Festen for den Hellige Treenighed. 2018.

     I vor menneskelige natur er der indskrevet en længsel efter Gud. På grund af det har mange mennesker skabt en eller anden afgud, for at ære ham og tjene ham. Der var mange afguder i hele menneskers historie. De var faktisk de falske guder, men på den måde ville mennesker udtrykke den store længsel efter den sande Gud. Og denne længsel har motiveret mange filosofer og vismænd til at lede efter den største væsen, som har skabt hele universet, hele verden og alle mennesker. Men Guds planer blev opfyldt på en hel anden måde. Han udvalgte et folk, som var ikke så stort, ikke så stærkt, ikke så særligt – Israels folk. Og dette folk har han ophøjet mellem andre, men det gjorde han ikke for at diskriminere andre, men for at forberede verden til Guds første komme. Israels historie varsler nemlig Frelserens komme på jorden. Jesus kom som en Israelit af Davids stamme. Han kom for at opfylde Guds lov, d. v. s. for at åbenbare os Guds natur. Det gjorde han ikke fuldstændig, fordi vi kunne ikke forstå hele Guds natur. Vi fik at vide, kun lidt om Gud, men det er nok for os, at tro på det og ære den Gud, som har åbenbaret sig først for Jøderne og bagefter for hele menneskeheden. Frem for alt ved vi at Gud er Kærlighed, en sådan kærlighed, som vi mennesker kan overhovedet ikke forestille os det. Mange gange siger man, at Jesu lidelse og kors er den største bevis på, hvor meget elsker Gud os mennesker. Men sandheden er sådan, at Guds kærlighed er større og større. Hvis det var nødvendigt, så døde Jesus for os igen og igen. Guds kærlighed er grænseløs. Vi mennesker elsker også, men vor kærlighed er hele tiden ufuldkommen. Derfor har vi hele tiden brug for Guds fuldkomne kærlighed, for Guds barmhjertighed. Vi ved at Gud er ikke bare den eneste, evige og almægtige. Han er også vor Far, d. v. s., han er ikke den retfærdige dommer, som straffer os for vore synder, men en god far, som tilgiver os og hjælper os i vor elendighed og nød. Vi er virkelig lykkelige, at vi har den Gud, som elsker os ligesom en far elsker sine børn. Men Gud elsker os meget mere, han elsker os mere end vore forældre elsker os. På den måde skaber vi en rigtig stor familie med vor Far i himlen – Guds børn familie. I dagens anden læsning hørte vi: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger” Men ikke alle mennesker ville tilhøre denne familie. Jesus sagde jo: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” Imidlertid har vi alle ikke bare brug for vor jordiske familie, men også for den evige, som vi er kaldet til. En dag skal vi jo flytte til Faderens hus i himlen, hvor Jesus har forberedt en plads for enhver af os. Vi ved, at Gud er en men samtidig i tre personer, som skaber et fuldkomment fællesskab – den Hellige Treenighed, som vi ærer, selv om vi forstår det ikke. Det er et mysterium for os, d. v. s. noget som blev os åbenbaret, men er umuligt at forstå. Sådan er Gud, han er fuldstændig fuldkommen og samtidig uforståelig. Den Hellige Treenighed blev åbenbaret først under Jesu dåb i Jordanfloden og det var faktisk en begyndelse for Jesu virke, som Messias. Og i dagens Evangelium befalede han sin disciple, at forkynde Evangeliet og døbe mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det var de sidste ord, som Jesus sagde før sin himmelfart. Den Treenighed, som har åbenbaret sig for os, er for os det bedste eksempel på et fællesskab. Vi kristne som skaber tre grupper: katolikker, ortodokse og protestanter lever desværre i uenighed og det er ærgerligt, at vi alle tror på den fuldkomne enighed mellem de tre guddommelige personer og selv kan ikke blive enige i vor tro. Men det er næste bevis på, at vi er svage og syndige, og derfor har brug for den Gud, som hjælper os med at forene alle kristne i et Guds folk, som bliver Guds elskelige børn, der får et hus i himlen, Faderens hus, hvor alle kunne elske hinanden uden hensyn til hvilke kristne kirker de tilhører. Vi er ikke alene i vor menneskelige elendighed, Kristus er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.       



7. søndag i Påske. B.

     Evangelisten Johannes har aldrig kunnet glemme Jesu afskedsord. Han har skrevet dem ned og vi kender dem under navnet ”Jesu ypperstepræstelige bøn”. I dagens Evangelium hører vi slutningen af Jesu afskedstale ved den sidste nadver. Om lidt vil Judas forlade bordet for at forråde Jesus. Samme aften vil han vise vejen for dem, der vil tage Jesus til fange. Jesus må have vidst at det var det sidste måltid, den sidste nadver, sammen med sine disciple. Så snart han forlader nadversalen vil der ske frygtelige ting. Vi ved det nu. Disciplene anede det endnu ikke dengang, selvom det må have chokeret dem da Jesus sagde: ”En af jer vil forråde mig” Det som lå Jesus på hjertet, har Johannes gengivet i en bøn, som Jesus retter til sin Far i himlen. 

     Det viser sig, at Jesus for det første er bekymret for enheden blandt disciplene: ”Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være et, ligesom vi”. Det må have smertet Jesus, at der blandt de 12 han havde kaldt til at være disciple alligevel var en forræder. Også de 11 som blev tilbage må have følt det som et chok, for – som vi kan læse i dagens første læsning – foreslog Peter at de hurtigst muligt skulle vælge en anden, som kunne indtræde i apostelkollegiet i stedet for Judas. ”Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, og jeg vogtede dem …” – siger Jesus. Men nu er han bekymret for hvordan det vil gå, når han ikke mere synligt vil være til stede. At Jesu bekymring ikke var uden grund, viser 2000 års kirkehistorie, hvor den ene splittelse efter den anden har ødelagt enheden blandt de kristne. Undertiden har de endda bekæmpet hinanden og slået hinanden ihjel ”i Guds navn”. Endnu den dag i dag mærker vi hvor svært det er at genfinde enheden selvom der gøres mange anstrengelser for at genoprette fællesskabet mellem de forskellige kristne trossamfund. Jesus beder indtrængende om at de kristne kan være et. Ikke en overfladisk enhed, men samme enhed der hersker mellem ham og hans himmelske Far. Et mere intenst fællesskab kan man ikke tænke sig. 

   Det andet, som ligger Jesus på sinde er: at Gud må bevare disciplene for det onde. Han siger ikke, at de ikke vil møde modgang eller bekymringer, men han beder om at det onde ikke skule overvælde dem. Jesus beder om, at vi – selvom vi lever i verden ikke skal være af verden. Jesus forventer at hans disciple skal være lys og salt i verden. Men hvis vi bliver af verden er det ensbetydende med at vi er blevet salt, der har mistet sin kraft. Salt der har mistet sin kraft, duer til ingen ting.

   Det sidste ønske, der indgår i Jesu testamente er en bøn til Gud: ”Hellig dem i sandheden”. At blive ”hellig” hænger nøje sammen med at blive bevaret fra det onde. Det er en skam at mange mennesker ikke tør længes efter at blive hellige. Mange nøjes med at være ”et ordentligt menneske”.

   I stedet for ”helligheden” foretrækker vi ofte ”middelmådigheden” for ikke at tiltrække os de andres opmærksomhed. Men derved yder vi hverken os selv, Kirken eller verden en tjeneste. Helgener har altid haft en stor betydning og har været til gavn for samfundet som helhed. Tænk blot på Moder Theresa, på den hellige Birgitta eller på de mange ordensstiftere. Uden dem ville verden se helt anderledes ud i dag. Når vi er bevaret for det onde, helliget i vort arbejde og når vi lever uden splittelser som Jesus har ønsket det og har bedt for – er byggestenene til stede for at vi kan være lykkelige mennesker. Når Gud elsker dig og du holder af dine medmennesker, vil ingen kunne fratage dig denne glæde. Netop dagene mellem Kristi Himmelfart og Pinse bør være en bønnens tid. Det var netop i den tid apostlene sammen med Jomfru Maria var samlet i bøn og bad om den ”kraft” Jesus havde lovet at sende. Lad os her en uge før Pinse bede og åbne os for Helligåndens nådegaver. Amen.      


