Sådan var det med Peter apostel. Alle Jesu apostle forlod alt og ledsagede Jesus indtil hans himmelfart, for at forkynde bagefter hans Evangelium. I hele Kirkens historie var det sådan, at mange mænd og kvinder forlod alt, for at tjene Gud, for at leve i et kloster, for at forkynde Evangeliet, som missionær, eller for at tjene som præster i deres menigheder. Det er Guds kald, som er meget svært, at forstå og at forklare. Man kan bare spørge: Hvorfor beslutter mennesker at tjene Gud? Hvorfor vælger de et liv uden familie, uden ægteskab og børn? De er jo mennesker, som alle andre, med alle de menneskelige behov. Og de beslutter alligevel et sådant liv. Det er også en hemmelighed. Det er Guds vilje og Guds planer. Mennesker er frie. De har ret til at sige Gud nej. Sådan var det også med mig. Jeg var så overrasket, at Gud kalder mig til at blive hans præst. Jeg har aldrig planlagt det. Så kom jeg til præsteseminariet, men efter et år sagde jeg: nej. Det er ikke noget for mig. Så jeg holdte op og begyndte mit arbejde i en Bank. Men jeg kunne ikke leve uden kirke, uden sakramenter, uden bøn. Gud begyndte igen kalde mig så stærk, at jeg kom igen til seminariet og blev præst. Som præst tænkte jeg aldrig på at forlade kirken i Polen, at rejse ud til et andet land. Pludselig kom der et kald at komme til Danmark på grund af præstemangel. Efter tre år i Danmark sagde jeg igen nej, det er ikke noget for mig, så jeg kom tilbage til Polen. Men Gud begyndte på ny at kalde mig til Danmark. Jeg er kommet til Herning og nu ved jeg godt at det er det sted og den menighed, hvor jeg skal tjene som præst. Sådan er også mange gange i jeres liv. I kan også sige Gud: nej. Vi kan se, at mange af vore venner siger nej til Gud. De kommer ikke i kirken, de er bare på kirkens kartotek, men lever ikke som katolikker burde leve. Men Gud er tålmodig og venter på enhver, ikke for at blive præster eller for at leve i et kloster, men for at finde Kristus i deres liv og følge efter ham som en person, som et ægteskab, som en familie. Gud er i det skjulte, men det betyder ikke at han er lang væk. Vi kan finde ham takket være andre mennesker, som viser os Gud. Vi kan følge ham efter og blive hos ham i hans Kirke, for at tage andre til Ham, især dem, som selv kan ikke finde Gud. Det er også et kald, et særligt kald at følge Kristus efter som kristne, der tror på Gud og har brug for hans nåde og velsignelse. Det er et kald at tage andre til Gud, ligesom apostlene gjorde det. Amen.      




Herrens Åbenbarelse 2018


    Kristus er kommet på en anden måde end mennesker tænkte. Han blev også åbenbaret på en anden måde end mennesker ønskede. Han har frelst os på en fuldstændig anden måde end mennesker har planlagt det.

En gang var der på et bjerg tre træer. De snakkede med hinanden om deres fremtid. Et træ sagde: ”Jeg håber, at en dag bliver jeg en kiste, hvor mennesker kan gemme en stor skat: juveler af guld, penge og forskellige smykker” det andet træ sagde: ”Jeg håber at en dag bliver jeg en stor, kongelig skib, hvor kongen kan sejle til andre lande gennem mange have og oceaner” Det tredje træ sagde: ”Jeg vil vokse op på dette bjerg mod himlen på den måde, at mennesker, som kigger på mig kan tænke på Gud og ære Ham” Efter et stykke tid kom der skovhuggere og huggede dem alle. Tømreren har lavet mange krybber af det første træ. Dyrene fik mad i dem. Det var ikke den fremtid, som det første træ ønskede. Af det andet træ blev lavet en lille båd, som fiskerne brugte på en sø. Det var heller ikke den fremtid, som det andet træ ønskede. Af det tredje træ man lavede bare et par bjælker, som blev lagt i et varehus. Det var desværre ikke det tredje træs ønske. Et par år senere glemte alle de træer deres planer. En nat kom til en stald en mand og en kvinde. Kvinden har født et barn og har lagt det i en krybbe, som blev lavet af det første træ, som nu kunne forstå, at det bærer den største skat i hele verden. Efter en lang tid sejlede en gruppe mennesker på en sø. Pludselig kom der en storm, og den lille båd, som blev bygget af det andet træ var så bange, at alle disse mennesker mister deres liv. Stormen var jo så stor og båden så lille og svag. Men en mand som sov der, blev vækket, stod op og befalede at stormen bliver stille. Nu forstod denne båd, at bærer den største konge, som er kongen over alle verdens konger. Til sidst tog nogen bjælkerne af det tredje træ. En mand skulle bære det tunge træ på et bjerg, hvor han blev korsfæstet på det samme træ. Påskemorgen forstod dette træ, at det var så tæt på Gud, fordi Jesus, Guds Søn hang på det og millioner mennesker i hele verden, som kigger på Jesu kors tænker altid på Gud. 

Mine kære. Vi er så mange gange skuffede, at vi har planlagt noget forgæves. Samtidig skal vi huske, at Guds planer er forskellige fra vores planer. Man behøver bare at tro, at have tillid til Gud, for at få meget mere end vi har planlagt. Vi skal huske at Guds veje er ikke vore veje, men Guds veje er altid de bedste.      



