1. søndag i faste. 

     Nu har vi begyndt fastetiden. Hvordan forstår vi den tid? Selv ord ”faste” siger os klart, at vi ikke må spise så meget, at vi skal begrænse vor spisning. Og i dagens evangelium ser vi Jesus, som fastede i ørkenen, hvor han blev fristet af djævelen. Lad os se, at djævelen kom til Jesus da han led sult. Ikke før. Det betyder at sulten hjælper djævelen at friste mennesker. Men vi kan se, at Jesu fristelse ikke bare gjaldt spisning, ikke bare brød, men forskellige andre menneskelige ønsker. Det var blandt andet magt, rigdom, komfort og sikkerhed. Vi mennesker kan lide sult på grund af de mange værdier. Og det er sikkert at ingen af de værdier er ondt, er dårligt. Men det afhænger af det: hvem giver os disse værdier. Hvor kommer de fra? Gud er Herre over det hele, han kan give os mange ting, hvis det er nødvendigt for os, hvis det hjælper os med at få det evige liv. Mange mennesker har alligevel ikke fået det fra Gud, som de bad om. Og de kan ikke forstå at Gud har ikke givet dem det, på grund af deres godhed. På grund af deres frelse. Mennesker beder hver dag ”ske din vilje, som i himlen, således og på jorden”, men de ikke er tålmodige og vil ikke vente på Gud, på hans gave. Derfor modtager de mange gange djævelens tilbud kun for at få det, som de ønsker. Det er ligesom når vi er rigtig meget sultne og går til en meget smuk restaurant for at spise et festmåltid, men på vejen møder vi en som sælger hotdog og giver os et godt tilbud. Og i stedet for at gå til restaurant og spise et festmåltid, spiser vi en smagløs hotdog, for måske at blive syge i fremtiden. Det største problem ligger i det at vi kan få hotdog lige nu, mens restaurant ligger lang væk. Og det er den store forskel mellem Gud og djævelen. Gud kan give os meget store ting, frem for alt vor frelse, men vi skal først fortjene den, vi skal går en lang vej til den og vente på den. Djævelen kan opfylde vore ønsker snart eller nu, for at føre os først til synd og bagefter til fordømmelse. Sådan er hans strategi. Derfor skal vi være meget forsigtige. Vi vælger altid mellem godt og ondt. Vi har derfor altid to veje. Den vej, som fører os til det evige liv, og den vej som fører os til fortabelse. Jesus sagde det selv: ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7,13–14) Kære alle sammen! Fastetiden kræver af os udholdenhed gennem de 40 dage. Udholdenhed, tålmodighed og tillid til Gud, at han altid giver os alt, som er nødvendigt til at nå frelsen. Jesus blev fristet en kort tid og har sejret over djævelen. Vi erfarer fristelse hele tiden. Måske er det sådan på grund af det, at vi modtager djævelens tilbud så tit. Så tit siger vi jo ”ja” til djævelen, til synd, til ondt. Derfor holder djævelen ikke op at friste os. Og jo oftere vi falder i synd, jo oftere kommer fristeren igen og igen for at snyde os. Selve fristelsen er ikke endnu synd. At vi erfarer fristelse, betyder det ikke at vi falder i synden. Det afhænger af os selv, om vi siger ja eller nej til det. Apostlen Jakob skriver i sit brev: ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.” (Jak 4, 7-10) Den hellige apostlen Peter skriver lignende: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed!” (1 Pet 5, 8–11) Mine kære! Selv om vi erfarer en gang imellem forskellige små besejre over fristeren, så er det sandheden at vi sejrer ham aldrig ligesom Jesus har sejret over ham. Det er sandheden at vi falder ned tusinder gange i vort liv og samtidig råber vi efter apostlen Paulus: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom 7, 18–19) Det er syndens mysterium. Men vi har begyndt fastetiden, den tid som vil hjælpe os med at sige oftere nej til djævelen. Alene er vi for svage til at sige ham atter og atter nej, derfor har vi brug for Guds hjælp, for hans nåde især i bods og forsonings sakramente, hvor Gud tilgiver os vore synder og giver os en ny chance. Lad os ikke vente, lad os ikke leve med det onde i et kompromis. Men lad os i denne fastetid øve vor udholdenhed, vor tålmodighed og tillid til Gud. Vi har forskellige muligheder til det: deltagelse i søndagens og hverdagens Messe, Korsvejsandagt, Rosenkransbøn, tilbedelse, skriftemål, personlig bøn og Bibellæsning. Gud giver os igen disse 40 dage, for at vi kan bedre forstå, hvad det betyder – at faste. Amen.