Kristi Himmelfart. 2018.

     I evangeliet er der ikke så mange ord om den begivenhed, som vi fejrer i dagens fest. Kun en eneste sætning, som erklærer bare, at Jesus blev taget op i himlen. Vi bekender i trosbekendelse, at Jesus opfor til Himlen, sidder ved Gud, den Almægtiges Faders højre hånd. Hvad betyder det for os kristne? Det er sikkert, at vi må absolut ikke forestille os denne himmel, vi må heller ikke forstå den og beskrive den. Derfor sagde Jesus ikke så meget om den himmelske virkelighed, fordi man kan ikke udtrykke dette mysterium med vort menneskelige sprog, man kan heller ikke fatte den med vor forstand. Jesus prøvede bare at beskrive denne virkelighed takket være forskellige jordiske billeder, som for eksempel Faderens hus, hvor der er mange boliger. Vi kan bare gisne om, at der er en anden verden, hvor vore jordiske og fysiske love ikke fungerer. Det hele bliver for enhver af os en rigtig stor overraskelse, hvor vi kan sige efter den hellige apostel Paulus: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” Jesu himmelfart garanterer os, at den mystiske himmel eksisterer og venter på os, fordi Jesus sagde jo til apostlene: ”når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er” Vi har en evig bolig i himlen. Det sagde Jesus før sin himmelfart. Men han sagde også at kun de bliver frelst, som tror på evangeliet. Derfor sendte han disciplene ud til at forkynde det glæde budskab. Han har sendt tusinder forkyndere i hele Kirkens historie, for at flere og flere mennesker kunne høre Evangeliet, tro på det og få det evige liv i himlen. I dag er det glæde budskab også forkyndt. Men det betyder ikke at alle, som hører det tror automatisk på det og glæder sig så meget. Desværre, nej. I dag er det sådan, at ikke bare de udøbte ikke vil tro på Jesu evangeliet. Der er også mange kristne, mange katolikker, som siger nej til Gud. De tænker ikke mere på det evige liv, men på det jordiske liv. De har glemt den hellige Paulus’ ord: ”Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” Vi kan glemme forskellige ting, men ingen af os må glemme, at vi skal dø. Man kan ikke leve sådan, som om døden eksisterer ikke. Det er løgn. Vi alle erfarer døden en dag. Men denne død bliver en rigtig stor glæde for dem, som tror og samtidig en rigtig stor tragedie for dem, som ikke tror. Gud tvinger ingen af os til denne tro. Han kommer til enhver af os med en stor respekt og tilbyder os frelsen. Han siger altid til os: hvis du vil, så tror på mig og tag det evige liv. Hvem tror på Gud? Den, som bare påstå at tro? Nej. De troende kristne kan ikke leve uden Jesu Kristi Kirke. De kan ikke leve uden Kirkens sakramenter. De kan ikke leve uden hellige Kommunion. Jeg tvivler, at nogen tror på Gud, hvis der er vigtigste ting for ham om søndagen end den hellige Messe. Jeg tvivler at nogen tror, hvis den kommer i kirken på grund af 1. Kommunion eller firmelse, og bagefter kommer ikke mere. Mennesker snyder Gud og sig selv, når de tænker, at man behøver bare få 1. kommunion og firmelse og holde op med at deltage i Kirkens liv. Jeg har medfølelse med de børn og unge, som har modtaget sakramenterne, og på grund af deres forældre kommer ikke mere i kirken. Jeg har også medfølelse med de forældre, som på den måde berøver deres børn troen, fordi de er et rigtigt stort ansvar, som de har taget og ikke opfyldt. Dagens fest varsler vor fremtid i himlen, men det er os selv, som er ansvarlig for denne fremtid. Hvis troen dominerer i vort liv, hvis vi lever i denne verden, som kristne, der deltager i kirkens sakramentale liv, så bliver vor fremtid en stor glæde i den anden verden. Hvis de jordiske værdier dominerer i vores liv, hvis vi glemmer Jesu Kirke og hans hellige sakramenter, så bliver vor fremtid ikke så spændene. Jesus sagde det meget tydeligt: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” Amen.


6. søndag i påske. B.

I dag er der ingen prædiken, men jeg vil sige bare et par ord. Johannes apostel har skrevet i dagens anden læsning: ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.  Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed” Vi har hørt så meget om Guds kærlighed og om kærlighedens bud. Men vi elsker mest os selv. Vor egoisme bevirker, at vi glemmer så let andres behov og nød. Men ikke bare det. Vi mangler kærligheden frem for alt i vore menneskelige relationer. Mange vil desværre ikke forsone med hinanden, tilgive hinanden og respektere hinanden. Tænk på det. Hvordan er det i dit liv. Elsker du andre eller bare dig selv. Sidste uge, har jeg læst et par ord, som lyder: hvis du vil ikke se andre, hvis du vil ikke forstå dem, hvis du vil ikke elske dem, hvis du vil ikke tilgive dem, så bed ikke ”Fader vor”, fordi på den måde kunne du såre Jesus og blive en stor løgner.  


5. søndag i påske. B.

     Hvert år oplever vi foråret, den dejlige tid, hvor vi fejrer Påskefest, Jesu opstandelse og samtidig hele naturens opstandelse. Jeg elsker denne tid, hvor alle træer får de nye lysegrønne blade, hvor forskellige, farverige blomster skyder op og hvor så mange bier skynder sig i deres arbejde. Mange af os går også ud i vore haver for at arbejde der, efter den kolde vinter. Ja, vi elsker den smukke natur omkring os og vi forstår også godt hvor meget er vi afhængige af denne natur, som giver os mad, den friske luft og vort liv. Uden naturen kunne vi ikke overleve. Derfor tænker vi mere og mere på økologien, for at leve med den smukke natur i en stor harmoni. Samtidig har vi alle brug for hinanden, for andre mennesker, for et fællesskab. Vi vil leve med andre også i en harmoni, i fred og venlighed, i kærlighed og hjælpsomhed. I dagens Evangelium taler Jesus om disse værdier. Men han taler om noget mere end om en harmoni mellem mennesker og naturen, han taler noget mere end om harmoni mellem alle mennesker. Han taler om den vigtigste harmoni, som er harmonien mellem alle kristne og Gud. Han sammenligner denne harmoni med vinstokken og viser os på den måde, at vi, som grenene skal være en del af den vinstok. Skilt fra vinstokken er grenen fortabt. Den tørrer ud og bliver kastet op i ilden. Det gamle Israel var Herrens vintræ, kærligt plantet og passet, men det frembragte kun bitre frugter. I Jesus er dette guddommelige projekt blevet taget op igen af Faderen – kommende frem fra sit påskemysterium, er Jesus det sande vintræ, som vil bære frugt, som giver evig herlighed til Faderen. Således videregiver vores liturgi påskerefleksion over, hvad Frelserens påskemysterium betyder i vores liv og Kirkens liv. Et af de centrale temaer i Det Nye Testamente er den solidaritet, vi har med Kristus gennem det, der blev opnået af Gud gennem hans død og opstandelse. Ifølge Paulus lever vi i Kristus, vi er lemmer på hans Legeme. Johannes gentager ofte, at Kristus, at Gud, bor nu eller tager bolig i os. Vi kunne nemt overse det faktum, at hvad der kommer tydeligt igennem i dagens evangelium er opfordringen til frugtbarhed, som vi er kaldet til. Men vi kan bære frugter kun med Guds hjælp, takket være vor solidaritet med ham. At blive i ham og han i os, så har vi kristne brug for hans hellige Kirke. Man kan alligevel spørge: Er det netop ikke det, det drejer sig om i Kirken: at indskrænke den enkeltes frihed i et system af forskrifter og tvang – og til at stjæle al individualitet? 