Festen for Maria Guds Moder. 2017

     Det nye kalenderår er begyndt. De 365 dage i det nye år er for os en hemmelighed. Vi ved faktisk ikke noget om, hvad der venter på os. Vi kan planlægge noget, og vi skriver det i vore nye kalendere, men hvordan det går, det ved vi ikke nu. Mange gange er vi så skuffede, når vi kan erfare, at vi har planlagt noget forgæves. Det sidste år gik så hurtigt, der var mange ting, som vi har ikke planlagt, vi blev overrasket så mange gange og måske er vi bange nu, at vi har glemt det vigtigste. Det nye års dage vil også gå hurtigt. Hvad skal vi så gøre, for at opleve dette år godt, for at ikke glemme vort livs mål? Vi er simpelthen bange og stiller sådanne spørgsmål. Kirken fejrer ved årsskiftet Gudsmoders Fest. I vores bange spørgsmål har vi lov til at rette vores blik mod Guds Moder og lede efter svaret der, hos Maria. Evangeliet fortæller om hyrdernes besøg ved krybben, og om deres undren, og om at de fortalte englenes budskab videre. Og så står der: ”Men Maria bevarede alt, hvad der skete i sit hjerte og tænkte over det” Maria har med vågent hjerte oplevet, hvad der var sket med hende siden englenes budskab, siden besøget hos Elisabeth og om stalden, hvor hendes barn blev født. Hun bevarede det hele i sit hjerte. Der er det indgraveret som en uventet, ubegribelig oplevelse. Og Maria tænkte over det hele. Hun ledte efter forbindelseslinje mellem det, der skete nu, og det som hun kendte fra sit folks historie. Og ved disse tanker bliver det mere klart: det, der begyndte med englenes hilsen, med fødslen i stalden, var tegnet på hendes søns virke. Og endelig erkendte hun det hele om Langfredagen og ved solopgangen Påskemorgen. Maria bevarede det alt sammen i sit hjerte. Og så nåede Maria til den fulde erkendelse af det, som hun allerede i ydmyghed havde sagt til englen: ”Jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord” Maria glemte aldrig noget. Hun går stadig med disse tanker i sig og handler mere og mere efter Guds vilje. Det, hun har lært fra fædrene er et uforglemmeligt grundlag for hendes viden. Det var jo mere end tusinde års erfaring om fædrenes troskab mod Gud, der skabte det fundament, som hun byggede på. Og den gamle viden om Guds trofasthed knyttede Maria sammen med sine egne oplevelser. (…) ”Gud er trofast”, bekendte apostlen Paulus efter at han havde mødt den opstandne Kristus. ”Gud er trofast”, sådan må Maria også have følt det, da hun på pinsedagen – sammen med apostlene – blev grebet af åndens magt, der udgik fra den opstandne Jesus. Maria bevarede alt, hvad der skete i sit hjerte og tænkte over det. Derfor var hun vågen over for lyset påskemorgen og fra ildens gnist fra hendes søn i pinsens fællesskab med disciplene. Maria var trofast, også når oplevelserne eller lange tider i hendes liv var uforståelige. Hun glemte aldrig disse oplevelser, men brugte dem, som byggesten. Vi må også kunne lære at tænke over det, som sker med os. Det år, der ligger bag os, må ikke glemmes, vi skal huske Guds spor i vores liv. Disse spor skal vi altid have i vore tanker. Som et puslespil må det efterhånden tage en form i vort livs konturer. Når jeg har erkendt Guds virke i mit liv i det gamle år, så har jeg noget, at bygge på. Jeg ved, hvor trofast Gud var over Israelsk folk. Jeg ved alt, hvad han gjorde for mig i det forgangne år. Jeg ved hvilke forjættelser han har givet os med Jesu opstandelse. Hvorfor skulle jeg så være bange, når et nyt år begynder? Minutterne, timerne, dage, uger, måneder vil gå – men jeg ved, at det hele ikke bare bliver glemt som en stor meningsløshed. Jeg ved, at Gud er trofast. Jeg ved, at selv om mennesker glemmer, så glemmer Gud ikke: ikke dig, ikke mig, ingen af os. Lad os takke Gud for hans trofasthed i det gamle år og i alle de år, vi kan huske tilbage. Og lad os se hen til Gud med vor tillid i det år, vi går imøde. Lige meget, hvad der kommer: vi vil altid være i Guds tanker – han glemmer os ikke. Vejen gennem tiden kan være smertefuld, men jeg kan være sikker på, at den trofaste Gud fører mig til et godt mål, vort livs mål – det evige liv i himlen. Herrens trofasthed varer evigt for alle, der frygter og ærer ham. Hans frelse erfarer alle, som bevarer hans pagt, som tænker over hans bud – og handler derefter.  Amen.          


Festen for den Hellige Familie. B.

     Enhver af os kan ikke forestille sig, at leve uden familie. Vi alle blev født i en familie, vi alle blev opdraget i en familie. Vi har erfaret, hvad det betyder at have en mor, en far, at have søskende, de fleste af os har erfaret hvad det betyder, at have en kone og en mand, at have børn. Vi skaber en familie, vi har fået livet i en familie, og mange af os giver det nye liv i en familie. Vi har også brug for hinanden så meget. Derfor fejrer vi en familiefest. Det er alligevel ikke festen for en tilfældig familie men festen for den hellige familie, Jesus, Jomfru Maria og Josef. Det er sådan, fordi Gud, som kom til os på jorden har valgt den eneste og naturligste vej, som er familien. Jesus blev også født i en familie, han har også erfaret, hvad det betyder, at have en mor og en far. Hans fødsel og hans liv ledsagede mange særlige omstændigheder, som hans forældre undrede sig over, men samtidig har han fået en stor kærlighed og omsorg fra dem. De har beskyttet hans liv med en utrolig bestemmelse. I bibelen kan vi bare læse de vigtigste begivenheder fra Jesu barndom, vi kender ikke hele hans liv i Nazaret. Vi kan bare gisne om, at det var et almindeligt liv, ligesom andre familier har livet i denne tid. Men for mig personligt er det så ualmindeligt, at Gud kom på denne jord og har levet, ligesom andre gjorde det. Der i Nazaret var der et hus, en familie, hvor Guds Søn levede 30 år, som et almindeligt menneske. Den helligste levede der med to hellige forældre. Maria og Josef blev lydige mod Gud. De opfyldte alle Hans ord. Og på den måde havde Jesusbarnet altid en god omsorg. Selv om de havde så mange problemer og vanskeligheder, levede de alligevel i en stor harmoni. Der har aldrig været en eller anden familie uden problemer, uden vanskeligheder og bekymringer. Alle familier har erfaret de forskellige svære situationer. Men de familier, som har Kristus i deres liv, oplever de erfaringer med udholdende tillid, kærlighed og fred. Nu er der mange unge, moderne forældre, som lever uden Gud, som berøver deres børn Kristus og hans nåde. På den måde mangler de plads til Jesus i deres familier, ligesom det var i Betlehem. På den måde mangler de også den udholdende tillid, kærlighed og fred. På den måde ødelægger de efterhånden deres families liv, fordi de ikke har fundet plads til Jesus. På den måde er det så svært for dem at opleve Julefest eller den Hellige Families Fest med glæde. Imidlertid er den Hellige Familie, som vi ærer i dag et godt eksempel på, hvordan man kan tjene Gud, sine nærmeste og andre mennesker. Det er et godt eksempel for vore familier. Vi ved ikke så meget om deres daglige liv, vi kan ikke sige mere end der er beskrevet i Bibelen. Det er meget godt eksempler for os, for vore familier, især i de svære situationer, når der opstår forskellige problemer eller konflikter. Derfor burde familierne bygge deres liv på et godt eksempel, på en klippe, som er troen på Gud og på hans Evangelium. I dag har vi jo brug for gode eksempler, vore familier har også brug for dem. Man kan ikke sige, at vi er fuldkomne, at vore familier er fuldkomne, nej. Selv om vi lever i en moderne verden, så det betyder ikke at vi lever godt. Måske mangler vi ikke penge, måske mangler vi ikke et godt arbejde, måske mangler vi ikke tøj, mad og medicin. Men vi mangler sikkert et godt familieliv, hvor kærlighed regerer, hvor der er altid den samme mand og den samme kone, hvor der er altid den samme mor og den samme far, hvor forældrene er fuldstændig åbne til det nye liv, hvor alle sammen tror på Gud og deltager i kirkens liv, for at invitere Jesus til deres liv, til deres familieliv. Vi må ikke forestille os at leve uden familie, derfor vi må kæmpe hver dag, at enhver vor familie bliver udholdende i det daglige liv og deltagende i Guds liv, d. v. s. i kirkens sakramenter, som bevirker, at vi er aldrig alene, men erfarer Guds tilstedeværelse.  

     Må den Hellige Familie: Jesus, Maria og Josef, vise os, at fællesskabet i vore familier beskytter os mod alt ondt og redder de familier, som er i fare. Må den nyfødte Guds Søn, som helligede familielivet, hellige enhver af os, vore familier og give os en stærk tro på den Barmhjertige Gud, som vi kan mødes i hver søndagsmesse. Amen.


Herrens Fødsel 2017

   Vi ønsker hinanden: ”Glædelig Jul”, og det er rigtigt. Hvert år fejrer vi jo den store fest med glæde. De som fejrer denne fest, som festen for Jesu Kristi Fødsel, fejrer den altid med en rigtig stor glæde. Denne fest er glædelig af sig selv. Vi er glade, fordi vor Herre kommer til os fra himlen. Vi er glade fordi har opfylder sine forjættelser, som han gav Adam og Eva i paradis, som mange profeter fra det Gamle Testamente har varslet. Vi er glade, fordi Gud kommer til os, som en af os, som et menneskebarn. Vi er glade, fordi han kommer ikke bare til konger og kejsere, heller ikke bare til de rige og vigtige personer, han er ikke kommet til bare præster, farisæere og de skriftkloge. Han er ikke kommet bare til jøderne. Han er ikke kommet bare til dem som levede i hans tid. Han er kommet til alle mennesker. Vi er glade, fordi han er kommet til os, til enhver af os. Man kan sige, at vi lever med ham og for ham. Han er vort livs princip og mål. Hans fødsel, hans liv, hans død og hans opstandelse giver vort liv en stor mening. Det er en ejendommelig trosbekendelse. Vi bekender vor tro under hver søndags eller under højtidsmesser. Vi bekender der, at vi tror på den, hvis fødselsdag fejrer vi i dag. Dagens Evangelium viser os også en slags trosbekendelse, som Johannes apostel har skrevet i det første kapitel. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” Disse ord beskriver meget kort Guds natur og hans virke. Johannes skriver også om det lys, som Gud har sendt til denne verden. Dette lys var født i Betlehem. Dengang fandt han ikke plads hos mennesker, Maria, hans mor skulle føde ham i en stald. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” Hvert år fejrer vi den store begivenhed, som en kirkens højtid. Hvert år oplever vi Jesu Fødselsfest, som en dejlig dag, fuld af glæde. Selv om Jesus kom til os alle, så kom han først til Jøderne, til sit eget. Nu ved vi, at millioner mennesker i verdens historie blev kristne, det betyder Guds børn, dem, der troede på hans navn. Vi kalder os også kristne, som tror på, at Jesus som Messias er født for 2000 år siden, for at frelse os. Men kristendommen er ikke bare en historie. I sin Kirke lever Kristus stadigvæk, og han kommer til os så tit, ikke som et lille barn, men som Guds Søn. Han sagde jo, at han vil blive sammen med os indtil verdens ende. Han kommer til os i sin Kirke, i sakramenterne, især i det helligste sakramente. Han kommer til os i sit ord, som vi læser i den Hellige Skrift. Han kommer til os når vi er samlet som et fællesskab, for at bede. Han kommer til os i et andet menneske, som har brug for vor hjælp. Han kommer til alle, men hvor mange glemmer i dag, at man fejrer dagens fest for Jesu fødsels skyld, på hans komme skyld? Kristus kom til alle mennesker, han kom for at frelse alle, men både for 2000 år siden og i dag ikke alle tror på ham, ikke alle kender ham, ikke alle husker, at Julen er faktisk kaldet Herrens Fødselsfest. De ved heller ikke at Gud kom til verden, for at dele sammen med os mennesker vore livs glæder og bekymringer. Han kom, for at lære os Guds vilje, for at vise os, at vi kan leve i fred og kærlighed med hinanden. Lad os ikke tillade, at noget kan berøve os Julens sande mening. Vi, som har hørt Evangeliet om Jesu fødsel, vi som deltager i denne hellige Messe er ikke kommet her bare for at mindes Guds komme til denne verden for 2000 år siden, men at modtage ham, som kommer om lidt på dette alter. Vi er kommet i kirken, ligesom hyrderne dengang, for at blive Jesu fødsels vidner. Ikke i en stald, ikke i en krybbe, men i brøds og vins skikkelse, i Eukaristien. Og nu kommer han ikke som et lille barn, men som vor Gud og Frelser for at tage bolig iblandt os, for at dele sammen med os vore problemer og bekymringer, han kommer i hver hellige Messe for at støtte og trøste os, for at forstærke os i vort daglige liv. Kun på den måde kan vi ære rigtig godt dagens fest, når vi deltager med glæde i den højtidelige Messe. Kun på den måde kan vi bevise, at vi venter på Jesus, finder ham i Eukaristien, tager imod ham og modtager ham i den hellige kommunion. Kun på den måde kan vi få belønning for vor tro, fordi ”alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” Amen. 



Julenatsmesse – 2017

       Gud kom til os i det skjulte. Han kom om natten, når de fleste sov. Han kom i det sted, hvor ingen ventede på ham – i en stald, og på den tid hvor ingen vidste det. Samtidig kom han på en naturlig måde, som et lille barn. Som det mest våbenløs væsen, som havde brug for andres omsorg. Gud, som har hele verden i sine hænder gav sig selv til menneskers hænder. Det er utroligt. Det er så stort mysterium for os gennemsnitsmennesker. Vi kan ikke forstå Guds planer. Vi forstår aldrig Gud. Men han forstår heldigvis os. Han forstår det godt, at uden ham er vi bare stakkels mennesker. Derfor kom han til os, som en af os. Han kom frem for alt for at frelse os, men han også kom for at vise os, hvor meget Gud elsker os, og for at hjælpe os med at lære Guds bedre at kende. Han kom for at dele med os vort daglige liv. Han kom til os, som Guds Ord og med Guds Ord. Hans eneste våben var det ord, som han forkyndte. Dette ord læser alle kristne gennem 2000 år og undrer sig over, hvor fuldkomment det er. Hans liv var så hjælpsomt og fuld af kærlighed. Men det betyder ikke, at alle har modtaget ham med kærlighed og glæde. Alle husets dør var jo lukket for ham, han blev født uden for byen, mellem dyr. Han skulle flygte til Ægypten på grund af menneskers hovmod og misundelse. Han udsatte sig for kritik og had, fordi han lærte sandheden. Mennesker har korsfæstet ham, som forbryder, selv om han var uden skyld, uden synd. Hans offer har reddet hele verden og har bragt frelsen for alle dem, som har troet på ham. Vi begyndte dagens fest for 4 uger siden med adventstid. Hvert år forbereder vi os til Herrens Fødsel på den samme måde. I dag kan enhver af os svare: har jeg udnyttet denne tid i år, eller var det bare 4 almindelige uger for mig? Ja, Jesus kommer – lige meget om ventede vi på ham eller ej. Han kommer, selv om der også i dag er mange lukkede dør for ham. Han kommer, som et lille barn for at give sig selv til vore hænder, men mange vore hænder er optaget nu. Han kommer om natten, men mange har ikke brug for hans lys, de bruger jo den elektriske lys overalt. Han kommer til mennesker, men finder ingen plads kun den uden for byen. Man kan tænke bare på en sådan pessimistisk måde og klage over, at verden har igen glemt Jesu Fødsel. Nej, det er ikke sådan overalt på jorden. Selv om dagens Jul er så kommerciel og mange tænker bare på den ydre indfatning, så er der alligevel millioner kristne, som forstår meningen og betydningen for denne fest. Vore kirker er jo ikke tomme i den hellige nat. Vi kommer her for at deltage i julenattens Messe, med en stor glæde og bevægelse. Det er en særlig aften for vore familier, hvor vi kan mødes sammen og fejre denne fest med en særlig stemning. Mange kommer i denne tid til skrifte for at forsone sig med Gud og møde ham med et rent hjerte. Mange forsoner sig med andre, med sin familie, med sine naboer, med sine venner. Mange finder Gud, frem for alt i kirkens sakramenter, men også i julesalmer, i Guds Ord, som fortæller os om den Hellige Familie i Betlehem. Sandelig, stille nat, hellige nat, signede julenat. Lad os udnytte den hellige tid til at nærme os til Gud. Han er i skjulte, men han er nær. Han vil komme til enhver af os, især denne nat, for at oplyse vort livs mørke, for at bringe fred til dette vort liv og for at vise os sin store kærlighed, som er grænseløs. Man behøver bare at lukke os op og modtage ham med glæde, og sige til ham: kom kære Jesus, kom til mit livs Betlehem, kom og tag plads i mit hus. Kom og giv mig din fred, så jeg kan også erfare den gave, som hele verden har brug for. Kom Jesus og hjælp mig på ny, at leve med dig og give dig hele mit liv, i Kirken, i mit hjem, i min familie, på arbejdsplads, i hverdag. Kom kære Jesus og blev født i mit hjerte, så mit liv får igen en mening og værdi. Jeg pynter mit hus med den elektriske lys, men jeg har faktisk brug for dig, som er verdens lys, jeg skænker andre gaver og blev selv skænket, men jeg har faktisk brug for den største gave, som er dig selv. Jeg fejrer et festmåltid sammen med min familie, men jeg har faktisk brug for dit eukaristiske festmåltid i kirken og det evige festmåltid i dit rige. Jeg har brug for dagens store kristne fest, fordi jeg har faktisk brug for dig kære Jesus, som er verdens frelser. Amen.                  