   Ordet om vinstokken gør det tydeligt, at ønsket om individualitet og længslen efter fællesskab i hans Kirke ikke er modsætninger. Her bliver det tydeligt, at dette fællesskab ikke er det samme som modellen for samfundets liv. Kirken er hverken et totalitært system, hvor den enkelte bliver undertrykt, og den er heller ikke en gruppe af individualister, der kæmper for deres egen fordel og deres egen fremgang. At være grene på Kristi vinstok betyder, at den enkelte kan udfolde alle sine evner og muligheder. Hver eneste gren – siger teksten – bliver plejet af Faderen med kærlighed. Og samtidig bliver hver gren gennemstrømmet af vinstokkens kraft.

   Hver enkelt af os er med sin personlighed kaldet til at blive i Herren, at være et tjenende led i helheden. Men samtidig kan vi overhovedet ikke bestå som enkeltindivider, vi skal gennemstrømmes af vandet fra den evige kilde. Men så kan vi uden forbehold tilslutte os Kristus og hans Kirke. Vi kan give slip på os selv – og altid bære frugt. 

   For målet er den frugt, der bringer os liv. Men vort livs frugt er en forherligelse af Faderen. Vingårdsmanden glæder sig, når hans vinstokke bærer frugt, og på denne måde kan vi komme til at ligne Jesus mere, ham, hvis liv var at forherlige Faderen. Netop, når vi ser på denne frugt, bliver det tydeligt, at modsætningen mellem spændingen af den enkeltes stræben og det at være med i helheden i Kristi livs fællesskab, slet ikke er der mere. For hver enkelt gren bærer jo sin egen frugt, men det kan den kun, hvis den forbliver på vinstokken. Denne sandhed kan vi bedst observere i vore haver, hvor naturen viser os den store harmoni, som Gud har skabt. Amen.   


3. søndag i Påske. B.

”Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne” – hørte vi i dagens anden læsning. Hvad har skrevet profeterne om Jesu lidelse? Vi begynder med salme 22: 

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Men jeg er en orm, ikke en mand,

en skændsel for mennesker, foragtet af folk.

Alle, der ser mig, spotter mig,

de vrænger mund og ryster på hovedet:

»Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,

han må redde ham, han holder jo af ham!«

Min gane er tør som et potteskår,

min tunge klæber til gummerne,

du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig,

en flok af forbrydere står omkring mig;

de har gennemboret mine hænder og fødder,

 jeg kan tælle alle mine knogler.

De ser på mig med skadefryd,

de deler mine klæder mellem sig,

de kaster lod om min klædning.

Disse ord har skrevet kong David ca. et tusind år før Jesu fødsel. Profeten Esajas har skrevet følgende ord: 

Han skød op foran Herren som en spire,

som et rodskud af den tørre jord.

Hans skikkelse havde ingen skønhed,

vi så ham, men vi brød os ikke om synet.

Foragtet og opgivet af mennesker,

en lidelsernes mand, kendt med sygdom,

én man skjuler ansigtet for,

foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,

vi vendte os hver sin vej;

men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,

men han åbnede ikke sin mund;

som et lam, der føres til slagtning,

som et får, der er stumt, mens det klippes,

åbnede han ikke sin mund.

Fra fængsel og dom blev han taget bort.

Hvem tænkte på hans slægt,

da han blev revet bort fra de levendes land?

For mit folks synd blev han ramt.

Man gav ham grav blandt forbrydere

og gravplads blandt de rige,

skønt han ikke havde øvet uret,

der fandtes ikke svig i hans mund.

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.

Når hans liv er bragt som skyldoffer,

ser han afkom og får et langt liv,

og Herrens vilje lykkes ved ham.

Efter sin lidelse ser han lys,

han mættes ved sin indsigt.

Min tjener bringer retfærdighed til de mange,

og han bærer på deres synder.

Derfor giver jeg ham del med de store,

med de mægtige deler han bytte,

fordi han hengav sit liv til døden

og blev regnet blandt lovbrydere.

Men han bar de manges synd

og trådte i stedet for syndere. 

Profeten Esajas har skrevet disse ord ca. 700 år før Jesu fødsel. Hvorfor læser jeg det hele i dag? Fordi vi skal få at vide og at huske, at Gud har varslet Jesu komme gennem forskellige profeter i det Gamle Testamente. Farisæerne og de skriftkloge har glemt disse ord og har korsfæstet Jesus. Efter opstandelsen hørte israelitterne Peters ord: ”Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede over for Pilatus, skønt han havde besluttet at løslade ham. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og krævede at få en morder benådet” og Jesus selv sagde til apostlene i nadversalen: ”Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne. Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem” Mange forskellige tekster fra Bibelen hører vi i dagens prædiken. Men det er nødvendigt at høre Guds Ord, for at gøre vor tro dybere. Den hellige Paulus har skrevet i Romerbrevet: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” I dag hører vi for meget mennesker og for lidt Guds Ord, derfor mangler vi troen, og på den måde forstår vi ikke, at vi som kristne skal f.eks. opfylde Guds bud. Mange kristne kender ikke de ti bud og heller ikke opfylder dem. Andre siger, at budene er ikke moderne, og derfor er det heller ikke aktuelle. Men de, som hører Guds Ord og læser Biblen ved, at den hellige Johannes apostel har skrevet i sit første brev:  ”Den, der siger: »Jeg kender Gud,« men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt” Amen. 


2. søndag i Påske. B.

     ”Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind” – skrev den hellige Lukas i Apostlenes Gerninger. Vor menighed er også et i hjerte og sind, især når vi deltager sammen i de hellige Kirkens mysterier. Vi skaber en familie, som frem for alt fejrer med Kristus hans festmåltid, hvor vi hører hans lære og modtager hans legeme og hans blod i den hellige kommunion. Hver søndag kommer vi i vor kirke, som er en nadversal for at møde den opstandne Herre. Han kommer til os og ligesom til apostlene giver han os Guds fred. Men ikke bare det. Han kommer aldrig til os med tomme hænder. Han giver os også Helligånden og sin nåde, han giver os Guds barmhjertighed med forsonings og bods sakramente. Gud giver os ikke de jordiske gaver, som er mangelfulde, men han giver os bare de fuldkomne gaver som aldrig forsvinder. Hvem har fået disse gaver? De, som samlede sig i nadversalen. Apostel Thomas erfarede ikke den opstandnes komme og hans gaver. Han troede ikke på de ord, som andre har sagt til ham. Han ønskede nogle beviser på Jesu opstandelse. Og han fik dem. Næste søndag i nadversalen. Han så og troede. Så fik han en ekstra gave – den større tro. Vi kommer også i kirken hver søndag og hver søndag får vi mere og mere. Vi får Guds fred, hans tilgivelse, hans barmhjertighed og en større tro. Hvor mange kommer ikke i kirken. De kommer ikke, for de har ingen eller meget lille tro. Samtidig vil de ikke forstå, at troen er en gave fra Gud og de får den ikke hvis de deltager ikke i kirkens sakramentale liv. Hvis nogen er syg, så kommer han til en læge, hvis nogen vil få en løn, så går han på et arbejde, hvis nogen er sulten, så går han til et supermarked eller på en restaurant. Men ikke så mange vil komme i kirken for at gøre deres tro dybere. Det er mærkeligt. Jeg har snakket en gang med en katolik, som sagde mig, at han tror ikke på Jesus, han tror ikke på Jesu opstandelse, han tror heller ikke på Jesu lære og på hans mirakler. Men samtidig vil han ikke får en større tro. Et stakkels menneske. Han sagde ligesom Thomas fra dagens evangelium: hvis jeg ser ikke, så jeg tror heller ikke. Men Thomas kom i nadversalen, har set Jesus og har fået troen. Mange af dem som påstår, at de er troende tænker, at det er nok for dem at blive gode mennesker. Det er nok for dem, at tro på Gud, men det er samtidig ikke nødvendigt at komme i kirken, det er ikke nødvendigt, at modtage sakramenterne, det er ikke nødvendigt, at bede. Hvem af os kan sige: jeg er et godt menneske, ingen, fordi det er hovmod. Jesus sagde jo det meget klart: ”Ingen er god undtagen én, nemlig Gud” Han sagde hellere ingenting om, at de som bliver gode mennesker, så bliver de også frelst, nej, sådan sagde han ikke. Men han sagde: de, som spiser mit legeme og drikker mit blod får det evige liv. Dagens verden prøver på forskellige måder, at berøve os vor tro, at overbevise de troende, at de tror forgæves. At kun dette jordiske liv har en betydning og en værdi. Imidlertid er det omvendt. Vi ved det godt. Vor tro er for os en stor skat, som ikke noget andet kan konkurrere med. Derfor kommer vi i kirken, for vi ved, at vi har brug for det møde med Kristus, den opstandne. Vi forstår at Han er den eneste, som elsker os så meget, fordi han døde for os og for vor frelse. Det er det største bevis på Guds kærlighed. Han har ikke bare frelst os, men han leder hele tiden efter dem som er fortabte og som den gode hyrde finder han dem og bære på armene med kærlighed og glæde. Han kommer til os syndere med sin store barmhjertighed og tilgiver vore synder. Derfor ligesom Thomas må vi hele tiden bekende: Min Herre og min Gud. Han viser sig ikke for os ligesom for Thomas, men vi tror på ham, på hans død og opstandelse, på hans hellige Kirke og på sakramenterne. Derfor fortjener vi også for at høre fra ham: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” og fra dagens anden læsning: ”Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro” Og med denne tro bør vi hver dag, men især nu – under festen for den store Guds Barmhjertighed – sige: Jesus har tillid til dig. Amen.   