4. søndag i advent. B.

     Kong David fik en utrolig forjættelse fra Gud: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn” Disse ord opfyldte Gud, da han sendte ærkeengel Gabriel til en jomfru, som hed Maria. Dagens Evangelium fortæller os om den historiske begivenhed. Det var selvfølgelig Herrens Bebudelse, som vi fejrer hvert år den 25. marts. I nat og i morgen fejrer vi festen for Jesu Fødsel. Men vi fejrer denne fest takket være en anden fest, nemlig takket være Herrens Bebudelse, hvor ærkeengel Gabriel kommer til Maria med det store budskab om Jesu komme. Han kommer til hende i den bedste tid. Hun blev forlovet en mand Josef, men samtidig levede de ikke endnu sammen. Det er maget vigtigt. Hvis Maria var gravid før hun blev forlovet, så kunne hendes familie og naboer fordømme hende for ægteskabsbrød. Hvis Gabriel kom til Maria efter at hun begyndte at leve sammen med Josef, så var hun ikke mere jomfruen. Men frem for alt kom ærkeenglen til en konkret person, som er fuld af nåde, til en kvinde, som er velsignet iblandt kvinder, som Gud har valgt af alle slægter og alle folkene, han kom til Jomfru Maria. De ord, som han sagde til hende bruger vi som hverdagsbøn: Hil dig Maria, fuld af nåde … . Vi katolikker husker også hver dag om Herrens Bebudelse, når vi siger især om middagen den gamle og smukke bøn: Herrens Engel bragte Maria det Glæde Budskab. Og hun undfangede ved Helligånden. På den måde understreger vi denne begivenheds store betydning. Det var bare en samtale mellem to personer, men det havde så stor indflydelse på hele verdens historie. Maria var jo et frit menneske. Hun blev ikke tvunget til det, at sagde ja. Nej, det var hendes frie og gode vilje, at sagde ja til Gud. Derfor Marias fortjeneste til at verden bliver frelst, er rigtig stor. I paradis snakkede også to personer, en kvinde og en engel. Og denne kvinde sagde også ja til englen, men englen i paradiset blev ikke sendt af Gud. På den måde sagde Eva nej til Gud og hendes beslutning har bevirket, at menneskeheden har mistet paradis. Maria sagde ”ja” til Gud, og på den måde lukkede denne verdens dør op for Guds Søn, som kom for at betale for Adams skyld.  Jesu fødsel, den fest, som vi fejrer i morgen minder os om den gamle sandhed, at der, hvor mennesker siger ”ja” til Gud er altid fred og velsignelse, der er altid lykke og glæde, der er altid frelse og liv. Men der, hvor mennesker siger ”nej” til Gud, der er altid forbandelse og ondt, der er altid ulykke og fortvivlelse, der er altid fordømmelse og død. Sådan er også i vort personlige liv. Vore beslutninger har ikke så stor indflydelse på hele verden og dens historie, men vor ”ja” eller vor ”nej” til Gud har en stor indflydelse på vort eget liv og på vore nærmestes liv. Mange gange skal vi bestemme mellem vor vilje og Guds vilje. Vælger vi vor vilje, det betyder, at vi synder. Enhver synd sårer os og dem, som lever omkring os. Vælger vi Guds vilje, det betyder, at vi lever med en god samvittighed og den sande glæde. Det er rigtigt, at vi skal give afkald på vore egne planer, når vi vælger Guds vilje. Maria gjorde jo det samme. Hun havde sikkert sine egne planer på fremtiden, men der kom Guds engel og spurgte hende: vil du ændre dine planer og vælge Guds vilje? Det var ikke så let, at svare bare ”ja”. Maria har stillet et spørgsmål: ”Hvordan skal det gå til?” Og hun fik et svar, en forklarelse fra englen. Så sagde hun: ” Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Vi snakker også med englene, forskellige englene, hver dag. Men vi skal passe på, hvem vi siger ”ja”. Når vi synder, så betyder det at vi har begået den samme fejl, som Eva i paradis. Når vi lever godt og helligt, så betyder det, at vi har sagt ”ja”, ligesom Maria. Og vort ”ja” især nu, hvor vi fejrer om lidt Jesu Fødsel, kan bevirke, at Jesus kommer også til os, til vort personlige liv, for at fylde os op med hans fred og glæde. Amen.     



3. søndag i advent. B.

     Mine kære! Dagens søndag, den 3. søndag i advent kalder man i kirkens liturgi ”Glædens Søndag” – ”gaudete” – på latinsk. Og denne søndag minder os om, at hele advent er en glædes tid, hvor vi venter på den forjættede Messias. Mange venter ikke på ham, mange venter på Gud med frygt, men vi kristne, som tilhører ham, venter på Gud med en rigtig stor glæde. Han har åbenbaret sig for det udvalgte folk Israel, han kom til denne verden i Betlehem for 2000 år siden, han kommer til os kristne i kirkens liturgi, i enhver Messe i enhver fest og højtid. Sammen med Jesus, kommer til denne verden et nyt håb. Nu ved vi, at Kristus har frelst os. Men selv om frelseren kom på jorden og har frelst os, så hans frelse er ikke endnu fuldført. Selv om han blev korsfæstet for os, opstod fra de døde og har sejret over døden, så vor personlig frelse er for os snarere en opgave end en gave. Det betyder, at vi har fået fra Gud en chance for at få det evige liv, men først skal vi vise ham, at vi vil meget gerne tilhøre ham. Hvordan kan vi gøre det? Man behøver bare, at sige ja til Gud i hvert område af vort liv. Man behøver bare at forstå, at kun Gud kan give os den sande glæde. Vi lever i denne verden, vi benytter dens rigdomme, men den sande rigdom er altid hos Gud. Han er den største rigdom i vort kristne liv. Vi kan se og erfare, at så mange er fortabte i dag, at så mange er skuffede og trætte af livet. Det er sådan fordi de leder efter forskellige værdier på forskellige måder og på forskellige steder. Men meget tit finder de kun en erstatning i stedet på de sande værdier, fordi de leder efter dem ikke der, hvor de kan finde dem. I dag tilbyder verden os rigtig mange ting, som kan give os glæde. Men efterhånden opdager vi at det er en kortvarig glæde. Vi kan erfare det på vort livs vej, at verdens goder ikke kan give os den sande glæde. De giver os snarere skuffelse end glæde. Sådan var det også på Jesu tid. Mennesker ledte efter nogen, som kunne vise dem den eneste vej til den sande glæde. Derfor kom tusinder af jøder til Johannes Døberen, for at høre ham, for at blive døbt og få syndernes forladelse. Mennesker har brug for nogen, som kan befri dem, fra deres synder, svagheder og mangler. Mennesker har mere brug for fred og ro i hjertet end for alle de ting, som verden tilbyder dem. Hvor kan vi altså finde den sande glæde og lykke? Et svar på det spørgsmål kan vi finde i bibelske tekster, især i evangelierne, som vi også kalder det Glæde Budskab. Der er så mange ord, som kan hjælpe os med, at forstå, hvad den sande glæde er og hvor vi kan finde den. Der er så mange gode tanker, som kan hjælpe os med, at forstå den store mening med vort liv. Der er så mange gode råd, som kan hjælpe os med at leve i denne verden med en stor optimisme. Kristendommen er jo den glade religion. Vi kristne kan altid finde en grund til at være glade. Vi har en Far i himlen, som elsker os og behandler os som sine børn, han har sendt sin enbårne Søn og gav ham som et offer for vor skyld. Kristus har frelst os og gav os det Glade Budskab om frelsen. Han blev sammen med os i sin Kirke, for at føre os til det evige liv. Vi er ikke faderløse, men vi har altid haft en Far, som vil, at alle hans børn kan blive frelst. Han sørger for os, han hjælper os og støtter os i vort livs svære timer. Han har givet os igen chance at få de værdier, som Adam og Eva har mistet. Han har forberedt os en bolig i himlen. Er det ikke nok til at være glad? Kun i Gud, kun i ham kan vi finde den sande lykke og glæde. Gud selv er nok. Men der er noget, som kan berøve os disse værdier – det er hver eneste synd. Arvesynden bevirkede, at mennesker har mistet paradis. Vore synder bevirker, at vi mister livets lykke og glæde. Derfor er det nødvendigt at forsone os med Gud, at bekende vore synder og at få syndernes forladelse. Julefest er en glædes fest, men man kan ikke fejre denne fest med glæde, hvis først man er ikke forberedt til den. Derfor ligesom de mennesker, som kom til Johannes Døber, kan også vi forberede os til mødet med Gud, til mødet med Kristus i den kommende Herrens Fødselsfest, som bringer til verden en meget stor glæde. Vil du deltage i denne glæde? Vil du tage imod den store gave fra Gud? Så sig det til Gud i din bøn, måske i aften, at du har brug for den sande glæde, at du vil altid tilhøre Gud, at du venter frem for alt på ham i denne adventstid. Og kom til ham med anger, for at bekende alle dine synder. Du savner jo Guds barmhjertighed. Det gør ikke ondt, at komme til skrifte, tværtimod, du forbereder dig på den måde bedst muligt til at møde den sande Gud, som kommer for at berige dit liv med den sande Guds glæde. Amen.         


2. søndag i advent. B.

”Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land” – hver advent lyder disse ord, som en slags opfordring, der varsler Herrens komme. Hvert år hører vi de ord og tænker automatisk på den kommende Julefest. Vi er nu vandt til den særlige advents stemning. Lilla farve i liturgien, adventskrans, juledekorationer og mange mennesker i supermarkeder. Snart kommer igen den stille nat, dejlige nat. Og på den måde kan vi falde i sovn og glemme, at Gud vil virkelig komme til os, til enhver af os. Man kan fejre meget højtideligt søndage og fester, men samtidig blive lukket for Gud. En gang immelem kan jeg høre, at nogle katolikker klager over, at det er så kedeligt i kirken. Altid det samme og det samme. Den samme søndagens Messe, den samme advent, Jul, fastetid og Påske. Det er ikke så spændene at deltage i det samme på ny. Ja, det er rigtigt, at hele liturgiske kalender er rund. Den ligner en cirkel, hvor vi oplever forskellige kirkens begivenheder. Man kan alligevel sammenligne denne kalender med vindeltrappe, som vi klatrer os der op på, mod himlen, hvert år nærmere og nærmere. Når vi kommer i kirken og deltager i de forskellige andagter, så deltager vi ikke i en teater eller i et foredrag. Hver liturgi er ikke bare et minde, men frem for alt er en eller anden begivenhed fra frelses historie til stede. Når vi deltager i hver eneste Messe og vi ser bare forskellige liturgiske former og tegn, så vi ser bare det, som vi kan se med vore øjne, men i denne liturgi kommer virkelig Kristus til os i Eukaristien. Hvis det er sådan, at Gud selv kommer til os i hver hellige Messe, så hvordan kan de være kedeligt? Det er muligt, men kun for dem som er lukkede på grund af deres vantro og rutine. Der er også andre, som forventer, at liturgien i kirken bliver ligesom en sjov med god musik og dans. Ja, man kan prise Gud også på den måde. Der er forskellige religiøse grupper, som ære Gud under en koncert eller gospel sang. Men Jesus sagde ikke: Syng og dans for mig, så jeg kommer til stede og danser sammen med jer. Nej. Han sagde: Tag det og spis, tag det og drik, det er mit Legeme, det er mit Blod. Og vi gør det til hans ihukommelse. Han kommer til os hver gang, når vi fejrer den hellige Messe. Han kommer til os som det lille barn, han kommer til os som den korsfæstede og han kommer til os som den opstandne Herre. Alle de forskellige dekorationer, liturgiske farver og billeder hjælper os bare med at opleve en eller anden fest bedst muligt. Men det vigtigste er altid vor forberedelse. Og det glemmer vi tit. Men Gud glemte det ikke. Han har også forberedt sin komme. Og det var ikke bare 4 uger, men mange tusinde år. Til sidst sendte han Johannes døberen for at forkynde Messias’ komme. Gud har forberedt sig til at møde med os mennesker. Bør vi ikke des mere forberede os til hans komme? Jo, det er vor pligt. Ikke bare til Julefest, ikke bare til Påskefest, men også til enhver Messe. Derfor er det så godt, at komme til søndagens Messe lidt tidligere, komme ind i kirken og bede i stilhed foran tabernaklet. Derfor har vi advent, en forberedelsens tid før Jul, og fastetid en forberedelsens tid før Påske. Vi må ikke glemme, at forberede os til mødet med Gud. Men enhver Messe og enhver fest, som vi fejrer må ikke være bare et møde med Gud, med frem for alt bør det være en lejlighed til at invitere Gud ind i vores liv. Vi kommer i kirken med vore svagheder og synder, med vore problemer og bekymringer, men vi gå ud fra kirken med Gud, som sejrer over alle de laster og fjerner dem fra vores liv. ”Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud” – det betyder: vær ikke bange, luk døren op for Kristus, luk dig selv op for Gud. Han vil komme til dit liv og blive en god hyrde for dig: ”Gud Herren kommer i styrke, han hersker med sin arm. Hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham. Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene” 

   Mine kære. ”Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” Lad os lukke vore hjerter op for Gud, som kommer for at frelse os. Amen.      