Jesu Opstandelse. 2018.

     Dagens store fest er for os kristne et fundament. Den er vor tros fundament. Vi bygger vort kristne liv på dette fundament. Jesus opstod fra de døde. Han har sejret, han har frelst os. Vi tror på det og vi fejrer denne fest ikke bare under påsketiden, men hver søndag, når vi deltager i søndagens Messe. På det samme fundament er der bygget Jesu Kristi Kirke, den Katolske Kirke, som har overlevet forskellige farlige situationer i hele sin historie. I dag mangler ikke denne Kirke problemer og vanskeligheder. Man kan tænke en gang imellem på, at de forskellige kriser med skandaler varsler kirkens ødelæggelse, men det er ikke rigtigt. Kristus sagde jo, at han er med os og at helvedes porte ødelægger aldrig hans hellige kirke. Vi må ikke være bekymrede. Vi skal have en større tro og en større tillid til Gud. Og dagens fest opfordrer os til det: Kristus, den levende er i sin Kirke, i kirkens sakramenter i kirkens tro og i kirkens tradition. Hans opstandelse bevirker, at vi troende forstår og kender godt livets mening, at vi lever i denne verden med den store håb, at vort liv ikke slutter med døden, men varer evindelig i himlene, i vor Faders hus. Men ikke bare det. Vi tror jo på kødets opstandelse, hvor vore legemer kommer tilbage til livet, men de bliver ændret. De bliver aldrig mere syge, de bliver aldrig mere gamle, de dør aldrig mere. Det lyder måske som et eventyr og mange mennesker tænker på, at det er meget smukke ord, men samtidig tomme. Men det paradis som vi venter på, ligger nemlig i det, at vi kan leve i en verden, hvor der er ingen lidelse, ingen smerte og ingen død. Gud har skabt jo en fuldkommen verden, hvor mennesker kunne leve i fred og kærlighed med hinanden, men synden har ødelagt denne harmoni. Vi blev alligevel ikke alene i vor menneskelige elendighed. Gud er jo en total kærlighed. Han måtte ikke forlade os i dødens hænder, men kom til os, for at trøste os, for at lære os, og frem for alt for at vise os guds natur, den rigtig store kærlighed, som vi mennesker kunne aldrig forestille os, at Gud elsker os så meget – korset – som symboliserer den kærlighed, Guds kærlighed til os syndere. Men vi har også fået et andet symbol på denne kærlighed. Det er selvfølgelig den tomme grav, som varsler vore tomme grave og vor opstandelse. Det er det vidunderlige budskab. Alle mennesker må dø. Alle mennesker er bange for døden. Også Jesus var bange. Døden er forfærdelig, bare det at måtte tage afsked, gør ondt. Men der er en, der er stærkere end døden. Han vil, at mennesker skal leve. Han har hentet Jesus ind til sit eget liv, et liv, som døden aldrig mere kan ødelægge. Han har magt til at sprænge dødens lænker. Og det er det, vi fejrer i dag. Jesu opstandelse fra døden – og håbet om vores egen opstandelse. Jesus lever! Døden har ikke det sidste ord! Kristi opstandelse fra de døde, er ikke blot det vigtigste kristne budskab. Det er simpelthen det budskab, som hele vor tro bygger på. Og derfor fejrer vi i dag alle festers fest. Den fest som giver alle andre fester deres værdi. Det betyder, at især nu i Påsketiden må man ikke mangle glæde i vort liv. ”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den” – siger omkvæd til dagens vekselsang. Kristus opstod fra de døde om søndagen, derfor kalder man søndag Herrens Dag. Og den dag bør vi opleve på en særlig måde, frem for alt at fejre Kristi opstandelses mysterium. Sådan gjorde de første kristne, om hvem vi kan læse i Apostlenes Gerninger: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet” Hver første dag i ugen er for kristne en stor dag, hvor vi fejrer Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse under den hellige Messe. Uden Eukaristien mister den dag sin mening og værdi. Gud er med os, han er midt blandt os i hans kirke, for at føre os gennem dette jordiske liv til det evige. Må dagens fest vække i os en god vilje, at fejre hver søndag på en særlig måde, at deltage i hver søndagsmesse, for at møde den opstandne Jesus i kommunionen og synge for ham med taknemmelighed en højtideligt Halleluja! På den måde bygger vi vort kristne liv på et rigtigt godt fundament – påskefundament, som er vor Herre Jesu Kristi opstandelses mysterium. Amen.



5. søndag i faste. B.