1. søndag i advent

Hver advent minder os om vor Herre, som kommer. Han kommer til os ikke bare i Julefesten, som vi forbereder os til. Han kommer til enhver af os i vor død. Han kom til vore kære afdøde i deres død. Sådan er det med vort jordiske liv. I dag er der ingen prædiken, men jeg vil fortælle jer en historie. En italienske kvinde Elisa, som var mor til fem børn, fik pludselig at vide, at hendes mand blev ramt af en bilulykke. Hun kom på sygehuset hurtigst muligt. I venterummet mødte hun en anden kvinde, hvis mand har mistet sit liv i en lignede bilulykke. Elisa kom til hende og sagde, jeg forstår din smerte, det gør mig også ondt. Men den anden kvinde råbte: "Min mand var for mig alt, han var den vigtigste i mit liv. Nu er mit liv meningsløst. Jeg har ingen grund længere til at leve” Elisa, som var en meget from kvinde sagde til sig selv: Jeg er så glad, og så taknemmelig, at for mig Gud er alt, Gud er den vigtigste, Gud er på den første plads i mit liv. Lidt efter fandt hun hendes mand, som var bevidstløs. Hun kyssede ham og bad til Gud: Min Gud, ikke min vilje men din skal ske. Hvis du vil så min mand bliver rask, hvis ikke, tager du ham i himlen. Hendes mand døde. Under begravelse følte hun Guds kærlighed og hendes børn kærlighed. Omkring hende var der mange venner og veninder. De bad og sang dejlige religiøse salmer. Elisa blev overbevist om at hendes mand kom ind i himlen, i Faderens hus. Amen.    


Jesus Kristus Universets Konge. A. 2017

    Hele advent venter vi på Jul – festen for Jesu Kristi fødsel. Vi fejrer en stor fest, hvor Gud kommer til os, som et lille barn, et våbenløse barn, men samtidig, som en konge. De tre vismænd fra øst spurgte jo Herodes: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Jesus fortalte et par gange om hans rige og foran Pilatus sagde han: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« Jesus er konge, han er universets konge, han er konge over hele verden, over hele jorden, han er konge over os alle. Derfor fejrer vi dagens fest, i den sidste søndag om året, for at overveje den dag, hvor Jesus kommer igen, han komme ikke som et lille barn, for at frelse os, men som den største hersker og dommer, der kommer for at dømme jorden. I dagens første læsning varsler Gud dommen over hele menneskeheden: ”Mine får, jeg vil dømme dyrene imellem, både væddere og bukke” Men før dommen viser Gud sig som en hyrde, en god hyrde. Dette Guds billede viser os, hvordan han elsker os mennesker. Han venter ikke på vor fejl, for at straffe os. Han vil ikke ødelægge os på grund af vore synder, han vil heller ikke efterlade os magtesløse. Først passer han på os, fører os, hjælper os i vore svære dage, og forstærker os, for at give os alt muligt på vejen til frelse. Bagefter kommer han og spørger os: hvordan har vi brugt hans gaver. Og det bliver dommen, når vi skal stå ham til regnskab for, hvad vi har brugt dem til. Først er Gud for os, som en god hyrde, der passer på os, sørger for os og hjælper os i svære tider. Kristus sagde om denne sandhed mange gange i forskellige lignelser. Men han fortalte også lignelsen om verdensdommen. Denne historie hørte vi i dagens evangelium. Vi kender godt denne tekst. Og hver gang hører vi de vigtigste sætninger: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” og ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig” Disse ord husker vi og en gang imellem citerer vi til andre. Men de andre venter ikke så meget på de forskellige citater fra Bibelen men på en eller anden konkret gerning. Sidste søndag hørte vi pavens budskab med tema: ”Lad os ikke elske med ord eller tunge men i gerning og sandhed” Hvad skal vi så gør? Vi har fået så meget fra Gud og vi vil gengælde Gud for det hele. Hvordan? Hvad kan vi give Gud? Hvad har han brug for? Man kan svare: han er almægtig og har ikke brug for noget fra os. Men han venter på vor gengæld i vore brødre og søstre, som har brug for vor hjælp. Lignelsen om verdensdommen udtrykker denne sandhed. Vi skal dele med andre alle de gaver, som vi har fået fra Gud. Det betyder at vi ikke må beholde Guds gaver for os selv. Det hele som er i verden og verden selv hører til Gud. Han har skabt hele universet og regerer der som en konge. Men han er ikke ligesom mange andre jordens konger. Han forklarede det sine apostle, når han sagde Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Sådan er vor konge.  Og dagens fest indbyder os til en ny måde at leve på. Jesus kom ikke for at udøve magt, men for selv at tjene. Han lod ikke andre dø for sig og sin sag, men gik selv i døden for sine brødre og søstre. Hans kongedømme er placeret i troens kategori. Her taler Jesus Kristus det første og det sidste ord i utallige menneskers liv, og betyder for os håb, kærlighed og frelse. Men frem for alt viser han os, hvor meget vi skal elske og hvor stor vor kærlighed skal være, især mod de, som har brug for vor hjælp. Den hellige Moder Teresa har sagt: ”Vi kan ikke gøre store ting, men vi skal gøre små ting med en stor kærlighed” 

     Kære alle sammen. Vor kirke og vi alle tilhører den Korsfæstede og Opstandne Herre, Jesus Kristus, universets Konge, som er Guds svar på menneskehedens længsel efter frihed, efter glæde og efter den sande broderlige og søsterlige kærlighed overalt i verden. Vi alle bliver også dømt af vor kærlighed.   Amen.


Laterankirkens Indvielses Fest. 2017.

    Hvert år fejrer vi festen for Laterankirkens Indvielse. Derfor kender vi nu denne kirkes historie og vi ved at fra den gamle tid blev kirken kaldt: ”Moder for alle kirker i hele verden” Hver mor har mindst et eller flere børn. Efterhånden har den også børnebørn, oldebørn o. s. v. Laterankirken har i dag millioner efterkommere i hele verden. Det er forskellige kirker, gamle og nye, traditionelle og moderne, store og små, byens og landsbyens kirker. I enhver kirke oplever kristne den hellige liturgi for Guds ære. Vi alle har brug for et sted, hvor vi kan læse Guds Ord, hvor vi kan modtage de hellige sakramenter, hvor vi kan bede en fællesbøn eller en særlig personlig bøn, hvor vi kan deltage i kirkens liv og erfare det kristne fællesskab. Det er vigtigt for os, det var vigtigt for alle kristne, som levede før os. Vi har brug for et hjem, vi har brug for et arbejde, vi har brug for vor familie, for vore venner, vi har brug for et sted, hvor vi kan more sig, slappe af og udnytte vor fri tid. Men vi har også brug for en kirke. Dagens fest minder os om det, ikke bare for at tænke på Laterankirken i Rom, men også at tænke på vore lokale kirker, på kirken i Herning, på kirken i Lemvig. De to kirker er ikke store, ikke gamle, ikke særlige kirker. Men de har en stor betydning for os. I dette sted blev nogle af os døbt, her har vi modtaget andre sakramenter, som skriftemål, kommunion, firmelse, bryllup. I dette sted tager vi afsked med vore afdøde og beder for dem under begravelse og hver hellige Messe. Det er meget vigtige begivenheder i vort liv. Derfor skal vi på en særlig måde passe på vore kirker, derfor bør vi forstå vort ansvar for dette sted. Dagens fest minder os om, hvad en kirke betyder for os kristne, for os katolikker. Men dagens fest er også vor lokale kirkes fest, som består af de konkrete mennesker. Hele Kirken og vor menighed består af forskellige nationaliteter, kulturer og traditioner, den består af forskellige mennesker. Men ethvert menneske er som en sten, som er en del af denne kirke. Enhver af os har sin egen plads, sine opgaver, sit ansvar i den. Derfor er enhver af os så vigtig på grund af det, at Kristus blev korsfæstet for os alle, at han kaldte os alle til sin Kirke, at vi er som de levende stene, som danner hele Kirken. Vi er et fællesskab i hele verden, men også et fællesskab i Herning, i skt. Peters kirke sammen med den Hellige Kors kirke i Lemvig. Vort fællesskab er des mere værdifuldt, når vi mødes sammen for at bede. Alle vore kirker i hele verden hører til en stor Kirke – Jesu Kristi Kirke, den Katolske Kirke. Kristus er stadig i denne Kirke, han passer på dens sikkerhed, og han kræver af os, at vi som hører til denne kirke kan leve i fred, enhed og kærlighed. Han forventer også at vi som kirkens medlemmer kan forkynde hans Evangelium, støtte vor pave i hans ansvarlige opgaver og træde i skranken for vor katolske tro, for vor kirke og for dens hyrde.  

     Mine Kære! I dagens anden læsning belærer Paulus os om, at kirken er Guds hus, og dette hus har kun et fundament: Jesus Kristus. Det betyder, at vi, når vi overvejer vort kirkelige tilhørsforhold, da må gøre os klart, hvad der er vort fundament. At fejre kirkeindvielsesfest er at fejrer vor forbundenhed med Kristus – synlig gjort i en kirkebygning, virksom i enhver af os. Desuden lærer dagens Evangelium os, hvordan vi skal omgås med vore kirker. De skal ikke være rammer for verdslige forretninger, men være rammer om bøn. I denne forbindelse kunne man se nærmere og kritisk på vor anvendelse af kirkebygninger, men det skal ikke nærmere udredes her. 

     Lad os, der er her til stede i Guds hus overveje, hvor vi er med vore tanker og hvilke hensigter, vi har. Et ”bønnens hus” – det betyder samling, indre stilhed, at være bevidst om at være til stede for Guds ansigt, at lytte til Gud, at tale med Gud. I alt dette er jeg, den enkelte, ikke alene. Der er andre, der vil det samme. Vi er sammen Kirke, mennesker, som er samlet til bøn – ikke blot her, men over hele verden. Det er altså en dag, hvor enhver af os kan overveje, hvad det betyder at have en kirke, et ”bønnens hus” og hvad det betyder at være et fællesskab, en kirke – en Katolsk Kirke. Amen.



Alle Helgen. 2017.

     Salige er de barmhjertige .... I dag ærer vi alle helgener, alle, også dem, som ikke blev helgenkåret af Kirken, men lever nu i himlen, som helgener. Hvordan kan man blive helgen? – spørger vi en gang imellem. Jeg vil fortælle jer et eksempel. Der var den II verdenskrig. En af tyske soldater Bernhard Haring har skrevet b. a.: Efter den store kamp ved Stalingrad undgik jeg et fangenskab. Sammen med mig var der 18 andre soldater, som blev såret og havde brug for hjælp. Vi har fundet en fattig, russisk hytte. Russerne som boede der, har modtaget os med venlighed. Vi var fuldstændig overrasket, at de har hjulpet os, har givet os mad og har redet vort liv. Det var jo meget farligt for dem. De kunne miste deres liv, hvis russiske soldater fandt os der. Jeg har spurgt dem næste dag: - Hvorfor hjælper I jeres fjender? – Vi har fire sønner i den russiske hær. – svarede en kvinde – hver dag beder vi til Gud, at de kunne komme tilbage hjem levende. Hvordan kunne vi bede Gud om det, hvis vi glemte, at jeres mødre beder om det samme? Hvor kender vi lignende historie fra? Fra lignelsen on den barmhjertige Samaritaner. Kristus lærer os der, at vi skal hjælpe alle uden hensyn til, hvem de er og hvad de hører til. Alle, som har brug for vor hjælp bør få den hurtigst muligt. Det er bare et eksempel på, hvordan man kan blive helgener.  



Verdensmissionen.2017.

       ”Gennem Evangeliets forkyndelse bliver Jesus hele tiden til vor samtidige, så at de, der modtager ham i tro og kærlighed, oplever den forvandlende kraft i ånden hos den opstandne, som gør menneskeheden og skaberværket frugtbare som med regn der falder på jorden” – sådan har blandt andet skrevet pave Frans i årets budskab til verdensmissionssøndagen. 

     Kære alle sammen. Disse pavens ord viser os meget klart den store mening for Evangeliets forkyndelse. Kirken forkynder det glæde budskab hele tiden. Ligesom jorden har brug for regn, ligesom livet har brug for vand, sådan har troen brug for Evangeliet. Uden Guds Ord begynder vor tro at dø. Derfor forkynder man Evangeliet ikke bare for dem, som hørte ingenting om Kristus, men også for dem, som tilhører Kirken, som er kristne, for at de kan ”ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” Derfor har Kirkens mission en rigtig stor betydning for alle, som vil finde Gud i deres liv, som vil blive kristne og som kristne vil blive udholdende i troen. Vi alle har brug for Guds Ord, som evangeliserer os, især når vi kommer i kirken, for at deltage i det højtidelige festmåltid om søndagen. Det er den livgivende Guds regn, som giver os det åndelige liv og bestyrker os i det daglige liv. Men ikke bare det. Evangeliet, som forkyndes for os hjælper os meget med vore menneskerelationer. I dagens første læsning siger Gud til os: ”Vær gode mod hinanden, hjælp andre, vær barmhjertige og retfærdige mod andre” Kort sagt: ”Elsk andre, ligesom jeg elsker jer” Gud lærer os, hvad det betyder at elske. Guds Søn, Jesus Kristus er kommet til verden, for at frelse os, men først har han lært os om kærligheden, om den sande kærlighed, som er Gud selv. Farisæerne og de skriftkloge var utilfredse med Jesu lære, som kunne ødelægge deres position mellem jødefolket. Derfor prøvede de mange gange at sætte Jesus på prøve. I dagens Evangelium spurgte en af dem Jesus om det største bud. For Jesus drejede det sig om det første og det vigtigste bud – kærlighedens bud. På den måde korrigerede Jesus jødernes tro. På den måde korrigerer han også vor tro. Uden kærlighed kan vi have bare tomme hænder. Men med kærlighed kan vi overholde alle Guds bud og også se andres behov. Den hellige Johannes har skrevet det sådan: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham — hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” Vi kan meget let bevise kærligheden til vores næste. Man behøver bare at se andres behov og hjælpe dem. Man behøver bare at give dem vor tid, vor smil, vor venlighed. Men hvordan kan vi bevise vor kærlighed til Gud, af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind? Hvordan kan vi bevise at vi elsker Gud mere end vore nærmeste, end alle ting, som vi ejer, mere end os selv og vort liv? De første kristne har bevidst deres kærlighed til Gud når de døde som martyrer. Mange af dem blev dømt til døden, på grund af det, at de har deltaget i Eukaristien. På den måde beviste de at Gud er den vigtigste i deres liv, at de elsker Ham mere end alt andet. På den måde opfyldte de ikke bare den første del af Kærlighedens bod, men også har bevidnet deres tro på Evangeliet. Og et sådant vidnesbyrd er uden tvivl den smukkeste evangelisering. Hvad med vor kærligheden til Gud? Hvad ofrer vi Gud, som bevis på vor kærlighed? For at bevise den kærlighed, skal man også give noget, frem for alt vor tid, især vor fritid og vor god vilje til at deltage i det festmåltid, som Gud indbyder os til. Vor personlige, daglige bøn bevidner også at vi elsker den, som vi vil snakke med. Vi har alle brug for kærligheden, men kærligheden er krævende. Den sande kærlighed opfordrer os til et livende tro. En tro på Gud, som viser andre at vi elsker ham og samtidig glemmer aldrig andres behov, men hjælper dem med den kærlighed, som vi har fået fra Gud, sammen med hans Evangeliet. På den måde forkynder vi det glæde budskab ikke bare med ord men frem for alt i gerning og sandhed. Amen.