     Den 2. Makkabæerbog beskriver en af de smukkeste historier fra det Gamle Testamente. Den hedenske konge Epifannes, som havde magt over Israels folk prøvede på forskellige måder at berøve Israelitterne deres tro på den Gud, som har befriet Jøderne fra Ægyptens trældom, som har sørget for det udvalgte folk. Kongen tvang Jøderne til at bringe offer til de hedenske guder. En dag blev en kvinde og hendes syv sønner bragt hen foran kongens ansigt. Epifannes befalede at de skulle spise svine kød og bringe et offer for afguder og hvis de gør det ikke, så bliver de tortureret og dræbt. Den heltemodige mor tillod alligevel ikke sine sønner, at udføre kongens befaling. Hun skulle se på sine børns forfærdelige tortur og død. Til sidst døde hun også, som en martyr. Denne kvinde sammen med hendes sønner valgte snarere døden end dødelig synd, som for Israelitterne var forræderi mod den sande Gud. Ligesom denne kvinde skulle mange kristne træffe et valg mellem Gud og afguder. Tusinder af de første kristne, som var forfulgt, døde som martyrer i Rom. De foretrak at dø frem for at forråde Kristus og hans Kirke. Der var også mange andre kristne, som i hele kirkens historie døde for Gud, fordi de ikke ville forsage deres tro, deres kristne tro. Ligesom denne kvinde fra Makkabæerbogen, skal vi også mange gange vælge Gud, hans lov og hans vilje eller synd, forræderi og alt slags ondt. Hvis vi vil vælge Gud, så skal vi samtidig vælge død her på jorden, for at få det evige liv. Men vi behøver alligevel ikke at dø for at udføre de ord, som Jesus sagde i dagens Evangelium: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv” Jesus vil sige til os med disse ord at vi skal blive rede til at dø fra alt det som ikke er guddommeligt i os, at vi skal dø fra alt ondt og synd. At dø fra ondt og synd betyder, at vi bør gøre os umage for ikke at udføre vor vilje, men Guds vilje. Vi bør gøre os umage for at dø fra os selv, for at leve for Gud. Det bedste eksempel har Jesus Kristus givet os i Gethsemane da han bad: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” Lad os tænke lidt mere over det, hvad betyder det at dø fra vor vilje for at udføre Guds vilje. Hver gang når vi omvender os til Gud og bekender vore synder, så dør vi fra synd for at leve i Gud. Hvis nogen af vore nærmeste eller venner sårede os med et eller andet ubehageligt ord, så kan vi enten blive sure og vil have ingen kontakt med det menneske eller vi kan dø fra vor vrede og tilgive af hele vort hjerte og igen behandle det menneske med kærlighed. Når en af vore nærmeste eller vore venner advarer os, at vi bør ændre vort dårlige livs stil, så kan vi enten høre det gode råd, eller vi kan dø for at følge vor egen vilje. De fleste gange vil vi selv give andre nogle gode råd. Men det er ikke så let at modtage de gode råd med tålmodighed og taknemmelighed, når nogen vil hjælpe os og derfor siger os en ubehagelig sandhed. Det er ikke så let at dø fra vor vilje, men Kristus lærer os, at hvis vi ikke dør fra synd og ondt, så bærer vi ingen frugt. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” Vi er hvedekornet, som skal stadigvæk dø fra synd og ondt, for at føde gode frugter og nå det evige liv.  Lad os efterligne Kristus, som bad: ”Fader, ske ikke min vilje, men din” Lad os efterligne den modige mor fra det Gamle Testamente, som foretrak at se på sine sønners død og som foretrak at dø selv frem for at bryde Guds lov. Lad os dø fra os selv, at vi kan leve for Gud og at vi kan leve sammen med ham. Lad os bede nu til Kristus med den hellige Ignatius` ord: ”Herre, berøv mig hele min frihed, hele min hukommelse, hele min forstand og hele min vilje – alt som jeg ejer og alt som jeg synes er min ejendom. Du har givet mig det hele. Jeg giver det hele tilbage til dig. Alt er dit: gør med det som du vil. Giv mig kun kærlighed og nåde. Og det er nok for mig” Amen.  


4. søndag i faste. B

     Mange gange siger man at hele verden har brug for fred og frihed, at menneskerne har brug for sikkerhed og ro, til at arbejde, til at leve i et retfærdigt samfund og nyde livet, sammen med deres familier. Det har også været Guds ønske, at vi kan være lykkelige og live i fred. Først valgte Gud Israels folk, for at føre det til det forjættede land. Men selv om Jøderne har erfaret så store mirakler, når Gud har reddet dem fra forskellige farer, kunne de alligevel ikke blive udholdende i trosfasthed mod Gud. Jøderne var Guds udvalgte folk og alligevel var de så ulydige og utaknemmelige, at de har glemt Gud i deres daglige liv. Og ikke bare det. Hvor mennesker glemmer Gud, der kommer synd, vold, uretfærdighed og åndelig nød. Der begynder mennesker at adlyde andre love end Guds lov og at adlyde andre regler end De Ti Bud. Det er måske ingen stor opdagelse, men man kan sige at jo støre velstand erfarer mennesker, jo mere glemmer de Gud og hans lov. Og de samme mennesker mindes Gud, når der kommer en alvorlig sygdom, forskellige naturkatastrofer eller en krig. Gud tillader en gang imellem svære og hårde situationer, for at vise os hans magt, for at minde os om hans eksistens og om vor afhængighed af ham. Det skete med Israels folk, når de har mistet deres land og har befundet sig i Babylons trældom i 70 år. På den måde viste Gud mennesker deres synds og troløsheds konsekvenser. Mange gange siger man at Gud straffer os for vore synder. Men det er ikke rigtigt. Det er ikke Gud, som straffer os, det gør vi selv, når vi vender os fra Gud. I dagens Evangelium sagde Jesus til Nikodemus, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset. I disse ord sammenligner Jesus sig med et lys. I dette lys kan vi leve i fred og kærlighed, men når vi fjerner os fra dette lys, så begynder vi at famle os frem og falde ned, d. v. s. jo længere væk fra Gud vi er, jo mindre kærlighed, håb og tro har vi. Men mange mennesker er alligevel vant til at leve i synd, til at leve i mørket. Hvorfor? Fordi de synes, at det er mere behageligt. De kan leve på den måde, som de vil selv. Ingen regler, ingen bud, ingen begrænsninger. De bestemmer selv, hvad der er det gode og hvad der er det onde. Samtidig vil de ikke vide noget om Gud, om hans lære, om de ti bud eller om moralloven, som er skrevet i Biblen. Det vil de ikke, fordi, som Jesus sagde i dagens Evangelium: ”For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” Derfor lever mange mennesker uden tro på Gud. De har ikke brug for Guds nåde, de har ikke brug for Guds hjælp eller hans kærlighed; de tror at de er selvstændige og uafhængige. Men jo længere borte i mørket, jo flere problemer kommer der. I sådanne svære situationer kan alligevel nogle mennesker tænke på deres liv, på deres livs fejl og fortabelse, og efterhånden kommer de tilbage til tro på Gud, kommer de tilbage til lyset, for at finde livets mening. Det sker især når mennesker er bange for forskellige fare. Lad os ikke ligne dem, som husker Gud kun i de farlige situationer. Lad os vise Gud, at vi husker ham og hans lov hele tiden. Lad os bede for dem, som har brug for Guds barmhjertighed og lad os selv komme med tillid til den barmhjertige Gud, for at forsone os med ham. Lad os ikke være bange for det lys, som er Jesus selv. Vi, som er troende bør komme her for at se vort liv i dette lys. Vi, som er troende må ikke være bange for, at Gud fordømmer os, ”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” Vi som er troende bør lede efter Gud i vort liv, fordi vi ikke vil leve i synd, fordi synden bevirker, at vi ikke har det så godt og vi kan ikke finde ro i vort hjerte, indtil det hviler i Gud. Lad os nærme os til det lys, for at hvile i Gud, for at forberede os bedre til Påskens højtid. Tiden løber så hurtigt og snart kan vi deltage i festen for Kristi Opstandelse. Fastetiden kan hjælpe os med det, hvis vi vil benytte den gode lejlighed til at forberede os til mødet med den opstandne Herre. Nu har vi kun tre uger tilbage til den største kristne fest. Gud indbyder enhver af os til at bekende vore synder, til at forsone os med Gud og med hinanden, fordi ”i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus” Amen.

             


3. søndag i faste.

På Jesu tid viste jøderne ingen respekt for den hellige tempel i Jerusalem, når de gjorde der en stor markedspals. Jesus var rigtig sur på dem og jagede dem ud. Hvad kunne han sige i dag om vor respekt for vore kirker? Måske vi gør ikke en markedsplads i vore kirker, men vi gør kirker i markedsplads. I stedet for at fejre søndag, som en hellig dag og komme i kirke, så mange kristne fejrer denne dag i et eller andet supermarked. På den måde glemmer vi en af de ti bud: ”Du skal holde hviledagen hellig”. Selv om i dag er der ingen prædiken, så jeg vil fortælle jer en historie om Eric Lidell, der var den bedste engelske sprinter på 100 meter og favoritter af de olympiske lege 1924. Han var en meget from mand og har aldrig løbet om søndagen. Når han har deltaget i næste olympiske lege, så fik han en information, at sprintere på 100 meter skal løbe en søndag. Han var meget bekymret og skuffet. Og han sagde nej til det. Da hele England fik at vide, at den bedste sprinter vil ikke løbe på grund af søndagen, begyndte mange at kritisere ham. Han var meget tvunget og presset. Han sagde alligevel nej. Til sidst løb han ikke 100 meter sammen med andre sprintere, men han blev tildelt andre sprintere, som løb 400 meter. Han var usikkert, fordi han løb aldrig 400 meter. Før de startede fik han en seddel fra en amerikansk sprinter Jackson Scholz. Der var skrevet en sætning fra Johannes’ Evangelium: ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære” Eric Lidell har vundet. Han holdt i sin hånd den seddel med Jesu ord. Han har ikke bare vundet den løb, men frem for alt sine kristne værdier i idealer. Er du også trofast mod Gud og mod din samvittighed?  