29. søndag i året. A.

   Kære alle sammen! Dette spørgsmål, som farisæerne stillede Jesus i dagens Evangelium er stadigvæk aktuelt for mange kristne. Mennesker som blev døbt har nogle gange et dilemma: efter hvilken lov bør vi leve – efter menneskers lov eller efter Guds lov? Er det muligt at forene menneskers lov med Guds lov? En gang imellem var der meget alvorlige situationer, som førte nogle kristne til rigtig store problemer, fordi de ikke ville leve efter den lov, som var imod kirkens lov. Sådan var det f. eks. i Spanien under den forfærdelige borgerkrig, hvor kommunister har myrdet så mange præster og præstestuderende, som ville ikke fornægte Kristus. Der var ca. 8000 martyrer, som snarere ville dø end at leve uden Gud i et kommunistisk stat. Men ikke bare det. Kristne har erfaret rigtig mange svære situationer, hvor man skulle vælge mellem Guds lov og statens lov. I dag har vi også det samme dilemma. Selv om vi lever i kristne lande, så må vi passe alligevel på statens lov, som siger noget andet end Guds lov. For eksempel: mange kristne spørger i dag: hvordan kan man forene arbejdet med helligdagen, hvad skal man vælge, arbejdet eller søndagens Messe? Gud eller kejser? Dette spørgsmål, stillede farisæerne Jesus i dagens Evangelium; et meget spidsfindigt spørgsmål fordi et positivt eller et negativt svar, kunne udsætte ham for had fra den ene eller den anden side: fra jødefolket eller fra Kejseren. Kristus forstod alligevel deres list og ikke bare undgik fælden men har også givet os et godt råd, til at stille alt på sin plads, og give enhver sit, både Gud og mennesker. Vi kristne har en dobbelt borgerret. Vi er to verdens borgere: jordens og himlens borgere. Og vi har forskellige opgaver og forpligtelser overfor disse to virkeligheder. Disse opgaver og forpligtelser falder sædvanligvis sammen. De kan ligne to sider af den samme mønt. Når vi er en stats gode og retfærdige borgere, når vi arbejder samvittighedsfuld, for at folket kan leve i en velstand, så det betyder, at vi også er gode kristne. Sådan tænkte sikkert den hellige apostel Peter da han har skrevet i sit første brev: ”Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen” Sommetider kan man ikke alligevel forene menneskers lov med Guds lov. Undertiden er disse to virkeligheder kommet i konflikt med hinanden og udelukker gensidigt hinanden. Og i sådan en situation skal vi vælge mellem Gud og kejser. Men en rigtig kristen bør ikke have noget problem med at vælge det, som Gud lærer os og som vor samvittigheds røst siger til os. Sådan gjorde de første kristne, som ville ikke afsværge deres tro. Sådan gjorde mange kristne martyrer, som vi ærer nu som helgener. 

      I vores liv, kan der også komme sådanne situationer, hvor vi er nødt til at træffe et valg mellem Gud og kejseren; vælge mellem Guds lov, og loven, som er fastsat af mennesker. I mange lande, skal katolikker vælge i dag mellem et liv med ægteskab eller skilsmisse, mellem godkendelse af hvert enkelt nyt liv eller abort, mellem et kristent liv, som ligger i det at deltage i kirkens sakramentale liv eller et hedningers liv, som ligger i det at benytte fri dage kun for at more sig, dyrke sport eller grille med sine venner. Statens lovgivning kræver ikke, at katolikker skal deltage i Kirkens sakramentale liv og straffer dem heller ikke når de kommer ikke i kirken. Alle har ret til at planlægge deres fritid, som de vil. Alle er frie mennesker og har lov til at vælge mellem det som hører denne verden til, og mellem det, som hører Gud til. Hvad kan vi så give Gud, som hører til ham? Han dyrker ikke sport, han ser ikke fjernsyn, han fejrer heller ikke fødselsdag. Han har ikke brug for supermarked, for biografen eller for udflugt med dejlige udsigter. Men det er sikkert, at ham tilhører tid. Derfor kan vi altid give ham vor tid, især om søndagen, for ar deltage i Eukaristien – som betyder taksigelse – og sige ham tak for alt, som vi har fået fra ham sidste uge, en særlig tak for den næste uge, hvor vi kunne leve, arbejde og glæde os med den dejlige verden, som vi lever i.

     Lad os bede Kristus, som er sammen med os i den hellige Messe om udholdenhed og mod, at vi altid må vælge Gud i vort kristne liv: ”Herre Jesus Kristus, hjælp os til at være gode borgere og samtidig gode kristne. Og hvis statens lovgivning bliver en gang imellem imod den lov, der er fastlagt af dig, giv os mod og styrke for at vi kan frem for alt være trofaste mod dig” Amen.



28. almindelige søndag. A.

     En præst har fortalt en historie om en gammel kvinde, som han besøgte. Hun var enke og boede alene. Men den dag, som han kom til hende var en særlig dag. Det var hendes fødselsdag. Præsten vidste det ikke, han var overrasket, men samtidig glad, at han kan dele med hende den store oplevelse. Kvinden havde festlig tøj på, hendes hjem blev pyntet og bordet forberedt med forskellig slags mad. Mange tallerkener ventede på gæster. Præsten spurgte hende: hvem har du inviteret? – Alle mine børn og børnebørn – svarede hun med glæde og tilføjede – Vi skal fej

Sognepræsten
P. Winek Barwinski
Lillelundvej 36
7400 Herning
 Tlf. +45 41 24 52 40

 mail: vinci@sktpeter.dk

Om mandagen holder præsten fri, og kan ikke kontaktes


Aktuelt

Hverdagsmesse

tirsdag og fredag kl. 17.00

lørdag kl. 9.00

  Skriftemål

fredag fra 16.30 - 17.00

søndag fra 9,30 - 10,00


 
Lillelundvej 36 · 7400 Herning · +45 9712 4382/+45 4124 5240