2. søndag i faste. B.

     Når vi tænker på Jesu apostle, så tit tænker vi måske: de havde så stærk tro. De var jo så tæt på Kristus, de har ledsaget ham, de har set hans mirakler og hørt hans lære. Men apostlenes tro var desværre svag. De havde brug for Guds hjælp, især under de forfærdelige begivenheder, hvor Jesus skulle tage korset og døde på Golgata. De var ikke godt forberedt til Jesu korsfæstelse og hans død. De havde brug for et forklarelses bjerg, hvor de kunne se Jesus i hans herlighed. Og de har fået dette billede, hvor Jesus talte med moses og Elias, hvor Gud har sagt om Jesus: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« De ville blive der, sammen med Jesus, Moses og Elias. Men de skulle gå ned og opleve et andet bjerg – Golgata, med Jesu lidelse og død. Og der erfarede de igen deres svag tro. Under Jesu kors blev bare Jomfru Maria og Johannes apostel. Vi kristne, ligesom apostlene har også en meget svag tro. Jesus vil hjælpe os, derfor inviterer han os på et bjerg, hvor vi kan se hans herlighed. Det er hver hellige Messe, hvor vi kommer og deltager i. Vi kan ikke se Moses og Elias, som taler med Jesus. Men vi kan se et større mirakel, hvor Jesus kommer til os i Eukaristien, i den hellige Kommunion. I de skikkelser ser vi den sande Jesus Kristus, som er med os og midt iblandt os. Han vil gå ned fra dette bjerg sammen med os. Han vil ledsage os på vejen hjem og hele ugen i vort daglige liv. Han vil blive med os for at vi kan opleve godt vort daglige livs korsvej. Men først vil han se, at vi deltager i hans hellige messe rigtigt godt. Imidlertid er der forskelligt. Måske er der nogle ting under liturgien, som vi ikke kan forstå nu, ligesom apostlene dengang. Måske har nogle af os problemer med dansk sprog, at forstå det hele, som læses under Messen, men Gud har ikke brug for ord. Han har brug for os, han har brug for vor tilstedeværelse, han har brug for vor deltagelse i søndagens Messe. De, som deltager i den hellige Messe og har virkelig brug for Jesus i det helligste Sakramente, vil også blive her i kirken sammen med ham. De vil ikke gå ned fra dette bjerg og erfare igen de daglige hårde oplevelser med mange bekymringer og problemer. De kan sige til Gud i deres bønner: ”Gud jeg vil ikke opleve et eller andet kors i mit personlige liv, i mit ægteskab, i min familie” Og tilføje Jesu ord: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi” Vi er bange. Vi vil ikke erfare korset, nej. Vi vil få altid Guds velsignelse og hans nåde. Men vi skal samtidig huske, at Jesus sagde også til sin Far i Gethsemane: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” Det er meget vigtigt, at sige disse ord i alle vore bønner: ”Dog, ikke som jeg vil, men som du vil”. Gud har sine planer og han vil hjælpe os på forskellige måder. En gang giver han os sin velsignelse, helbreder os, løser vore problemer og viser os den gode vej. Men der er også sådanne situationer at han kan hjælpe os kun med et tungt kors, som måske overrasker os, giver os mange smerter og lidelser, men bliver den bedste lægemiddel. Gud ved bedre end vi, hvad vi har brug for, hvad hjælper os bedst. Derfor inviterer han os til den hellige Messe, d. v. s. på et højt bjerg for at forberede os til en korsvej. Han skånede ikke sin enbårne Søn, men gav ham, som et korsoffer for vore synder. Det, som Abraham ikke gjorde med Isaak, det gjorde Gud med Jesus. Hvad kan vi ofre Gud? Hvordan kan vi vise Gud vor taknemmelighed for vor frelse? Gud har ikke brug for noget. Men han venter på vort svar. Hvilket svar kan vi give Gud? Vor kærlighed, vor tro, vor tillid og vort liv. Mit liv tilhører Gud, ham vil jeg tjene, som en mand eller kone, som en far eller mor, som en ung eller som et barn, som en læge eller som en mekaniker, som en præst eller lægfolk. 

    Mine kære. Mange kristne deltager i de store oplevelser på forklarelses bjerg – i den hellige Messe, men samtidig vil de ikke erfare korsvejen og Golgata i deres liv. Men de får alligevel forskellige smerter, de kan ikke undgå dem. Andre kommer ikke i kirken men oplever korsvejen og Golgata med dobbelt lidelser, uden Guds hjælp. Vi må desværre ikke undgå livets korsvej. Alle skal opleve denne vej, vil de det eller ej. Man behøver bare at have tillid til Gud, ligesom Abraham. Derfor man kan ikke spørge: vil du opleve en korsvej? Men: vil du få Guds styrke på din korsvejen? Ja? Så kom først til ham på det høje bjerg, til den hellige Messe, så bliver du stærkere til at bære dit daglige kors. Amen.



Askeonsdag. 2018.

     I dag får vi igen et askekors på panden og igen hører vi Jesu ord: ”Omvend dig og tro på evangeliet”. Hvor mange gange skal man erfare det rituel for at ændre noget i vort liv? Nogle af os kan sige: en gang, det er nok at tro på Jesu ord. Hvert år gør jeg jo noget med mit liv, især i fastetiden, hvor jeg tænker mere på Jesu lidelse og hans korsoffer. Hvert år ændrer jeg noget i mit liv, som er bedre og bedre. Fastetiden hjælper mig meget med ikke bare at bestemme noget, men faktisk med at forbedre mit jordiske liv. Andre siger måske: ja, jeg skulle høre så mange gange Jesu ord for at omvende mig, for at komme tilbage til kirkens liv, for at forsone mig med Gud og med andre mennesker. Jeg hørte disse ord så mange gange og jeg har faktisk glemt dem så hurtigt for at leve et syndigt liv. Men der er kommet en askeonsdag, hvor jeg har ikke bare hørt disse ord, men jeg begyndte at opfylde dem i mit liv. Guds nåde og kirkens bøn har hjulpet mig med at begynde det hele på ny. Men hvor mange gør ingenting med den Jesu opfordring, som vi hører hver fastetid. Selv om kommer de i kirken og deltager i liturgien, modtager sakramenterne, så ændre de ikke noget i deres liv, tværtimod, de påstår hele tiden, at de har ikke brug for omvendelse, fordi de har ingen synd. Hvis nogen siger det på den måde, så betyder det, at der er en stor hovmod og misforståelse af vor katolske tro. Derfor opfordrer Kristus os alle til omvendelse og samtidig giver han os de tre hjælpemidler som bøn, faste og almisse til at opleve hver fastetid så godt som muligt, men frem for alt til at bringe os til det mål, der blev sat for vort liv i dåben, Guds himmel. Vi kan også give os tid til at overveje, hvordan vi har det med at give afkald? Med at tjene hinanden? Hvordan er samværet i vor menighed? Hvor megen tid og plads kan Gud finde i vort liv? Men askeonsdag og fastetiden er ikke kun en tid, hvor det drejer sig om at give afkald. Dybest set, er det en indbydelse til livet. Men, bestemmer man sig til, at Gud skal være midtpunktet i livet, må det nødvendigvis betyde, at man fjerner det, der til nu, har taget pladsen op. Men er udsigten til et evigt, lykkeligt liv med Gud, ikke det værd? 

     Mine kære. Jesus ikke bare opfordrer os til disse tre midler, men samtidig forklarer os, hvordan vi kan bruge dem, for at bruge dem godt: 

   For det første skal vi være mere ydmyge mennesker. I dag får vi et askekors på vore pander. Dette tegn minder os om vore svagheder, syndige natur, om vores død, som er afslutningen på livet på jorden. Hver af os skal dø og kan ingenting tage med til den anden verden. Det, som vi kan tage med der, er vore gode gerninger og den kærlighed, som gør, at vi elsker andre og hjælper dem. 

   For det andet skal vi se på andre med større kærlighed, fordi vi alle er Guds børn. Kristus døde på korset for os alle. Derfor skal vi lede efter forsoningen med andre. Det behøver ydmyghed, for at sige undskyld, det behøver kærlighed for at tilgive andre deres synder.

   For det tredje, skal vi genoptage vores kontakt med Gud. Det er det vigtigste i fastetiden. Derfor burde vi bede mere på forskellige måder, for at sige til Gud: Herre jeg tror på Dig, jeg har tillid til Dig, jeg vil leve med Dig, Du er min største rigdom. Vi burde læse mere i Biblen, for at vide, hvad siger Gud til os, hvad forventer Han af os, hvordan kan vi opfylde hans vilje. Vi skal forsones med Gud og andre mennesker i skriftemålet. Det er meget vigtigt især før Påske. Skriftemålet kalder man også bods sakramentet derfor er det vigtigt, at skrifte i fastetiden, som man kalder også bods tiden.

   Nu begynder fastetiden, en meget god tid, til at tænke mere på vort liv, og hvad vi kan forbedre i det, hvad vi kan gøre, for at opleve en rigtig stor påskeglæde under Jesu Opstandelses Fest. Amen     


  6. søndag i året. B.

     Dagens Evangelium fortæller om et af de største af menneskers problemer på Jesu tid – om spedalskheden. Det værste ved spedalskheden var ikke hudsygdommen, men isolationen fra alle andre mennesker. Den spedalske skulle bo afsides, langt fra alle steder, hvor andre boede. For en Israelit betød det ikke blot, at han var afskåret fra de levendes land, men at han var lukket ude fra gudsfolket. Som uren og udsat for dæmoner måtte han ikke tage del i gudstjenesten. Derfor var det præsternes sag at dømme ham til udelukkelse eller at blive optaget blandt andre igen. Men angsten for sådanne mennesker var så stor, at man ville overhovedet ikke have noget med dem at gøre.

   Jesus forbarmede alligevel sig over den spedalske og brød forbandelsens bånd. Da han helbredte ham, hentede han ham tilbage til det fællesskab, der lovpriste Gud. Her viser det sig, at den menneskelige tilknytning er stærkere end isolationen. Dette er en handling, der også kan gentage sig her hos os. Jesu barmhjertighed virker stadig, og derfor er ingen stillet helt alene. Men vi må også selv åbne os. Hvorfor? Fordi vi lukker os tit i vore problemer, bekymringer, svagheder og synder. En gang imellem kan vi ligne de mennesker, som lider af spedalskhed. Men vi lider det ikke som vort legemes sygdom, men som vor sjæls sygdom. Og det er sådan, at vi ingen lyst har til at arbejde, til at snakke med nogen, til at gå ud af vort hjem, eller til at leve. Nogle siger: det er sikkert en slags depression. Og mange gange har de ret. Men det kan også være en lidelse på grund af vor sjæls sygdom. Derfor har vi brug for et møde med Jesus, ligesom det menneske fra dagens Evangelium. Han er kommet til Jesus, faldt på knæ og bad ham og sagde: ”Hvis du vil, kan du gøre mig ren” Man kan sige, at vor syndige natur er en slags åndelig spedalskhed. Jesus kan rense vore sjæle frem for alt i bods og forsonings sakramente. Men først skal vi komme til ham, falde på knæ og sige: Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Som svar kan vi altid høre tilgivelsens ord. Mine kære! Andre mennesker kan ikke se åndelig spedalskhed i os. Det kan kun Gud og vi selv. Mange gange minder vor samvittighed os om det, når vi føler ufred i hjertet eller ubehag i vort indre. I en sådan situation er der kun en forløsning: skriftemålet. Det er den bedste medicin for vor åndelig spedalskhed. Men der er også en anden slags spedalskhed. Det gælder nuværende virkelighed. Samfundets spedalskhed. Mange gange er det jo sådan, at de rigtige kristne er diskrimineret ikke bare i de muslimske eller andre lande, men i vore kristne lande. Hele vest Europa er jo et kristent land. Men de fleste ønsker ikke at høre om de evige værdier, eller at se de kristne tegn, som for eksempel korset i forskellige offentlige steder. I Frankrig prøvede man at fjerne korset fra den hellige Johannes Pauls figur. Slovakiet har ikke fået tilladelse at have korset på deres Euro mønt. I mange kristne lande behandler man kristne ligesom de spedalske i Jesu tid. De må ikke forkynde Evangeliet (undtagen deres kirker), de må ikke bruge deres troens tegn offentligt, de må ikke deltage i statens politik, de er anset af andre, som meget mærkelige mennesker, der ikke tilhører denne verden. Men ikke bare det. Der er også mange andre eksempler, hvor mennesker blev diskrimineret på grund af deres hudfarve, race eller afstamning? Men ikke bare historien viser os dette problem. Vi kan næsten hver dag få at vide, at der er så mange som er forfulgt på grund af det. Hele tiden er der i verden mange mennesker som behandler andre som om de var spedalske, ligesom på Jesu tid. Dagens spedalskhed ligger i det, at nogen ser anderledes ud, eller tænker anderledes eller tror anderledes end andre. Det er forfærdeligt at så mange mennesker ingen respekt har for hinanden og for hinandens kultur, mentalitet eller religion. Vor kristne tro lærer os altid en stor respekt for alle mennesker, for alle kulturer og religioner. Vi tilhører den Gud som elsker alle mennesker, vi kender også den største bud, kærlighedens bud. Kærligheden er den bedste medicin for dagens samfundets spedalskhed. Og vi kristne er sendt til alle med den medicin for ”at søge ikke vort eget bedste, men de andres, for at de kan frelses” Amen 


Festen for Herrens Fremstilling i Templet

Vi kommer i kirken for at møde Gud, ligesom den gamle Simeon og profetinde Anna. Men vi kommer i kirken for at andre kan møde Gud takket være os. I dag er der ingen prædiken men jeg vil fortælle jer en historie: 
    Der var en lille dreng, som vil meget gerne møde Gud. Han vidste det godt at vejen til Gud er meget lang. Derfor tog han en madpakke med og begyndte at gå. Efter et stykke tid kom han til en dejlig byens have. Der mødte han en gammel kvinde, som sad på en bænk og kiggede på de mange fugle, som levede i denne have. Drengen sad ved siden af hende og lukkede sin madpakke op for at spise noget. Men han så, at denne kvinde var også sulten. Så gav han hende noget at spise og noget at drikke. Kvinden smilede til drengen med en stor taknemmelighed. Hendes smil var så dejlig og bevægende, at den lille dreng tænkte: jeg glemmer aldrig denne smil. De sad sammen, snakkede med hinanden med en rigtig stor venlighed. Når drengen kom hjem, sagde han til sin mor: ”Jeg har spist min frokost sammen med Gud og han tilføjede: Ved du hvad mor? Gud har det dejligste smil, som jeg har set i hele mit liv. 
Den gamle kvinde kom også hjem og sagde til sin søn: ”Jeg har mødt Gud i byens have. Vi har spist sammen og snakkede med hinanden. Og hun tilføjede: ”Ved du hvad? Gud er meget yngre end jeg tænkte” 
To tilfældige mennesker har givet hinanden så stor venlighed, at de har erfaret Guds kærlighed. Hvad med os? Hvad siger andre efter et møde med os? Er vi venlige eller sårer andre, fordi vi mangler hele tiden ydmyghed og kærlighed? Husk, at andre har brug for din venlighed, for at se Gud og erfare hans kærlighed. 


Festen for den hellige Ansgar. 2018.

      Denne verden, som vi lever i, har hele tiden brug for mennesker, som bringer til andre gode ord, fulde af glæde og håb. Hver dag hører vi jo om forskellige katastrofer, vold og krig. Hver dag oplever vi mange daglige bekymringer og problemer. En gang imellem er vi trætte på grund af så mange dårlige nyheder, som vi kan se i fjernsynet eller læse i aviserne. Derfor er det så dejligt at høre i dagens første læsning: ”Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse” Profeten Esajas har skrevet disse ord for at trøste Israel, som var i Babylons trældom. Han varslede Messias, som kommer og bringer frelse. Alle disse ord opfyldte i Jesu Kristi liv, som kaldte mange til at blive hans vidner i hele verden. Men det var ikke så let at komme til et eller andet folk og forkynde evangeliet. Mange mennesker var imod kristendommen, de ville ikke blive døbt. På grund af det, blev mange kristne, mange missionærer forfulgt. Andre har erfaret så store vanskeligheder, så de kunne ikke mere forkynde evangeliet men skulle komme tilbage til deres land. I dag fejrer vi festen for den hellige Ansgar, som bragte Evangeliet til de nordiske lande. I hans liv, ligesom i andre missionærers liv opfyldte Jesu ord: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve” Skt. Ansgar har erfaret disse ord, når han kom for første gang til Danmark. Selv om han er kommet med det Glæde Budskab så mennesker ville ikke høre hans lære. Det var måske ikke forfølgelse, men snarere en slags misforståelse som han har erfaret dengang i Danmark. Derfor var hans mission ikke nogen særlig succes. Men han lagde alligevel en grund, til at andre kunne bygge på. Derfor er hans liv et godt eksempel for os kristne, som også er kaldet til at forkynde Evangeliet. Mange døbte glemmer den pligt, mange tænker, at det bare er præsternes eller missionærernes pligt. Imidlertid blev alle døbte sendt ud og til alle siger jo Kristus: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” Det er ikke så let, selv om vi behøver ikke at rejse ud til andre lande. Man behøver bare at forkynde Evangeliet i det miljø som vi lever i. Vi møder der ikke forfølgelse men mange gange misforståelse og samtidig kan vi erfare at de, som blev døbt vil ikke leve som kristne, og vil heller ikke høre Guds Ord. De har brug for nogen som minder dem om de største værdier, men hvordan? I dag erfarer vi ikke de troendes forfølgelse i vort miljø, men ligegyldighed.  Man kan erfare at mange gange behandler man kristne som nogle mærkelige mennesker, som tilhører ikke denne verden, hvis de gør deres rettigheder gældende. Sådan er det når vi viser andre en stor respekt for de ufødte børn, for ægteskabets uopløselighed eller andre af familiens love. En gang imellem prøver man, at lave sjov med troen, med Kirken, med de troende mennesker. En anden gang leder man efter en skandale, for at undergrave kirkens autoritet. Vi, som kristne burde forkynde evangeliet i hele verden, men vi burde også forsvare at vi har ret, til at tro. Det er også vor pligt, som kristne, som katolikker – at forsvare vor tro, vor katolske tro. Vi er også ansvarlige for andres kristne liv. Vor familie, vore nærmeste, vore venner lever måske ikke så meget et kristent liv. Hvordan kan man hjælpe dem? Det er også meget svært, at sige til de unge mennesker, at de ikke må leve sammen uden bryllup. Det er meget svært, at sige til kvinder som bestemmer, at gøre abort, at det er en af de største synder. Det er meget svært, at sige til et ægteskab, at de ikke må adskilles. Det er meget svært, at sige til dem, som ikke kommer i kirke, at det er deres pligt. Det er meget svært, at sige til dem, som er kristne men beder ikke, at de burde bede hver dag. Prøv, at sige sådan noget, så erfarer du, at det er ikke så let opgave. Men vi må ikke holde op i sådanne situationer. Vi skal altid gøre som vi kan – frem for alt skal vi sige til andre, at de må huske på deres katolske tro. Vore ord kan på den måde blive en grund til at bygge et nyt liv.   Resten kan vi – ligesom Ansgar gjorde – fortrøstningsfuldt overlade til Helligåndens virke.
     Vi alle er kaldet til at forkynde evangeliet. Det er rigtigt. Vi kan sige mange smukke og værdifulde ord om Gud, om vor tro, om vor bøn, om Kirke, men vi skal altid huske, at nutidens mennesker har mere brug for de rigtige troens vidner end for læresætninger. Amen.

3. søndag i året. B.

     Omvendelse. Er det ikke for tidlidt? Lige efter juletiden hører vi læsningerne, som opfordrer os til at vende os fra det dårlige liv til Gud. Det er jo ikke endnu fastetid. Hvorfor skal vi høre sådanne opfordringer? Fordi Guds kald til omvendelse er altid aktuelt i vort liv. Det er aldrig for tidlidt, heller ikke for sent at holde op med et dårligt livs stil og begynde på ny. Omvendelse er indskrevet i vort menneskelige liv. Vi erfarer jo hver dag forskellige fristelser, svagheder og synder. Vi må ikke sige: jeg har omvendt mig og nu bliver jeg hele tiden fuldkommen og hellig. Nej. Sådan må jeg ikke sige, jeg siger jo ikke: jeg har vasket mig og nu bliver jeg hele tiden ved med at være ren. Eller: Jeg har gjort rent i mit hus, så det har ikke mere brug for rengøring. Nej. Det er forkert. Det samme er også med vort åndelige liv. Vi har brug for omvendelse hele tiden, hver dag er der en eller anden grund til at bede: kære Gud, forbarm dig over mig. Og vi beder om det hver aften. Men der er mennesker, som tænker aldrig på den måde. De er overbevist om, at de har ikke begået nogen synd, derfor har de ikke brug for at bede sådan. Og det betyder, at de har først brug for en Jonas, som kommer og siger til dem: omvend jer! Det er ikke så let opgave at blive en Jonas. Har du prøvet at sige nogen opfordring til din kone, til din mand, til dine børn, eller til dine kammerater? Hvad gjorde de, da de har hørt din opfordring? Det var sandsynligvis forskelligt. Men fleste gange var det desværre ikke sådan, som Nineves beboere gjorde. Hvad med dig, når der kommer en Jonas og sagde til dig, at du skal ændre dit liv? Hvad gjorde du? Har du takket ham, eller var du vred på ham? Det er ikke så let, at ydmyge sig og vende sig fra det onde. Gud sender en eller anden Jonas til os, han sender også os til andre mennesker med en Jonas’ opgave, en svær opgave men samtidig en meget ansvarlig opgave. Takket være Jonas’ opfordring omvendte sig hele byen, som blev redet fra fordømmelse.  ”Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med” Jesus opfordrede også mennesker til omvendelse. Man kan sige, at han begyndte sin offentlige virke med ordene: ”Omvend jer og tro på evangeliet”. Disse ord skulle hele verden høre, fordi Jesus er kommet for at frelse alle mennesker. Så kaldte han de første disciple, for at gøre dem menneskefiskere, det betyder, for at sende disciplene ud med Jonas’ opgave, for at forkynde evangeliet og opfordre alle t

Sognepræsten
P. Winek Barwinski
Lillelundvej 36
7400 Herning
 Tlf. +45 41 24 52 40

 mail: vinci@sktpeter.dk

Om mandagen holder præsten fri, og kan ikke kontaktes


Aktuelt

Hverdagsmesse

tirsdag og fredag kl. 18.00

lørdag kl. 9.00

  Skriftemål

fredag fra 17.30 - 18.00

søndag fra 9,30 - 10,00


 
Lillelundvej 36 · 7400 Herning · +45 9712 4382/+45 4124 5240